Multimediebathos

 

Multimediebathos

BATHOS er BATHOS. Det er ikke Forfatterskabet, men det er heller ikke EUROMAN.

I dette ingenmandsland imellem litteratur og farvetillæg har bladet vandret i samfulde fem år – især da der ikke er råd til farvetillæg. I stedet har læserne fået intelligent underholdning og – forhåbentlig underholdende og intelligente – henvisninger til intelligent underholdning (især gamle gyserfilm).

Det er let uden at være letbenet, afslappende – men ikke for hjernen. I hver eneste dårlige vittighed, hver eneste smagfulde smagløshed er der antydningen af en brod – harmløst er det ikke.

BATHOS er hverken kunst eller oplysning, men i sine vilde spring strejfer det begge dele. Somme tider leverer det den skæve eller personlige synsvinkel, der får kabalen til at gå op.

Det er ikke Neutzsky-Wulff ex cathedra – men Neutzsky-Wulff ex cathedra kan også være temmelig ulidelig. Lige så ulideligt kan det være at abonnere på tidsskrift.

Man åbner det, bladrer det igennem, læser en halv artikel og lader det dumpe i tidsskriftholderen – i det mindste er BATHOS da blevet en krone mere værd i morgen. BATHOS skulle jo imidlertid gerne være noget mere, en førstehjælpskasse i et ocean af borgerlighed og kedsommelighed.

Derfor er der denne gang tegneserier – hvis man ellers kan læse dem i det dårlige tryk. Noget helt andet er DVD’ERNE.

En spændende film er altid valuta for pengene, men synderlig originalt er det jo ikke. En videooptagelse med forfatteren live – okay, men lugter lidt af kommunebibliotek.

Til gengæld er multimediet en helt ny udtryksform. Amatøragtigt – ja, men har du set de danske satireprogrammer på tv?

I så fald skal du sætte KUNSTEN AT LAVE FILM på. Lidt sjovere?

I så fald måske, fordi det ikke henvender sig til fru Olsen – en parodi på Sartre ville næppe sige hende ret meget. På den anden side var MONTY PYTHON jo uhyre populær blandt bønderne.

Så måske skulle du tage en kopi og sende den til DR – hvis du kan nå frimærkerne derfra, hvor du sidder, naturligvis! DVD er fremtiden – også for BATHOS.

Forfatteren kan så med god samvittighed fortsætte med at skrive sine seriøse værker med fjerpen. Elitær – MOI?

I denne måned får jeg mit eget videokamera, hvilket skulle give endnu flere muligheder for skæg og ballade. Hvilket er, hvad BATHOS er.

Skægget er forfatterens. Balladen håber han, du laver.