Bathos 76

 

I min barndom – jo, hør nu – var der noget, der hed Børnehjælpsdagen. På denne årlige festdag var byen fuld af tombolaer, hvor man kunne bruge halvtreds kroner på at prøve at vinde en redekam.

Overskuddet gik til børn af fattige forældre, som kun havde råd til at bo i København. Jeg var uheldigvis selv et af disse fattige børn.

Ikke fordi jeg manglede noget – man kunne jo altid lave et par kroner ved at sælge, hvad man fandt i skarnkasserne. Engang fandt jeg en æske kuglepenne med piger i badedragt.

Når man hældede dem lidt, mistede de tøjet – den tids porno, som en otteårig, der lignede en seksårig, altså gik rundt og solgte til de handlende. Så var der til biografen, der åbnede klokken elleve, så jeg kunne lige nå at se to film, inden jeg kom hjem fra skole.

Men jeg var altså fattig, og det havde den uheldige konsekvens, at jeg i min sommerferie (når jeg heller ikke officielt gik i skole) blev sat i pleje hos en bondemand i Helsinge som feriebarn. Der var én biograf, som af princip kun viste film med Marguerite Viby.

I det mindste min far følte med mig (men jeg skulle jo have hudkræft – sol på kroppen, som det hed dengang) hvorfor han plejede at udstyre mig med Anders Ands Gavehæfte, som han hentede på GUTENBERGHUS, hvor han arbejdede som typograf. Det udkom af lignende årsager ved skoleårets slutning omkring den tyvende juni.

FAMOUS MONSTERS OF FILMLAND var det ikke, men dog bedre end Frøken Spidsmus. Hvis jeg nu havde redigeret bladet – ja så var det nok blevet noget hen efter nummer 76 af BATHOS.

I sommervarmen skader det ikke med et godt gys, og vi har derfor ladet SPØGELSER være tema for dette nummer. Varulvejægeren fra nummer 73 vender tilbage.

Jeg tillader mig også i min egen egenskab af ekspert at udtale mig om nattens ånder, hvorefter vores ASSYROLOG får ordet. Derpå følger en klassisk spøgelseshistorie af DORA SIGERSON SHORTER.

Diverse mere eller mindre gotiske gysere får et par ord med på vejen, men naturligvis nøjes man ikke med at LÆSE om film i BATHOS. Hvad siger man til et tredobbeltprogram med BELA?

Det kan hurtigt blive en lidt sjovere sommerferie. Og dyrere.

Ekstranumre er jo nemlig så lidt som andre numre gratis. Du abonnerer vel? Ellers skal du hurtigst muligt have fat i vores sælger af stripkuglepenne på

fontain@eskapisme.dk

For hvert nummer skal der endvidere indbetales 76 kroner (60 kroner + porto) i Danske Bank på

REG. NR. 4710 KONTONR. 36 31 23 39 10

Husk at skrive i meddelelsesfeltet, hvem du er, og hvilket nummer du betaler for – ellers kan vi nemlig ikke se det, og efter to ubetalte numre er det UD! A GOOD CAST IS WORTH REPEATING, så her er de selvudslettende personer, der endnu en gang har frelst dig fra en ferie i tavs kontemplation af faster Odas tilsandede bagdel.

Ansvarsløs redaktør: ERWIN NEUTZSKY-WULFF
Layout: CAMILLA BRODERSEN
Labels og menuer: RENE JENSEN
Tryk og distribution: JESPER FONTAIN

INDHOLD

Leder 2
Dark Eyes of Destiny 4
Spøgelser 10
Mesopotamien for dummies 1: Introduktion 22
All Souls’ Eve 32
Le Monstre 37
The Black Room 41
Berserk 44
The Cube 48
Where Have All the People Gone 52
The Mystery of the Mary Celeste 54
Corruption 57
Humanoids from the Deep 59
Et land, der vil grønnes 62
Nyt fra fødevareministeren 66
Mesopotamien for dummies 2: Mesopotamiens religion 1 68
Det uforklarlige 74

PÅ GADEN 20. JUNI!