Transcendensens teknik

 

In the spring of 1994 I saw the future of science in microcosm, when I sat in on a workshop at the Santa Fe Institute titled ”The Limits to Scientific Knowledge.” During the three-day meeting, a score of thinkers, including mathematicians, physicists, biologists, and economists, pondered whether there were limits to science, and, if so, whether science could know them. I tagged along with the mathematics group, which included Chaitin, Landauer, Shepard, Doria, and Rossler. Rossler unburdened himself of a long, tangled soliloquy whose message seemed to be that our brains represent only one solution to the multiple problems posed by the world. Evolution could have created other brains representing other solutions. Landauer, who was strangely protective of Rossler, gently asked him whether he thought we might be able to alter our brains in order to gain more knowledge. ”There is one way,” Rossler replied, staring at an invisible object on the table in front of him. ”To become insane.”

JOHN HORGAN: THE END OF SCIENCE

Man mindes umiddelbart om overskriften på den i øvrigt positive anmeldelse af DET OVERNATURLIGE i Politiken: ”Håndbog i besættelse” – hverken sindssyge eller besættelse forekommer umiddelbart at være ønskelige tilstande. Især sindssyge er naturligvis et vidt begreb med en ofte sociologisk definition.

I et samfund er det abnormt, som ikke fungerer inden for de afstukne grænser for social omgang. En adfærd, der ville være ”normal” uden for dette, det vil sige en fordel i kampen for overlevelse, vil således ofte blive opfattet som abnorm.

Dette gælder ikke nødvendigvis blot en uacceptabel grad af selvhævdelse, men kan være en afvigelse i vores måde at opleve verden på, der vanskelig- eller ligefrem umuliggør, at vi kan indgå i en social sammenhæng. Den måde, hvorpå vi forholder os til sådanne afvigelser, kan da også i sig selv variere, hvilket igen ofte afhænger af vores intelligens.

Mennesker, der kun med vanskelighed lærer de sociale og kognitive spilleregler, vil ofte være tilfredse med at beherske disse. Sådanne personer reagerer karakteristisk aggressivt, når epistemologiske og etiske absolutter betvivles.

For et århundrede siden ville de have anklaget sådanne skeptikere for at være ”fritænkere”, mens de i dag, hvor populærvidenskaben i udstrakt grad har overtaget den religiøse institutions rolle, snarere vil blive udskældt for at være irrationelle og ”overtroiske”. Omvendt vil de mere intelligente ofte finde den kognitive spændetrøje i bedste fald kedsommelig, i værste undertrykkende.

Etablerede trossystemer er naturligvis altid selvforstærkende i kraft af den nedvurdering af anderledestænkende, som følger af en manglende evne til at se ud over sin virkelighed til dens implicitte grundforudsætninger – alternativet til den gældende fornuft er altid ufornuft. Når mange mennesker taler om ”Gud”, henviser de til en for dem at se universel ide, og ikke resultatet af to årtusinders monoteistiske sekularisering.

Du kan gennemgå den hellige nadvers historie for en teolog i alle detaljer, fra dens totemistiske rationale over substitutionen af kød og blod med brød og vin i agerbrugskulten til dens vej ind i den kristne liturgi via mithraistismen, og han vil alligevel fortsætte med at væve over dette ”mysterium”. Accepten af kristendommen som et historisk fænomen ville da også hurtigt tage livet af den.

På ganske tilsvarende vis grunder den ”videnskabelige” a priori afvisning af det overnaturlige fænomen sig på en manglende forståelse af – og en manglende vilje til at forstå – hvad videnskab er. For det første er videnskab ikke filosofi, den kan altså ikke være ”materialistisk”, mere end den kan være ”etisk”.

Konflikten mellem materialisme og idealisme, det vil sige spørgsmålet om, hvorvidt ”det psykiske” er en funktion af det ”fysiske”, eller eventuelt omvendt, falder således ganske og aldeles uden for videnskabens område. Vi må imidlertid her være helt klar over, hvad vi mener, når vi siger videnskab.

Videnskab er ikke, hvad videnskabsmænd mener. At mange videnskabsmænd er religiøse, gør ikke deres tro til videnskab, lige så lidt som det omvendte er tilfældet, eller en pacifistisk videnskabsmand gør pacifisme til en videnskabelig teori.

Denne fejlslutning er en følge af, at forskeren har overtaget præstens rolle i samfundet som en autoritet, hvis begrænsninger almuen sjældent er i stand til at overskue. Videnskabeligt er det, der honorerer de krav, den videnskabelige metode stiller.

Disse kriterier er ikke religiøse dogmer, men en simpel metodologi, der netop udelukker denne type åbenbarede sandheder. Videnskabens succes som grundlag for en teknik skyldes, at dens eneste sandhedskriterium er prøvbarhed.

En videnskabelig påstand er altid en forudsigelse af, at en anden forsker vil opnå tilsvarende måleresultater under tilsvarende eksperimentelle betingelser. Dette udelukker på forhånd, at disse resultater kan opfattes som henvisende til nogen ”virkelighed” – en sådan påstand vil i det mindste være groft uvidenskabelig, eftersom ingen videnskabsmand er forsynet med den nødvendige ESP til at se ”om bag” målingen.

En videnskabelig teori er noget andet, en mental konstruktion eller korrelation af måleresultater, der gør dem lettere at holde rede på. Den er ikke og kan af de nævnte årsager ikke være en fremstilling af en ydre virkelighed.

Denne kendsgerning forhindrer naturligvis ikke nogen videnskabsmand i at opfatte sin forskning som en stræben efter Sandhed eller ”to know the mind of God”, som Stephen Hawking poetisk udtrykker det. En videnskabsmand kan tæve sin kone, men det gør ikke hustrumishandling til en videnskabelig disciplin.

Når vi slæber materialisme, idealisme eller adventisme ind i videnskaben, holder den med andre ord i samme øjeblik op med at være videnskab. For en videnskabsmand er der ikke noget ”fysisk” eller ”psykisk”, kun målinger.

At ”psykologiske” fænomener er ”subjektive”, er en meningsløs påstand for en videnskabsmand. ”Objektivitet” er ikke et videnskabeligt begreb.

Det er imidlertid prøvbarhed. Hvis en videnskabsmand i den samme type laboratorium eller i den samme neurologiske tilstand gør den samme erfaring, er dette krav opfyldt.

Om forskeren er af den private overvisning, at der virkelig findes atomer eller engle, er uden betydning. Om sådanne erfaringer mest praktisk lader sig korrelere til babylonisk dæmonologi eller moderne neurologi, er alene afgørende for, hvilken af de to teorier, der er mest videnskabelig.

Det er ikke svært at se, hvordan vores opfattelse af videnskaben er en funktion af vores tidligere af kirken. I begge tilfælde er den knyttet til autoritet og i overensstemmelse med en given metafysik.

Videnskab og teologi er imidlertid væsensforskellige størrelser, i høj grad fordi den første er en reaktion på den sidste. En bedømmelse af, hvorvidt såkaldte hallucinogener er ”bevidsthedsudvidende” eller ej, er altså afhængig af, om de derved opnåede erfaringer er reproducerbare, og her viser erfaringen ikke overraskende, at ”bevidsthedstilstande”, der opnås gennem prøvede teknikker, er væsentligt mere kontrollable, måske endda den ”kontrollable sindssyge”, biokemikeren Otto Rossler efterlyser.

Vi plejer at kalde den ”transcendens”, og den er ikke overraskende en fundamental ambition for mange af mine læsere. Til lige så manges fortrydelse viger jeg ofte tilbage for at give en egentlig brugsanvisning, hvad man vel næppe kan bebrejde mig i betragtning af det verserende psykedeliske New Age vås.

Disse eksperimenter må af nødvendighed være videnskabelige i dette ords bedste forstand, hvis de ikke skal være obskurantistisk føleri. Når jeg alligevel har besluttet mig for at forsøge mig i denne genre, skyldes det, at et teoretisk grundlag med udgivelsen af DET OVERNATURLIGE og MENNESKETS AFVIKLING – 1.383 tryksider – nu må formodes at være på plads.

Ikke blot er mytologien gennemgået, den er forankret epistemologisk og historisk. Uden en forståelse af grundlaget for de ideer, der udgør vores virkelighed, kommer vi ikke langt, og heller ikke uden en ganske tilsvarende af, at menneskets historie er i ekstrem grad ”okkult”, at de historiske begivenheder med andre ord kun er rygfinnerne på en hvalfisk, vi behøver en dykkerklokke for at få øje på.

Læs videre i TRANSCENDENSENS TEKNIK!