HVORFOR ER DU IKKE ANARKIST?

 

hej erwin,

nu læste jeg lige her på siden, at du politisk set betragter dig selv som (sumerisk) socialist, og så var det jeg tænkte, om ikke du kunde komme med en mindre udredning af dit syn på anarkisme, og hvorfor det ikke er denne politiske ideologi du »bekender dig til«.

anders

 


 

SVAR

 

hej anders

Som du sikkert også læste, skulle det forstås humoristisk - humorist er nok den eneste -ist, jeg rigtig er - og det i en grad, som mange finder mindre morsom. Er jeg da upolitisk?

Ja, det ville jeg nok være, hvis det ikke var så pragtfuld en sofapude. Så i mangel af bedre betragter jeg mig som venstreorienteret, hovedsagelig fordi det er i den lejr, jeg finder det, jeg vil kalde for det »civiliserede« synspunkt - i ordets bedste forstand.

Jeg tror således på jungleloven, den kærlige selvopofrelse, som gælder i naturen, samtidig med, at jeg er lige rædselsslagen for den påtvungne moral og dovne konformisme. Næstefter den lidenskabelige venlighed må den lige så lidenskabelige pursuit of happiness være at foretrække, eftersom lykken jo alligevel ligger i den elskedes lykke.

Jeg har ofte fået skyld for ikke at være »rigtig« socialist, og det er nok til en vis grad rigtigt. Jeg har således ikke spor vanskeligt ved at forestille mig, at jeg i et samfund, hvor socialismen markerede sig kraftigt - inklusive den aversion mod sex og individualisme, som den deler med nazismen - ville befinde mig på den anden side - måske er jeg bare en uforbederlig kværulant og antiopportunist med accept som fobi - selv om STANDART for nylig i en foruroligende velvillig anmeldelse af UFO konstaterede, at jeg som midaldrende forfatter havde opnået »hæder og anerkendelse«.

Anarkisme - tja, hvad er det? I ANNO DOMINI beskriver jeg jo den absolutte anarkisme med stor sympati - i DØDEN er det vel snarere en art »autonomisme« som modsætning til det centraliserede konstitutionelle demokrati som eksemplificeret af den kære Union. På den anden side har jeg forsvaret og forklaret noget nær hvad som helst - it's what I do - jeg sælger fordomsopløsningsmiddel - det er der mange, der ikke kan lide, så derfor har de opfundet en modgift: De pådutter mig de synspunkter, jeg prædiker forståelse for. Så generelt opfattes jeg nok som højreorienteret af de venstreorienterede, og som venstreorienteret af de højreorienterede - det er også meget bedre end det modsatte ...