ANTIKVARISK TYVERI?

 

hej e.

ansporet af tobias b. hansens brev: selvklart er det ikke den optimale løsning at tilrane sig et værk således som tobias måske har i sinde at gøre det - jeg er altså enig med dig i din »gravskrift«, men ikke desto mindre betragter jeg det som et reelt problem at antikvariater kan score kassen på forfattere som fx. erwin neutzsky-wulf. uagtet det faktum at de pågældende forretningers priser uden tvivl ligger ganske uden for din indflydelsessfære så mener jeg at du ligeså lidt burde kunne goutere denne form for »tyveri« som den tobias overvejer. hvis der er så stor efterspørgsel efter dine bøger hvorfor i alverden bliver de så ikke trykt i flere eksemplarer/genoptrykt - dette burde da også i højere grad være i dit forlags interesse (samt i din egen da dette ligesåvel som offentligt udlån givetvis vil gavne din udbredelse yderligere).

anders

 


 

SVAR

 

Jeg har vist til en vis grad allerede svaret ved en tidligere anledning: Jeg har som andre forfattere en »menighed« af en vis størrelse. Hermed mener jeg de læsere, som af den ene eller den anden grund plejer at købe eller låne og læse en ny Neutzsky-Wulff-bog.

Bogens oplag svarer til det erfaringsmæssige salg, som holder sig forholdsvis stabilt. Der kan komme et par nye læsere til eller falde nogle stykker fra af de mere hysteriske, men der kommer ikke pludselig 1000 nye læsere til, fordi en anmelder hæver den til skyerne.

Dette skyldes ganske simpelt, at jeg allerede er kendt i den forstand, at både læsere og ikke-læsere mener at vide, hvem og hvad jeg er, og om det er »noget for dem«. Dette har naturligvis intet som helst med den kendsgerning at gøre, at nye begejstrede læsere har svært ved at få fat i mine tidligere værker.

Dem, der køber mig, beholder mig, og dem, der mangler mig, er som regel villige (om end ikke altid i stand) til at betale de fantasipriser, antikvarerne tager ifølge loven om udbud og efterspørgsel. Genoptryk kan sjældent betale sig, eftersom der ikke er NYE læsere (dem, der ikke har bogen i forvejen) nok til at bære et oplag.

In a perfect world ville mine bøger naturligvis blive udgivet af et statsforlag, som ville sælge dem til ti kroner stykket og udbetale mig en million. Det nytter imidlertid ikke meget at harcelere over kapitalistiske boghandlere.

Hvis du gerne vil vide, hvilke bøger der ville udkomme på et statsforlag som det nævnte, kan du bare se på den flok talentløse eftersnakkere, som er på finansloven. Et rigtigt forfatterskabs eneste chance er netop de handlende, som opdager, at de er i stand til at tjene penge på en umoralsk bog.

Men så må man også være klar over, at betingelserne er markedspladsens. At sammenligne den spekulation, antikvarer lever af (de skal også betale husleje, for ellers må de lukke forretningen, og så er der ingen bøger at købe) med den forbrydelse, det er at forhindre nye læsere i at stifte bekendtskab med forfatterskabet ved at fjerne eksemplarerne fra biblioteket, forekommer mig mildest sagt absurd.

Så er det dog trods alt bedre med en fotokopi til privat brug, selv om det strider mod ophavsretten. Jeg synes måske nok, I har lidt for ondt af jer selv.

I stedet for at ærgre jer over de afsavn, I må lide for at erhverve en bog, der betyder så meget for jer, burde I måske hellere bekymre jer om, at kilden ikke tørrer ud. En forfatter skal have råd til at skrive, og det er jer, der gør det muligt for ham, når I lægger pengene på disken - også selv om broderparten går i statskassen og andre steder hen.

At antikvarerne har opdaget, at der er penge at tjene på Neutzsky-Wulff, betyder jo så blot, at I kan gøre det samme. At købe et (ekstra) eksemplar af en af mine bøger er en investering.

Når den så ikke kan fås mere, efter tre måneder eller (maksimum) tre år, kan du jo så være så rimelig, du vil, over for den nye læser, du sælger den til. Hvorfor ikke udkonkurrere antikvarerne, eventuelt ved at starte en slags brugsforening?

Somme tider kommer der endda et lille restoplag på udsalg, selv om den samme bog, næsten i det øjeblik den er udsolgt, vil være oppe i firecifrede beløb hos antikvaren. Forlæggeren og boghandleren skal jo bruge hyldepladsen til alle de nye bøger, så det bliver antikvaren, der »lagrer« de kommende sællerter i sin kælder et par år.

Mange tegneserieforretninger er begyndt som en samler, der solgte sine dubletter og fandt ud af, at det kunne betale hans forbrug og lidt til. Der er godt nok ikke mange antikvarer længere, som ikke ved, hvad en Neutzsky-Wulff-bog er værd, men en annonce i Den Blå Avis med tilbud om at købe (til en rimelig pris, naturligvis) alt Neutzsky-Wulff kunne godt give pote.

I stedet for at rende forvirret rundt efter de titler, man mangler, kunne man så efterhånden oparbejde et lager, der kunne forsyne samtlige samlere - og dem er der faktisk en del af. I ville hjælpe hinanden og i hvert fald ikke få underskud. Somme tider er det (gisp) faktisk bedre at tænde et lys end at forbande mørket ...