BEGRÆNSNINGENS KUNST

 

Kære Erwin

»I kan ikke gøre jer nogen forestilling om den lidenskab, der tærede på min ungdom. Jeg rasede over timernes flugt. Nødvendigheden af at træffe et valg forekom mig altid utålelig. Jeg syntes at det at vælge især var at afvise det, som jeg ikke foretrak. Jeg forstod i en uhyggelig grad, hvor korte timerne er, og at tiden kun har én dimension. Jeg gjorde altid kun det ene eller det andet. Gjorde jeg det ene, savnede jeg straks det andet, og jeg sad ofte tilbage uden at turde foretage mig noget som helst; fortvivlet og som med åbne arme, fordi jeg frygtede, at jeg ved at lukke dem kun ville omslutte en eneste ting. Mit livs vildfarelse var fra nu af, at jeg ikke ret længe fortsatte noget enkelt studium, fordi jeg ikke kunne beslutte mig til at give afkald på så mange andre. En hvilken som helst ting købtes for dyrt til den pris, og ræsonnementer kunne ikke overvinde min fortvivlelse. At gå til en marked fuldt af fristelser og så - takket være Hvem? - kun råde over en alt for beskeden sum. At råde over! at vælge betød for stedse, for evigt at renoncere på alt det øvrige, og den mangfoldighed, som dette øvrige rummede, var stadig at foretrække for en hvilken som helst ting.(...) Således tegnede jeg de vageste og mest ukritiske konturer om mig selv, fordi jeg ikke vil begrænse mig«

- André Gide

Ovenstående citat beskriver meget rammende min situation. Hvorledes er det muligt at begrænse sig, når ens lidenskab ubønhørligt tørster efter viden. Det er en stræben efter det fuldkomne, som aldrig kan lykkedes, men alligevel plages jeg af den.

Det er circulus vitiosus. Jeg raver af kærlighed rundt til alle de store kunstnere, og elsker dem hengivent, men jeg formår ikke at fordybe mig, således at jeg virkelig kender dem tilbunds, for Jorden er fyldt med frugter, og jeg tørster efter at smage dem alle. På må og få flakker jeg forvildet rundt, hvorhen vinden nu bærer, - dog er der enkelte frugter, hvis næring jeg ikke kan sige mig fri for - og således forbliver jeg blot en skygge tiltrods for mine anstrengelser om at blive solid. Kierkegaard skriver derom:

»Den metode, jeg foreslår, ligger ikke i at forandre jordbunden, men som den sande vekseldrift i at skifte driftsmetode og sædvane. Her ligger straks det begrænsnings princip, som er det ene frelsende i Verden. Jo mere man begrænser sig selv, desto mer opfindsom bliver man.« men hvorledes er det muligt at begrænse sig, når man hele tiden forundres over noget nyt? Øjeblikket er så uendeligt rigt og alligevel så flygtigt.

Hvis rygterne taler sandt, kan man ikke andet end blive imponeret over at høre hvad du har formået at læse! (men rygter er og bliver rygter, derfor vil det være interessant hvis du vil fortælle derom).

Hvad er din studieteknik - hvordan studerer man mest effektivt og struktureret (du må jo også have opøvet en utrolig hukommelse)?

Selv mener jeg - efter en tids eksperimenterende - at have tilegnet mig en god studieteknik, men begrænsningens kunst besidder jeg (endnu) ikke.

Venlig hilsen Jesper F. Jørgensen

 


 

SVAR

 

Kære Jesper!

Jeg er da glad for at høre, at tiden ikke, som for de fleste, falder dig for lang, fordi verden er sådan et umådelig kedeligt sted. Jeg konkluderer, at du endnu er i den alder, hvor man kan tillade sig den luksus at lære.

På et tidspunkt overtager jo kravet om at yde. Men indtil videre ser jeg ingen problemer med at sprede sig lidt.

Det er naturligvis en balance. Fagidiot skal man ikke gerne blive, et grundlæggende kendskab til alle discipliner må være det ønskværdige. Derimod må man drage omsorg for, at man ikke bliver en af disse personer, der underholder folk ved selskaber med deres kabbalistiske studier, skønt de næppe læser et ord hebraisk.

Hemmeligheden ved min dannelse er nok hovedsagelig, at jeg begyndte tidligt. Hukommelse er ikke en evne, men kriteriet for, at det læste er forstået, hvorved det bliver en uadskillelig del af dig.

Jeg var enebarn og nøglebarn, min mor arbejdede, og min far lå på sofaen, han var tres år, da jeg blev født, og udbrændt af litterære skuffelser, skønt han skrev hele sit liv, lykkedes det ham aldrig at få udgivet et eneste punktum på andet end »eget forlag«. Jeg var i børnehave een dag som treårig.

Mine jævnaldrende gjorde sig usynlige ved at holde sig for øjnene. Så gik jeg hjem - jeg kendte jo byen, som jeg ofte drev rundt i.

Så var der mig og bøgerne på hylden - fjernsynet var næppe opfundet - hovedsagelig trykt med fraktur - jeg undrede mig såre over de romerske bogstaver, da jeg kom i skole. Af og til åbnede min far et øje og oplyste mig om, at et a var et a, og sådan lærte jeg mig selv at læse.

Hvis man bruger hver eneste vågen time, fra man er tre, til at læse, får man en del fra hånden. Sådan er hjernen nu indrettet, jo tidligere du lærer noget, jo bedre bliver du til det.

Jeg lærte metrik, som andre børn lærer at løbe. No wonder I'm a little strange.

Mennesker, der lærer at læse i tiårsalderen, hvilket desværre ikke længere er usædvanligt, lærer det aldrig. De vil resten af livet kun netop kunne stave sig igennem BT. De bliver aldrig voksne, hvilket er en stor trøst for deres foresatte.

Så jeg læste Shakespeare som fireårig og på originalsproget, da jeg var otte. Then he's no real mystery.

Det var omkring det tidspunkt, at jeg følte behov for at forstå verden. Indblik i maskinen menneske er ikke noget ringe forspring i livet.

I puberteten valgte jeg som lærere Freud (læste samtlige værker, never touched them since) Kinsey, Masters & Johnson og de stedlige ludere. Senere læste jeg fysik og biologi, især genetik og neuropsykologi.

Det var ved den tid, at min naturvidenskabelige optimisme var ved at slippe op, og jeg besluttede, at den grundlæggende epistemologi ikke duede. Så læste jeg historie og opdagede, at det ikke var nogen evolutionær success story, men historien om alle de forskellige virkeligheder, som har eksisteret, med og uden guder.

Jeg gik til seancer, parapsykologi og New Age sagde mig ikke noget, men jeg fik værdifulde kontakter og avancerede fra elev til lærer i noget egenartede discipliner. Endelig, i tyveårsalderen, følte jeg behovet for at skrive.

Siden da har jeg kun læst den nødvendige faglitteratur. Men jeg havde også været det meste af verdenslitteraturen igennem inden mit femtende år og lært mig selv at læse de nordiske sprog, hovedsprogene, latin og hebraisk.

Så er det ikke noget problem at læse fagtidsskrifter eller at oversætte fra spansk. Grundlaget er der.

Og sproget bliver et pragtfuldt værktøj, som gør, præcis hvad du vil. Det er faktisk noget andet end at beslutte som trediveårig, at man vil skrive sine erindringer. Hvis man ikke kan skrive en sonate, ingen kan skelne fra Beethoven, skal man ikke blive komponist.

Studieteknikken er lidenskab. Hvis man skal studere, kan man godt opgive at lære noget som helst.

At læse er som at kysse pigerne. Viden er ikke belønningen for en seksten timers arbejdsdag ved bøgerne.

Det er de seksten timer, der er belønningen. Ellers kan man lige så godt blive card-carrying akademiker.

Husk, at livserfaring får du kun i bøger. At tale med andre mennesker er i reglen tidsspilde.

Hemmeligheden ved lærdommen som ved livet er en art aggressiv intelligens. It is realizing you can get anything.

At overgive dig til din appetit, at overgive verden til den. Alternativet til appetit er nemlig egoisme, og egoisme er død.

Hvis din appetit ikke er større end du selv, hvis du ikke vil risikere livet for et kys af prinsessen, then go bury yourself. Jeg kan måske forstå, at unge mennesker ikke gider læse, men at de ikke har noget seksualliv, fatter jeg ikke.

De er munke, der går og kigger ængsteligt på pigerne. En gang hver tredje år, hvis de er heldige, falder de i seng med en, sådan rent kammeratligt.

Ingen betagelse, ingen jagt, ingen nedlæggelse, ingen hengivelse. Jeg håber virkelig, disse kastrater kan synge.

Engang holdt jeg foredrag på en højskole med et halvt tusind elever af alle køn. I kantinen var ophængt et »bolle-skema«, hvor man kunne krydse sig af: M vil gerne bolle med N.

Alle var meget stolte over denne seksuelle bevidsthed, indtil jeg gjorde opmærksom på, at der ikke var et eneste kryds. Not much sex and drugs there.

Og dog. Jeg har hørt, at hash er populært, hvilket måske er forståeligt.

I østen betyder hashæder proletar, eftersom disse ulykkelige kun kan udholde deres trøstesløse tilværelse i halvbevidst tilstand. Det er altså ikke kun her i landet, at hashryger er synonymt med fuck-up.

Hvor de dog ligner deres forældre, som ligeledes identificerer behag med bedøvelse. Også der er bevidsthedsforsnævring løsenet.

Alternativet var jo at go out there og skrive digtet og forføre pigen. Den pæne kommis, der drømmer om en motorcykel og en lædersofa, er en kriger i forhold! Når jeg bliver så senil, har jeg tænkt mig at skyde mig ...

So keep up the good work! The truth isn't out there. But all you ever dreamed of, is.

Hilsen Erwin