CASPER OG MANDRIL AFTALEN

 

Kære Erwin,

Til at starte med vil jeg udtrykke min begejstring ved at have stiftet bekendskab med dit forfatterskab. Jeg har endnu kun læst Anno Domini, 2000 og Døden, men jeg er igang med Faust, Verden og Menneske. Min ærbødige respekt! Jeg læste Okkultisme i 7ende klasse, men forstod naturligvis kun en begrænset del. I gymnasiet læste jeg nogle artikler om, og af dig, og uden yderligere kendskab til dig, roste jeg dit forfatterskab, til skyerne for min filosofilærer som derefter omtalte dig i lidet flatterende vendinger »Han er satanist den psykopat« (idiot). Men det var først for nogle måneder siden at jeg faldt over dine bøger igen, og jeg har læst lige siden. Jeg har et enkelt spørgsmål, som jeg håber du vil besvare, Du skrev i en besvarelse i et andet læserbrev, at humor er det præcise udtryk. Hvad synes du om Casper og Mandril aftalen ?

Hilsen Bergur Rubek Nielsen.

 


 

SVAR

 

Kære Bergur Rubek Nielsen.

Ja, det er vel så eksemplet på det stik modsatte, den absolutte antitese til humor, hvor den rammende parodi erstattes af inkongruens og vrøvl. Inkongruens kan være pudsig, kameler med seler, og så videre, men som humor kvalificerer den næppe.

Det er således ikke den, der gør Monty Python genialt morsom, men den præcise analyse af BBC i særdeleshed og massekommunikation i almindelighed. Vrøvl derimod er altid morsomt - jævnfør Folkekirken - men det er nødt til at være ufrivilligt vrøvl, ellers er vi tilbage hos kamelerne igen.

Ofte kompenserer man med aggressivitet, men det bliver det ikke meget mere morsomt af, kun ubehageligt. Tæskeholdet er ungefær lige så morsomt som SS-kammerater på sjov i Warszawa-ghettoen.

Men ret skal være ret, det er blevet sværere at være morsom, fordi de mennesker, man føler sig fristet til at parodiere, i stadig stigende grad er parodier på sig selv. Mit eget indslag KULTUR PÅ DR er et godt eksempel. Det ville ikke være muligt at gøre forlægget mere absurd, imbecilt eller reaktionært, end det er i forvejen, og så har humoren ingen plads.

Hvordan ville du for eksempel bære dig ad med at parodiere din lærer? Mennesker ler ad mennesker, fordi de til en vis grad genkender sig selv, hvilket naturligvis også er humorens magt.

Tag DA LO HUN SÅ HJERTELIG i DØDEN. Man læser fascisten Hjadstrup, erkender sig selv som halvfascist (forfatteren inklusive) og varer sig.

Men hvordan parodiere det subhumane? Det er ikke morsomt.