CENSUR PÅ ENW.DK?

 

Hej Erwin,

Hvordan kommer man i brevkassen?>>> Kunne du ikke åbne et forum hvor folk åbent kunne diskutere dine bøger? Jeg synes at det er en smule klamt, at du driver censur på den måde...

-Jacob

 


 

SVAR

 

Man kommer i brevkassen ved at spørge om noget - eller eventuelt fremkomme med en oplysning eller et synspunkt - redaktøren (det er mig) skønner, er af interesse for sidens besøgende. Af Neutzsky-Wulff-hjemmesider er der allerede et halvt dusin, så hvorfor nu een til?

Vel, fordi disse sider - deres gode egenskaber ufortalt - hverken kan eller skal videregive faktiske oplysninger om forfatteren eller forfatterskabet. De beskæftiger sig i stedet med rygter (som man så kan få bekræftet eller dementeret i enw.dk, hvis man har lyst til det - somme tider er rygtet jo sjovere end virkeligheden) om og meninger og holdninger til disse, hvad da også kan være underholdende, men i det mindste ikke er det essentielle på enw.dk. Der findes også rene Neutzsky-Wulff-hade-sider for dem, der har det behov.

Hvad angår at diskutere mine bøger i et offentligt forum på enw.dk, er du den første, der har foreslået det. Hidtil har alle breve været henvendt til mig og udelukkende sigtet på min reaktion.

Skulle andre ytre ønske om noget sådant, afser jeg da gerne plads til det, selv om jeg stadig vil føle mig berettiget og forpligtet til at luge ud i indlæggene. Årsagen er ganske ligetil: En hjemmeside, der er 90 % inant sludder, er simpelt hen ulæselig.

Som det vil fremgå af flere af indlæggene, er det ikke nogen forhindring, at man hader forfatteren. Det ville være en utrolig lettelse, hvis man ikke altid skulle gå og ironisere over sig selv, men kunne overlade en del af arbejdet til andre.

Som det fremgår af andre indlæg, behøver man såmænd ikke engang kunne stave og lægge sammen. Men en vis grænse er jeg naturligvis nødt til at trække - lad os sige ved en IK på 50.

Myten om censur er jo altid populær - det var naturligvis, fordi man ikke var enig med redaktøren, at ens læserbrev ikke blev bragt! Får man et kvikt svar, og ens svar på svaret ikke kom i, så var det naturligvis, fordi han skulle have det sidste ord, og ikke fordi det blot var en reiteration af argumenter, han allerede havde tilbagevist.

Men vi kan også komme ud i absurditeten. For eksempel beklagede Faklen sig på et tidspunkt over, at enw.dk ikke ville bringe deres indlæg. At det er lidt svært at konstatere, eftersom de aldrig har sendt et eneste, er formodentlig irrelevant.