HVORFOR ER FAKLEN SÅ KEDELIG?

 

Hej. Hej Erwin er du der?? tænkte det nok!

Er det rigtigt at du en gang satte ild til skæg og proklamerede at du var Napoleon...

Hvis du »opfostrede« faklen hvorfor er de så så kedelige? (á la Ingen forstår os, vi må redde verden alene!, vi er de største miskendte genier siden (nå ja Old-sumer er nok ikke helt forkert)

Gustav Berner (gustavberner@yahoo.com) og Michael Olesen

 


 

SVAR

 

At jeg skulle have sat ild til mit skæg og påstået, at jeg var Napoleon, er blot en af Faklens historier, der skal få det til at se ud, som om jeg er megaloman. Det er selvfølgelig det rene sludder - det var Jesus.

Faklen er kedelig, fordi jeg gjorde den kedelig - nåja, måske ikke helt så kedelig, som den er nu. Det, det drejer sig om, er pænhed.

Der er en højreorienteret pænhed, som er noget med Jesus og små dannebrogflag, og så er der en venstreorienteret, som man plejer at kalde politisk korrekthed. Pointen er, at en forfatter godt kan tillade sig ikke at være nogen som helst steder, som det er tilfældet med mig.

Han lever i kraft af læserens evige genkomst. Det kan et blad ikke.

Et blad pakker man fisk ind i i morgen, så hvis det ikke er lige her og lige nu, så er det slet ikke. Man er altså nødt til at finde et halvtag, og jeg følte mig altså til Fakkelredaktionens daværende konsternation mere hjemme til venstre end til højre.

Det kan have noget at gøre med, at venstrefløjen er på retræte og derfor ikke har magt til at gennemtvinge sin pænhed - og det er nu altid sympatisk! Halvfjerdsernes »kulturrevolution« var en drage, som jeg bekæmpede efter bedste evne. Og så har jeg en svaghed for social retfærdighed, det minder mig - nåja, om oldsumererne ...

Så vi var sgu nødt til at være pæne, sort of. Men vi prøvede at være det uden at være aggressive.

Aggressivitet er det mest karakteristiske ved al slags pænhed. Der er folk, der er mindre pæne, og det må man gøre noget ved.

Pænhed er en forsvarsmekanisme. Pænhed er angst, og derfor er det had.

Hvis du er i tvivl, kan du bare læse det sidste nummer af Faklen - if you're into self-torture, that is. Vist er det kedeligt.

Jeg falder altid i søvn et kvarter inde i »Triumph des Willens«. Men det er altså også en lille smule scary.

Og måske er det pointen. Måske rasler man med sablerne for at holde folk vågne, »Vågn op« og »Vagttårnet«, du ved, og den slags folk, der har sat kærlighed på formel.

Måske er der alligevel noget at lære her. Pænhed er jo altid en »stor« mands efterladenskaber (som regel er han død, næsten lige så død som hans disciple).

I Faklens tilfælde er det brune på næsen måske lidt tydeligere. Det er da synd, at man er nødt til at sprænge sin egen statue i luften, men ellers risikerer man let at blive kvalt i den. Og det ville da være kedeligt ...