FAKLEN OG KP

 

Ved ren tilfældighed faldt jeg over denne side, som jeg tænkte at hr. Forfatteren måske var interesseret i. Indholdet chokerede undertegnede en smule, da han var af den opfattelse at De var venstre-orienteret.

http://home8.inet.tele.dk/oktober/kp/kp9903/fakkel.html

Mads Pedersen

 


 

SVAR

 

Kære Mads

Are you kidding? Jeg tror nok, du er klar over, at Kommunistisk Politik ikke repræsenterer venstrefløjen, mere end Kristeligt Folkeparti repræsenterer højrefløjen. At disse kredse, hvis credo må formodes at være proletariatets diktatur, forarges over en kritisk stillingtagen til det parlamentariske system, må derfor også siges at være et nærmest absurd spil for galleriet.

Jeg har sjældent fået så mange roser som for det omtalte interview, som jeg kan forstå, stadig genudsendes, og jeg tror nu ikke, der er så mange medlemmer af Den Danske Forening, der ser TV-STOP. Faktisk er min medvirken ved denne lejlighed blevet brugt som et bevis på min ekstreme venstreorientering.

Det, man har pillet ud og valgt at harcellere over, er naturligvis min sædvanlige advarsel mod kulturchauvinisme. Finder man det slet ikke pudsigt, at kommunistiske diktaturer genindførte feudalismen komplet med fæstebønder?

Derudover skal indlægget naturligvis ses som en hævnaktion, fordi vi fik koryfæen Frede Klitgård dømt for at kalde os for nazister. Hvorfor, burde fremgå af indlægget.

Det var måske nok en fejltagelse, men i betragtning af, at det blot var et af talrige uvederhæftige angreb fra begge fløje, mistænker jeg, at angeren kan ligge på et meget lille sted. At Faklen »sejlede under falsk flag« er naturligvis vanskeligt at benægte - det er sådan lidt henefter, når kommunister kalder sig demokrater.

Igen forklarer indlægget og dets sprogbrug meget. Hvis det var blevet bekræftet på et tidligt tidspunkt, at Erwin Neutzsky- Wulff og hans »coven« stod bag Faklen, ville vi naturligvis ikke have solgt et eneste eksemplar.

Ikke-ENW-læserne ville have trukket på skuldrene, og ENW- læserne ville have læst ENWs bøger i stedet for. Det betyder imidlertid ikke, hvad KP så gerne vil bruge det til, at Faklen var slet ikke venstreorienteret.

Faklen havde naturligvis den politiske farve, jeg har, og den er godt nok grumset. Men jeg må indrømme, at jeg har fået skræk for klare røde og sorte farver, de minder for meget om den hensynsløse moralske overlegenhed, som næppe anretter mindre skade end myten om den hvide, kristne eller heteroseksuelle.

Og så er vi sådan set tilbage ved interviewet og min protest mod undsigelsen af hele kulturer på grund af deres aktuelle politiske ukorrekthed. Vi har en tilbøjelighed til at måle samfund i ideer, så at folk bag jerntæppet må have færdedes i håndjern og haft TV-kameraer i deres soveværelser installeret af KGB - det var jo et slavesamfund, ikke?

At så Rune & Co. af og til - som en del ENW-læsere - i deres religiøse iver og elitære ridderlighed flirtede mere med visse former for højreorienteret romantik, end jeg rigtig brød mig om, er en anden sag. Faklen var således fra min side ikke blot tænkt som en meget nødvendig saltvandindsprøjtning i en ortodoks og vegeterende venstrefløj, men også som et purgativ for ENW-vikinger: De havde sgu godt af at blive sendt til et par demonstrationer!

Selvfølgelig var det ikke overraskende ikke der, deres hjerte var, hvorfor det forventedes, at jeg udbetalte gage i form af en mystagogisk vejledning, der efterhånden blev lidt for meget af det gode, så meget desto mere, som den - grundet elevernes ikke imponerende forudsætninger - nærmest havde karakter af underholdning. Hvor det kneb med det faktiske, insisterede man på det intime, og det blev altså efterhånden, nåja, for meget.

Hvor meget, eller snarere hvor lidt man havde lært, har enhver kunnet overbevise sig om, som har overværet Runes massemøder for halvtreds personer, som efterhånden må være faldet til fem, hvor det ikke har skortet på dæmoner og orakler. Det afgørende argument for dem, der blev på den synkende skude - eller rettere gik om bord i den - har da nok også været, at siden Erwin nu havde trukket sig tilbage med sin unge hustru, så var hans efterladenskaber da bedre end ingenting.

Efterhånden rystede dog flere og flere på hovedet ad Runes hysteri, som så fik en ekstra tand. Tilbage står den absurde forsørgelsespligt for et blad, der kun kan sælges i hundrede eksemplarer - bare ikke tabe ansigt over for Erwin, Erwin, Erwin ... Herregud!

Hvorved har jeg fortjent en så patetisk kærlighed? Så skulle vi ikke bare lade Faklen og KP tømme potter i hovedet på hinanden som de to hysteriske kællinger, de er?