ER HASH ET TRANSCENDENSMIDDEL?

 

Jeg kommer i kredse hvor man tit ryger hash. Mit spørgsmål går ud på hvorvidt du vil anbefale dette milde hallucinogen til at opnå en gennemført eller eventuelt delvis transcendens. Vi har haft mange diskussioner angående emnet og meningerne er delte. Det ville være rart hvis du kunne afklare spørgsmålet for os - både som mystagog men også fra en mere videnskabelig vinkel så vi ikke behøver at sidde tilbage med nogen form for tvivl i denne henseende.

På forhånd mange tak!!!

Hilsen Joakim

PS: Hvornår kommer din bibeloversættelse?

 


 

SVAR

 

Kære Joakim!

Faren ved hash har i perioder været stærk overdrevet, fordi man - fejlagtigt - har set stoffet som en del af en livsstil, man anså det for nødvendigt at bekæmpe. Man får så de typiske Rake's Progress-historier om, hvordan hashrygere uvægerligt udvikler sig til heroinvrag.

Den hallucinogene effekt er ganske ubetydelig - det er altså på ingen måde noget »poor man's LSD«. LSD nedbryder godt nok limen, men sætter samtidig tærskelvogterne i alarmberedskab.

Hvor der før var et råddent plankeværk, er der nu en betonmur. Vil man undgå denne effekt, skal doserne være store og stigende, og så er man ret sikker på at ende på en psykiatrisk afdeling.

Hallucinogener kan derfor ikke anbefales som transcendensmiddel. Hash derimod adskiller sig ikke stort i sin virkning fra øl.

Det er altså først og fremmest et bedøvelsesmiddel, som jo altid er in popular demand. Sådanne stoffer accepteres gerne af samfundet, fordi de passiviserer befolkningen.

I tresserne var hash specielt populært, fordi det dæmpede aggressiviteten, og pædagoger anbefalede det på det nærmeste som et mere virkningsfuldt alternativ til det hvide snit. Jo mere undertrykkende et samfund er, jo større er tolerancen over for bedøvelsesmidler.

De såkaldte lykkepiller er et temmelig utilsløret forsøg på at forvandle befolkningen til grøntsager - her er narkomani altså pludselig noget positivt. Fordommen mod hash skyldes nok hovedsagelig, at vi i vesten er vant til spiritus som »opium for folket«, hvor det i mellemøsten er hash, der karakteriserer »the drinking class«.

Selvfølgelig er der tale om rent hysteri. Lille Oles hash adskiller sig ikke stort fra fars bajere eller mors valium.

Langtidsvirkningerne af hash og spiritus er da også stort set de samme og falder ind under diagnosen Organisk Psykosyndrom. På kortere sigt indtræder en uklarhed (delir), der ofte er meget velkommen for brugeren, som uvægerligt skal søges i massen af livsuduelige.

Da der er tale om et misbrug, der er accepteret i en subkultur, opbygges et alibi, som gør denne sindstilstand acceptabel. Den spirituspåvirkede er fuld, den hashpåvirkede høj eller skæv.

Fuldskab antyder noget godmodigt, en evne til at tage tingene oppefra og nedefter, at befri sig for sine »hang-ups«. Hashrygerens sløvhed fortolkes ganske parallelt som serenitet, ligesom hans almene desorientering opfattes som en berøringsflade med en højere virkelighed, og det på trods af, at hans omtågede tilstand må siges at danne noget nær den absolutte modsætning til den skærpelse af alle sanser og mentale funktioner, for eksempel shamanen demonstrerer i sin trance.

På længere sigt kan man nok tale om en »livsstil«, men den er alt andet end oprørsk. Værtshusgæsten, som går fra almindelig opstemthed over afmægtigt raseri over sin selvskabte situation til flæbende menneskekærlighed vendt mod sine drikkebrødre, er så levende og bevidst som en våd sok.

At have det »dejligt«, bande konen eller samfundet (men blive på barstolen eller sivmåtten) og falde andre forstyrrede mennesker om halsen fører til absolut ingenting. Som man vil forstå, var der gode grunde til den status, hash havde som tressernes lykkepiller.

Efterhånden som syndromet udvikler sig i takt med, at antallet af levende hjerneceller falder, bliver patienten en slags zombie, som er ude af stand til at tage nogen beslutning i sit liv. Det er naturligvis her, samfundet bliver bekymret, fordi sådanne mennesker næppe engang vil være i stand til at overkomme rutinen ved et samlebånd.

Selv almindelige livsopretholdende rutiner som at gøre rent, tage bad, skifte tøj, og så videre, bliver uoverstigelige. Man spiser næppe, eller i det mindste svigter appetitten, og en diæt, der virker tiltalende på menneskelige væsner, friske grøntsager og rødt kød, erstattes af dåsemad, »indisk madlavning« eller andre opskrifter fra lande på sultegrænsen, krydret grød, eller disse ingredienser udkogt til babymos.

Aktiviteterne veksler mellem søvn på en madras, søvn på gulvet, søvn foran et TV-apparat og søvn under et stereoanlæg. Man skulle tro, at disse subhumane væsner, som er lige værdiløse for sig selv og andre, af og til ville møde sig selv i spejlet, men dette forhindrer naturligvis dels deres usalige bimmelim, dels det føromtalte subkulturelle alibi.

Ifølge dette er de tværtimod højt hævet over de dumme stræbere, der gider betale skat, tjene penge, arbejde eller få sig en pige. De har enorme evner, men samfundet forstår ikke at værdsætte dem.

De er pragtfulde elskere, men der er ingen rigtige kvinder tilbage. Det er derfor, de er blevet filosoffer, hvilket let kan konstateres ved, at deres øjne er lukkede, og deres mund åben.

Hvilket guddommeligt væsen er ikke hr. Olsen, som arbejder på fabrik for at kunne købe en lædersofa, i forhold til disse menneskelige kakerlakker! Bibeloversættelsen kommer til efteråret.