HVAD ER ÆRE?

 

Hvad er ære? Hvad er dyd? En kvindes ære og dyd? En mands ære og dyd?

I filmen »The Legend of Rob Roy« fortæller Rob højtideligt under en familiær skovtur i højlandet sine to sønner om ære. Forklaringen er her nærmest noget i retning af, at mandens ære er hans genius simpelthen.

Andre film og fortællinger giver mere eller mindre forkromede udtryk for ære. Eksemplerne er ad infinitum. Ofte er udtrykkene i forbindelse med Krigerens ære eller Kongens ære. Kvindens ære eller dyd hører man typisk mindre om: For nylig så jeg dog »Kama Sutra - a Tale of Love«, hvor en konkubine-lærerinde fortalte en elev lidt om skam og ære som to sider af samme mønt.

Som sagt: Hvad er dit bud?

Giver det overhovedet nogen mening at bruge disse begreber i dag?

Venlig hilsen
Dennis Decker Jensen

 


 

SVAR

 

Identifikationen med genius er såmænd ikke så skeløjet. Det er i hvert fald det, der gør ham til, hvad han er.

Dyd er i slægt med dåd, det betyder evne. En digters dyd er, at han kan skrive vers.

Hans ære er, at han gør det. Ære er ikke at svigte vores dyd - det er i al fald den antikke definition.

Hvad vi end er, general eller soldat, herre eller slave, er det det, vi skal være loyale over for, ikke i nogen vag etisk forstand, men i den, at vores eksistens, vores »integritet«, vores »helhed« bygger på det. Hvis vi ikke gør det, er vi dødsens.

I denne verden er der to slags død, selv om de fleste kun er opmærksomme på den ene. Den virkelig døde er ikke ham, der døde på slagmarken, ham elsker guderne, de kunne ikke vente længere på deres yndling. Den døde er ham, der unddrog sig denne heltedød, skønt han var bestemt for den, for han levede ikke, selv mens han var i live.

Hvis slaven pludselig vil være herre, eller disciplen mester, gør han sig skyldig i det, grækerne kaldte hybris, og den er sin egen nemesis. For den, der på denne vis afkaster sin afhængighed, har intet andet at sætte i stedet.

Det er ligesom en vis type reformatorer, der byder le petit bourgeois at afkaste sin borgerlighed, hvilket er som at bede en lam om at bortkaste sin krykke. Tanken er vel, at dette i sig selv repræsenterer en helbredelse.

For de fleste moderne mennesker er enhver snak om ære idel romantik, og romantikerne var da også meget optaget af den. For Oehlenschläger var Hakon Jarl således ikke en skurk, skønt han myrdede sin egen lille søn, det viste kun, »til hvilken yderlighed hans kæmpesjæl var blevet drevet«.

For hans slave Karker derimod, som forråder sin herre, er der ingen nåde, »trællen, der sveg sin herre« skal klynges op i »den højeste, den værste galge«. I dag ville vi nok se noget anderledes på en person, der angiver en morder, men Oehlenschläger er helt i overensstemmelse med tænkemåden på den tid, han skildrer.

Mange små drenge har som bekendt i tidens løb flirtet med disse æresbegreber, men hos sådanne viser den generelle fornærmethed sig altid stærkest. For dem er ære slet og ret forfængelighed, og det, som fremfor noget gør en mand æreløs for livet, Troløshed og Utaknemmelighed, blot ord.

Vi må huske på, at riddertiden var et feudalt samfund, hvor ens ære altid afhang af ens loyalitet over for en anden, højere placeret. Dette er naturligvis uforståeligt for moderne mennesker, som endog benægter den livets regula detri, der siger, at hvis en ener følges af et par nuller, og eneren tages bort, bliver der ikke nødvendigvis nioghalvfems tilbage ...