HVORDAN BØR MAN LÆSE BØGER?

 

Til brevkassen,

Nu vil jeg først gerne fortælle at jeg er uvidende, uerfaren og ung (21) – for at undskylde mig selv.

Og sådan burde det ikke være – jeg henviser til den vidende, uerfarende og undskyldende del.

Jeg tror at jeg har indset et utal af gange at læsning – uanset hvad dets indhold er – ikke er andet end adspredelse som afholder mig fra at tænke selv og dog er jeg aldrig i stand til at lægge disse udfordrende værker fra mig i mere end i få dage.

Du er – måske desværre – blevet offer for min 'neurotiske' men alligevel uforståelige trang til adspredelse. Du er den nye religion i mit univers indtil jeg bliver træt af dig og skrotter dig til fordel for en ny. Det er som at kaste perler for svin.

Mit spørgsmål er: Hvordan mener du at man bør læse bøger?

Jeg har ret svært ved at se hvilken holdning jeg skal antage overfor dem (hvem er de) og ej forglemme overfor dig. Din kritik af alsken retninger og min egen manglende kendskab til at se om du har ret i dine utallige anskuelser skaber jo automatisk en skepticisme overfor dig – ellers er jeg discipel frem for en typisk intellektuel, selvstændig og fornuftig ung mand:-) Imens prøver jeg på at acceptere at du som indviet (et udtryk som jeg kun kan 'forstå' sprogligt) måske bare siger en masse ting for at nedbryde mit verdensbillede – men der er bare for mange faldgruber undervejs hvori jeg finder en intellektuel holdning, som jeg skrotter dagen efter.

Nu er jeg måske endelig ved at nu frem til min reele problematik – jeg er bange for du lægger mig ordene i munden. Jeg er bange for at du forhindrer mig at se noget vigtigt. Jeg ved ikke hvem du er og jeg tvivler på at mit utrænede og unge sind står en chance overfor dit velargumenterede og belæste sind.

Har du aldrig tvivlet på om du skulle skrive O&M? Har du ikke været usikker på om det ville forvirre mere end det ville gøre godt?

I min naive søgen har jeg slået mig ned på den såkaldte astrale projektion – i din terminologi hører dette fænomen under transcendens. For mig har transcendens nok altid været lig med erfaring og visdom, hvorfor er jeg dog ikke helt sikker på. Nu er jeg bare desværre blevet bange for at transcendens, for mit vedkommende, er lig en flugt fra den ydre sanselige verden som stiller alt for mange krav og tilfredstiller alt for lidt. Er dette et rimeligt postulat eller er det bare noget vrøvl – vist nok 2. spørgsmål – ?

Med venlig hilsen
Henrik Nielsen

 


 

SVAR

 

Kære Henrik!

Ja, hvordan skal man læse bøger? Det er næsten som at spørge, hvordan man skal spise (eller elske – det er jeg såmænd også blevet spurgt om) – en sikker appetite killer. Men siden du nu spørger ...

Hvilken holdning skal man have til dem? Ingen som helst, så lidt som til noget andet i verden. Holdninger er nødvendigvis desinteresserede (ligesom principper, hvad mange vist synes, er det fine ved dem) – du har ikke holdninger til den pige, du er forelsket i, eller den flygtning, du har medfølelse med.

Det er jo heller ikke en holdning at mene, at Jorden er rund. Holdninger repræsenterer med andre ord en slags ingenmandsland mellem videnskab og lidenskab, som bør forblive ubeboet.

Når det gælder videnskab, er holdning simpelt hen fordom, flade skilte malet af bevægelser mod dit og dat. Når det gælder lidenskab, er den en modbydelig anmasselse.

Vi forestiller os, at vi kan have en holdning til en krig mellem to nationaliteter, vi ikke tilhører, ja vi bilder os endda ind, at vi kan optræde som dommere og således gøre de lidenskabelige til forbrydere. Så hold dig langt fra det tøjeri.

Oscar Wilde skriver blandt andet i forordet til THE PICTURE OF DORIAN GRAY:

There is no such thing as a moral or an immoral book. Books are well written, or badly written. That is all.

No artist has ethical sympathies. An ethical sympathy in an artist is an unpardonable mannerism of style.

Diversity of opinion about a work of art shows that the work is new, complex, and vital. When critics disagree the artist is in accord with himself.

Et kunstværk er med andre ord altid amoralsk og vil blive opfattet som umoralsk. Den, der siger det samme som alle andre, på samme måde som alle andre, ville have gjort bedre i at lade være med at sige det overhovedet.

Alt, hvad han vil få for sine anstrengelser, er velvillige anmeldelser, hvilket er noget andet end gode anmeldelser. Gode anmeldelser er rasende anmeldelser, eller bedre: Rasende skuldertræk.

Når en anmelder bruger en kvart avisside på at demonstrere, at din bog ikke er værd at anmelde, ved du, at du har skrevet et mesterværk. At læse anmeldelser er også en kunst.

Hvis du får at vide, at du har skrevet en bog, der hudløst ærligt gør op med seksuelle tabuer, kan du blive medarbejder på et kirkeblad. Hvis du får at vide, at det er pervers pornografi, er du forfatter.

Mit andet råd til dig er, at du for guds skyld ikke må være kritisk. Har du nogen sinde taget en kritisk tur i en rutschebane? I så tilfælde bør du kunne få dine penge igen ved udgangen.

Det vil tidsnok vise sig, om noget af det, du har læst, har slået rod. Hvis det har, er det, fordi min sonde har fundet din sjæl.

Hvis ikke, kan du blive Neutzsky-Wulff-fan eller Neutzsky-Wulff-hader – det kommer i sidste ende ud på et. Sådanne mennesker elsker eller hader Forfatteren, for det skal man.

I begge tilfælde har de ikke andet i hovedet. Jeg ramte ikke bund, for der var ingen bund at ramme.

De er fulde af citater, omtrent som frikirkepræster er fulde af skriftsteder, men inde under denne tynde hud er de feje, lavsindede mennesker. De render rundt med fakler, for at man skal få øje på dem, men intet kan oplyse det mørke, der er i dem.

Noget andet er skepsis, som man næppe kan få for meget af. Tro kun på ham, som ikke tror på noget!

Kun den er en autoritet, som har en andens tillid, og da er han kun autoritet for ham.

Kunst er aldrig kreativ, kun destruktiv. Der er alt for meget skov at fælde til, at forfatteren kan beskæftige sig med at plante. Det kan kun læseren, og han er sin egen mark.

Endelig kan man aldrig læse for meget, man kan kun læse for lidt. Livserfaring bekræfter vore fordomme, bøger gør op med dem.

Livet kan ikke lære et menneske at leve, det kan kun bøger. Den, der hævder det modsatte, er enten bogbrænder eller analfabet, sandsynligvis begge dele.

Hvis man lader sig overbevise af en forfatter, er det ikke, fordi man har læst for meget af ham, men fordi man har læst for lidt af en anden. Hvis du ikke er indstillet på at læse både Das Kapital og Mein Kampf, kan du lige så gerne lade være med at læse nogen af delene.

Og kast så dine læsebriller bort! Se gennem forfatterens øjne, eller slet ikke.

Ingen af mine bøger har nogen sinde været i tvivl om, at den skulle skrives. Hvis du tror, forfatteren har nogen indflydelse på det, ved du ikke meget om litteratur.

Og hold dig så til den eskapistiske litteratur. Hvordan skulle du ellers få at vide, at du er en fange?

Hilsen
FORFATTEREN

PS: Lær at stave lidt. It liberates the mind ...