MANDEN OG KVINDEN

 

Kære Helena

Du har jo rigt illustreret »Kærlighed«, og i stedet for at spørge Erwin kunne det være mere passende at spørge dig - da spørgsmålet drejer sig om kvinden.

Sadomasochismen beskrives som den intense ømhed mellem kvinden og manden. Samfundet lærer kvinden at hade manden og frygte følelserne, men i mandens begær lærer hun sig selv at kende - hun erfarer at hun er kvinden. Genstand for mandens begær. Som en intensivering af dette forhold brandmærkes hun og er nu fastholdt til manden gennem hans styrke.

Men »han er med al sin Herlighed / en skygge kun - THI MENNESKET / ER HUN OG HUN ALENE!« - hvad vil det sige at kvinden er det egentlige menneske? (Uden kvinden er manden intet? - men i så fald hvad er manden og hvad er kvinden?)

I anden drøm har hun samleje med manden, hvor hendes skød er »dødsenslyst« og forfatteren beskriver det selv som »kærlighed kontra dødsangst«. Kan du uddybe betydningen af seksualitetens livtag med døden?

Kærlig hilsen
Jesper F. Jørgensen.

 


 

SVAR

 

Kære Jesper!

Ordet 'sadomasochisme' dækker jo over mange ting, hvoraf følelsen forelskelse blot er én. Hvem føler sig ikke i forelskelsen uværdig i forhold til den elskede? Han er jo Alt, og jeg slet ingenting. Hvem er jeg, at Han således har kastet sin kærlighed på mig? Jeg fortjener slet ikke denne nåde, denne lykke. Han siger, at Han tilbeder mig, og jeg forstår det ikke. Det er jo mig, der tilbeder ham!

Vi har læst om det, hørt om det så mange gange, at vi til sidst tror, vi forstår det - sådan rent intellektuelt - fordi vi har lært ordene indenad, men hvis vi aldrig har elsket på denne måde, forstår vi slet ingenting. Engang forstod jeg ingenting, nu elsker jeg, og nu ved jeg alt, hvad jeg behøver at vide.

Igen en masse ord. Lad mig give dig et billede i stedet.

Den forelskede kvinde ser på sin mand som på solen selv, higende og sultent men samtidig også en smule bange for at blændes. Så hun bøjer hovedet, ser ned. Han vokser over hende, Hans begær gør det, hun opsluges af det, og begærer sig selv, som Han gør det, som ting.

Hun bliver mindre, glider ned på knæ og gemmer hovedet mellem hænderne. Hans hænder svier som pisken, hun bliver mindre og mindre, som Alice in Wonderland, og større, til hun sprænger sine egne rammer.

Hun synker i ekstatisk ydmygelse over at være en sådan ligegyldighed og samtidig den ganske verden for Ham. Det er et paradoks, og hun forsvinder i det, løber i et med sit skøds safter, ryster af indestængt ophidselse og Lydigheden, der forhindrer hende i at røre en muskel eller værge sig imod det frygtelige.

Til sidst bliver hun til en genstand, kød, noget Skabt - et Menneske frem for en personlighed med en vilje - og den indre verden åbner sine porte for hende.

Det er det, små drenge i mangel af bedre kalder transcendens. De tror, materialisation er noget med ikke at tage opvasken i tre måneder eller aldrig gå i bad. De tror, de kan læse sig til det uden at svine lagnerne til, men de mangler en stærk hånd til at føre dem, de mangler forelskelse, begær, noget at forsvinde i og glide i et med. De mangler Lidenskab.

Så er der den anden side ... Forestil dig engang, hvordan det må være at eje en sådan kvinde ... At blive elsket på denne måde, lydigt og underdanigt. Fuldkomment selvudslettende og krybende. Uden grænser, uden vilje, uden modstand ... Der er ikke det, Hun ikke vil gøre for Ham!

Verdens rigeste mand er fattig i forhold til den mand, der er elsket af sin slavinde. Det er den største lykke, en mand kan drømme om. Ville ikke også han dø? Forsvinde i Hende, drive med og drukne i den selv samme strøm? Ville han kunne lade være? Ville Hendes hofter og talje ikke være hans eneste udfrielse og redning, hans eneste død? Og alligevel ville han ikke kunne slippe Hende.

Kærligheden er Døden. Vi kan sprælle, men vi er spiddede fisk. Er vi først ramt af pilen, bliver vi aldrig mere fri. Vi er vokset sammen som siamesiske tvillinger, selve vores personlighed er dikteret af dens andens luner, og vores liv er reduceret til en evig knælen ved den Elskedes Alter. Og verden forsvinder i en tåge.

Derfor forarger kærligheden også verden og menneskene mere end det mest bestialske barnemord. Den er ethvert samfunds farligste fjende, den ultimative ondskab. Den er blottet for moral, asocial, arrogant, hensynsløs og afvisende. Den erkender ingen regler, ingen grænser, ingen forhindringer.

Erwin skrev engang til mig: »Hvis verden var et synkende skib, ville min eneste tanke være at komme til at sidde ved siden af dig i redningsbåden.« Vi vil uden samvittighed dræbe en million mennesker for at give vores elskede mad på bordet (eller eventuelt, hvis vi er knap så desperate, kræve penge for vores foredrag).

Verden eksisterer slet ikke for kærligheden, den er højst det sceneri, hvor de elskende kan boltre sig som børn på en blomstereng, menneskene blot brikker i det spil, som de elskende spiller i deres evige jagt efter hinanden. Hvis de nægter at være det, holder de simpelt hen op med at eksistere ...

Hvis kærligheden kunne bede om tilgivelse for sin grusomhed, ville den måske gøre det. Eller måske ikke. En blomst er jo en blomst, en ulv en ulv. Hvis de ikke var det, hvad dælen skulle de så være?

Den, der ikke forstår det, har et hjerte af det hårdeste, koldeste sten ...

Helena