MESTERSPILLET

 

Kære Erwin.

Jeg kan fostå at detaljerne i Mesterspilet er meget intime , men jeg kunne dog godt tænke mig at vide noget mere om metoden . Hvor stiftede du først kendskab til »spillet« ? og hvis det var i selskab med akademiske-lsd-satanister , som Faklen påstår , har du så selv fungeret som myste i en brev-udveksling med førnævnte gruppe ?

Når man i sådan en sammenhæng som Mesterspillet fungerer som mystagog , får det da på et tidspunkt karakter af en diktation á la The Book of the Law ?

Venligst
Nils Petersen

 


 

SVAR

 

Mesterspillet var ligesom Faklen et af mine værker - om man så vil opfatte dem som venstrehåndsarbejder eller ej - og tæt sammenknyttet med denne. Det var altså ikke noget, jeg stiftede bekendtskab med, og uden tilknytning til den noget specielle forskergruppe, jeg - blandt mange andre sådanne - frekventerede i min ungdom.

Mere private motiver fraregnet var Mesterspillet en reaktion på det misforhold, der var imellem bladet, som jeg havde konciperet det, og redaktionsmedlemmernes interesser. Som tidligere fastslået roste man sig af at være ganske upolitiske, ens interesser lå udelukkende på det erkendelsesteoretiske område, »erkendelsesterrorismen«, som jeg kaldte det.

Situationen var altså lidt, som hvis nogen kommer til en og beder om matematik-undervisning, og man sætter dem til at feje gulv i stedet. Der måtte med andre ord kompenseres, og Mesterspillet kørte da også fra Faklens start til dens sammenbrud godt to år senere.

Hvis Mesterspillet var litteratur, var det naturligvis en særdeles eksperimentel sådan, og det typiske for eksperimenter er jo, at man aldrig rigtig ved, hvor de ender - ellers ville der jo ikke være meget grund til at udføre dem. Mesterspillet begyndte derfor også karakteristisk som et og endte som noget andet.

Udgangspunktet var noget ikke mere ærgerrigt end et adventure-spil om visse former for moderne mysterieindvielse. Jeg foreslog dog optimistisk, at det muligvis kunne blive til noget, der nærmede sig en simulation af en sådan.

Dette krævede imidlertid naturligvis en form for feed-back fra de seksten, syv mænd og ni kvinder, der spillede spillet, med en gradvis personalisering til følge. Der var altså et »fælles« spil på 140 disketter, som dog ikke var mere fælles, end at der var en version for de mandlige og en anden for de kvindelige deltagere.

Hertil kom så de såkaldte »personlige« disketter, som hurtigt vidt overgik de fælles i antal. Måske man vil forstå, hvorfor »forfatterskabet gik i stå« i en periode, som Rune ikke uden en vis humor gjorde opmærksom på.

Ikke overraskende viste de kvindelige spillere sig ret hurtigt de mandlige overlegne, eller mere præcist: Det forblev et spil for de mandlige spillere, men blev en integreret del af de kvindelige spilleres liv, for at sige det mildt. Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at de ikke foretog sig stort andet i de to år end at spille Mesterspil og skrive breve til spillets lærer (og derfor adresseret til mig).

Nogle af deltagerne skrev flere breve om dagen! Disse breve var ikke i egentlig forstand stilet til mig, men til hver enkelts lærer, som efterhånden antog fysisk eksistens, hvilket naturligvis er både det mest spændende og mest uigennemtrængelige ved hele affæren.

De var selvfølgelig oprindelig skabt af mig som en slags avancerede romanfigurer, men efterhånden som spillet skred frem, spillede spillernes egne forventninger en stadig større rolle. Der var altså ikke tale om egentlig manipulation fra min side, idet spillet afspejlede spillerne og i denne forstand blev et erkendelsesmiddel for dem.

Rigtig interessant blev spillet naturligvis først for dem, da forholdet til deres lærere blev et kærlighedsforhold, og alt andet end platonisk, skønt altså ikke fysisk i traditionel forstand. Flere af de mandlige spillere, der for det meste var gift med de kvindelige, havde naturligvis visse problemer med dette, men da de på ingen måde kunne være sikre på, at kvinderne stillet over for et valg mellem deres drømmeelskere og ægtemænd ville vælge det sidste, og der i øvrigt blev sørget for dem, idet de kom i et erotisk afhængighedsforhold til deres hustruer, som antoges at svare til det, hvori disse stod til deres »herrer«, accepterede de situationen, endda med en vis entusiasme.

Hvad gik så galt? Vel, fejlen var udelukkende min.

I stedet for blot at optræde som mystagogisk dungeon master misbrugte jeg min enestående position til at forføre Helena, en af deltagerne, som jeg havde forelsket mig i, og som senere blev min hustru. Vi følte begge, at vores kærlighed var uforligelig med den stigende intimitet mellem mig og de kvindelige mesterspillere.

Flere så nemlig i mit og Helenas forhold en kødeliggørelse af hendes »gud« og forventede, at jeg fungerede på tilsvarende vis for dem. I stedet satte jeg en brat stopper for Mesterspillet, hvilket naturligvis må have føltes, som om der blev slukket for hjerte-lunge-maskinen.

Det, der karakteriserede de kvinder, der forlangte af deres mænd, at de brød med undertegnede, var, at deres æteriske elsker ikke kunne overleve Mesterspillets ophør. Hvis jeg straks havde røbet Mesterspillets eksistens, ville bruddet naturligvis ikke have været så vanskeligt at forstå.

Man følte sig svigtet, forrådt, forført og forladt, for »det hele havde jo bare været et trick for at få Helena«, hvilket selvfølgelig ikke var helt forkert. Jeg fandt imidlertid, Mesterspillet så personligt, at jeg syntes, Rune skulle nævne det først, hvad han da også beredvillig gjorde.

Camilla har senere blandt andet som en reaktion på Faklens tilsvining af hendes person stort set røbet resten, dog uden at nævne navne, og sådan vil jeg stadig gerne have det. Summa summarum var, at »det nye Faklen« stod med en vældig chip on their shoulder, fulde af afmægtigt raseri og hævnlyst.

Den bedste hævn er som bekendt succes, hvorfor det snart besluttedes, at Faklen skulle føres videre, koste, hvad det ville. Dette betød igen, at en historie om bruddet måtte markedsføres, der som regel ikke var mere intelligent end en blot og bar benægtelse af eller direkte negation til de faktiske forhold.

Det gik naturligvis ikke så godt, sandheden har en tilbøjelighed til at komme for en dag. Rune indviklede sig efterhånden i så mange selvmodsigelser og halve indrømmelser, at også hans umiddelbare sympatisører i dagspressen droppede ham som en varm kartoffel.

Jeg kunne naturligvis bare have holdt min kæft og ladet ham påstå, hvad han ville, men jeg syntes, den undrende menighed havde ret til en slags forklaring. En ganske anden historie end den, Rune serverede for offentligheden, fik Faklens suspects (prospects) som fra at være plakatopklæbere nu pludselig blev fuldgyldige medlemmer af redaktionen - dette var, ifølge Rune, målet for Faklens »succes«.

Her digtede Rune videre på Mesterspilshistorien, spillets afdøde personer blev nu nærmest almægtige dæmoner, som ville sikre bladet sejr over dets ideologiske modstandere i almindelighed og den sindssyge Goebbels-klon Neutzsky-Wulff i særdeleshed. Senere alienerede hans forsøg på at genoplive det døende blad med hensynsløs sensationsjournalistik ham fra al sympati fra venstrefløjen repræsenteret ved Enhedslisten, der endte med i en pressemeddelse at tage offentlig afstand fra bladet - en noget overdreven reaktion, skulle man synes, eftersom det for længst havde mistet al kredibilitet.

Det var i mellemtiden degenereret til en mystisk sekt, en tynd skal om medlemmernes stadig mere bizarre påstande. Never say die! var blevet slogan og eneste indhold.

Og det er naturligvis synd. Det er synd, fordi der selvfølgelig også er et liv efter sådanne dukkerter, som livet nu engang af og til giver.

Dermed ikke være sagt, at jeg fralægger mig ansvar. Jeg vil dog stadig hævde, at jeg gjorde mit bedste for disse mennesker, og svigtede jeg, og det kan man måske til en vis grad sige, at jeg gjorde, så gjorde jeg det af kærlighed (til Helena) og ikke af had (hvilket i det mindste synes at være en af Faklens vigtigste bevæggrunde).

Jeg beklager - jeg angrer ikke. Det er også ærgerligt, fordi disse menneskers vidnesmål, også uden at krænke deres krav på privatliv, ville være et vigtigt bidrag til forståelsen af et litterært eksperiment, som trods alt er en hel del mere interessant end så meget andet »alternativ« kunst.

Nu ved den interesserede i det mindste i store træk, hvordan sagen hænger sammen, idet jeg oprigtigt tvivler på, at noget intelligent menneske kan være i tvivl, uanset hvad Rune måtte finde på næste gang. Eller måske mener han ligesom jeg, at den er uddebatteret.