MUSIK

 

Hej Erwin!

Lad mig starte med at sige at jeg savner at møde dit fjerne blik, når du spadserer ned af en solbeskinnet Vesterbrogade, og dernæst at det er genialt med denne mulighed for at stille dig et par spørgsmål.

Jeg kunne godt tænke mig at udspørge dig om et emne du kun har været kortvarigt inde på, nemlig: MUSIK!

Hvad er dit eget forhold til musik?

Hvilke genrer foretrækker du?

Hvad syntes du om den bestemte genre man kunne kalde for »transcendental-musik« eller »Psykedelia«, jeg taler her om den slags musik som unge mennesker fylder sig med stoffer og danser hele natten til, for at opnå en art religiøs masse-ekstase, og altså IKKE lyden af en rislende bæk på en CD man finder ved siden af bøger om aurahealing og diverse krystaller ...

Håber at du vil give dig tid til at skrive lidt om emnet ...

Venlig Hilsen
Adam Hawwa-Seier

 


 

SVAR

 

Tak for dit venlige brev! Det er jo svært at undgå at have Mozart som yndlingskomponist, ingen andre komponister går ham trods alt til knæskallerne.

Selvfølgelig kan han være lidt nerveopslidende, som at gå på en skinnende glasplade over en bundløs slugt. Bach har kun slugten, Händel kun glaspladen.

Jeg må tilstå, at jeg altid bliver i godt humør af at høre den humanistiske march i andensatsen af Beethovens niende. Den er ægte maskulin, modsat Freude-børnekoret.

Man skal bare ikke høre ham lige efter Mozart, for så lyder han som et bondejok. Romantikerne kan jeg klare, romantister (som vores hjemlige Carl Nielsen) er for meget 101 Strings.

Hvad er der så? Jo selvfølgelig den pinlige efterklang, Brahms & Co, og den kakofoniske skole, som begynder med Stravinsky.

Der har jeg kun een favorit, Ligeti, som de fleste vil kende fra 2001. Jeg er dog ikke kræsen, selv Wagners totale amusikalitet øver en vis pervers tiltrækning på mig.

Jeg er ærligt imponeret over, at en (godtnok førsterangs) regissør på denne måde kunne oplære sig selv til både komponist og forfatter. Hans musikalske støj og Vuggelavejavrøvl er så frækt, at det nærmest er genialt.

Af populærmusikken har især filmmusikken interesseret mig. Den er virkelig en kunstart i sig selv – prøv at forestille dig Close Encounters uden John Williams' musik!

Som de fleste mennesker er jeg a sucker for Beatles, selv om de må være musikhistoriens største wet blankets, men sådan var tiden jo. Selv Abba havde sine øjeblikke.

Som midaldrende er jeg naturligvis vokset op med den søvnige brægen, som gik for folkemusik – personlig har jeg altid syntes, Bob Dylan lyder som Anders And. Grupper som Rolling Stones og Queen er nok for forankrede i den homoseksuelle subkultur til, at jeg rigtig kan følge med, men B-52's og Dire Straits lytter jeg gerne til.

Jeg ved nok ikke, hvad du mener med den »transcendental-musik«, unge mennesker danser til. As far as I'm concerned, danser mænd ikke, lige så lidt som de spejler sig – I'm old-fashioned that way.

Men som sagt: Jeg er ikke kræsen. Jeg mener, kan man forestille sig noget værre end en gruppe som Spice Girls, der udelukkende henvender sig til otte-årige, for slet ikke at tale om deres super-hit, som desværre ikke, som jeg først troede, prædiker: If you wanna be my lover, you gotta get rid of my friends, men det modsatte? Ikke desto mindre er det et stykke fortrinlig musik, og one take-videoen et filmisk mesterværk ...