NEUTZSKY-WULFFS BIBEL

 

Kære Erwin Neutzsky-Wulff.

Sidste tirsdag (27/7) skrev du, meget fornuftigt synes jeg:

»Rent bortset fra, at næppe mange offentlige instanser ville være interesserede i at støtte ‘Neutzsky-Wulffs Bibel’, var jeg ikke blot dødelig, men lægmand. Min force var nye briller og en vis stilistisk snilde, min svaghed alle de dumme fejl, amatøren uvægerlig gør sig skyldig i. Parret med den filologiske fagkundskab kunne det imidlertid blive til noget«.

Nu kan jeg imidlertid forstå, at Borgen er interesseret i at støtte en »Neutzsky-Wulffs Genesis«, som du vil oversætte helt alene. Den vil da sikkert også sælge godt, bare cirka hver anden af dine fans køber en.

Men hvad har fået dig til at skifte opfattelse siden i tirsdags, og hvad vil formålet være med din oversættelse?

Der vil jo utvivlsomt blive tale om spændende læsning, som flere filologer, teologer og religionshistorikere sikkert vil købe og læse i weekenden. Men uden et faglig, filologisk sikkerhedsnet, taler sandssynligheden så ikke for at de, når de er færdige, vil ryste på hovedet og sætte den ind på hylden ved siden af Svend Lings' »Bibelen uden Gud«, Klaus E. Bergers »Sandheden som folk ikke måtte høre« og »Good news for modern man«?

Venligst
Peter Westh

 


 

SVAR

 

Kære Peter Westh!

Der er groft – meget groft – tre måder at oversætte Bibelen på:

1. Den teologiske. = den filologiske, bortset fra, at et par tusind skriftsteder er over- eller undersat så fikst, at denne semitiske mytologi bliver brugbar som kristen teologi.

En sammenligning, jeg plejer at benytte mig af: Lad os sige, at der i Danmark opstod en Zeus-kult (hvilket naturligvis ville være væsentlig mindre absurd end en kristen kirke, som godt nok bygger på hellenistisk mystik, men i semitisk regi)! Man måtte så naturligvis finde et passende helligskrift, og det ville da være nærliggende at vælge Iliaden, som allerede har været samlingspunkt for flere kulturer.

Hvordan ville en brugbar kirke-Iliade komme til at se ud? Først måtte man selvfølgelig af med polyteismen, hvilket ordnes på følgende måde: Apollon, Ares og Poseidon er naturligvis blot tilnavne til den ene gud, hvorfor vi roligt kan oversætte Apollon til »Zeus lysbringeren«, Ares som »den straffende Zeus« og Poseidon som »Havets Herre Zeus« – han er jo herre over det hele, ikke sandt, og der er altså blot tale om en form, søfolk bruger.

Derefter må vi naturligvis fjerne alle mindelser om den »primitive« Zeus, eller i det mindste mildne dem. Så når Zeus har et godt øje til pigerne, »velsigner« han dem bare.

Han kan heller ikke blive bange eller skinsyg, han er jo almægtig, han kan højst tillade sig en altfavnende kærlighed til de »retfærdige« og en apokalyptisk harme over de »uretfærdige«. Det ville med andre ord slet ikke være så svært at få skrevet Homers adventure story om til en brugbar joviansk liturgi.

Vi skal bare huske, at akaierne er »fromme«, og trojanerne »ugudelige«. Det er naturligvis ren svindel – I said it before (med Faklen) and I'll say it again.

2. Den filologiske. Når en filolog skal oversætte Bibelen, så slår han naturligvis som vi andre dødelige op i en ordbog, vel at mærke en rigtig filologisk ordbog (Gesenius er vist populær), hvor han ikke blot vil få oplyst den generelle betydning af ordet, men hvordan det skal oversættes i hvert enkelt vers af det gamle testamente.

Men hvordan kan Gesenius dog vide det uden at slå efter i en allerede vedtaget oversættelse (eventuelt hans egen)? Sådanne ordbøger er med andre ord camouflerede oversættelser, hvilket selvfølgelig er uhyre behageligt for de studerende.

I min gymnasietid var danske oversættelser af Mikkelsens latinske ordbog, som man kunne sidde med i skødet, også uhyre populære. Og når man er på SU, er der ikke ret meget, der er relevant for en udover at få sin eksamen.

Jeg mener, det er jo svært nok i forvejen, ikke sandt, når man – som de fleste studerende på det tyvende århundredes uhyre demokratiske universitet – kommer fra hjem uden bøger. Men studere skal man jo med Djævelens vold og magt, selv om der er væsentlig mere brug for gode snedkere end akademiske kopiautomater.

Eller bibliotekarer – det, man inden for humaniora kalder »forskning«, er det, man tidligere uddannede arkivarer til. Resultat: En hel generation af indbildske autoritetstro akademiske snothvalpe.

Let's not kid each other, vi har begge to gået på universitetet, jeg endda, inden Filosofikum og kravet om, at man skal kunne læse indenad, blev afskaffet. Så skån mig for polerede æbler og forsikringer om, at din professor er »streng, men retfærdig« og »levendegør stoffet«.

Men hvad med de tunge drenge, magistre og doktorer? Hvad jeg opdagede, da jeg begyndte at arbejde sammen med dem, var (gys) at de er tidligere studerende.

Måske man hen mod de tres kan tillade sig en lettere selvstændig mening – hvis man stadig gider – eller tør. Det er jo ikke just de kontroversielle lærere, der avancerer til de administrative poster.

Disse mine medarbejdere var med andre ord – selv om de havde lidt travlt i det aktuelle tilfælde – omhyggelige, omhyggelige og omhyggelige. Derudover var de kompetente og skrækslagne.

De var skrækslagne for, at teologerne skulle blive så vrede på dem, at de ikke ville lade dem undervise teologiske studerende – og hvad skal man ellers med semitiske filologer? Og de var skrækslagne for filologisk autoritet og »oversættertradition« – det kunne være morsomt at overføre dette princip til de rigtige studier, de naturvidenskabelige.

»Beklager, din teori er ikke i overensstemmelse med 'fysikertraditionen'.« Måske er det ikke helt unheard of, men man praler da i det mindste ikke med det.

Mine oversættelser gik altid gennem Jens-André, inden de gik videre til en (utvivlsomt tiltrængt) korrektur hos filologerne. Og reaktionen på en afvigende oversættelse var altid den samme.

Det var en filologisk sensation og skidegodt, men! Hvorpå fulgte stakkels Jens-Andrés jagt på en ordbog, der kunne forsvare denne oversættelse.

Med andre ord: Du kan sige hvad som helst, bare det er sagt før. Men hvordan kan man oversætte med noget, der ikke står i ordbogen?

Det kan man faktisk godt, ud fra rodens grundbetydning og ordets form. Men så har man naturligvis ikke noget »fagligt, filologisk sikkerhedsnet«.

Safety first! Det falder åbenbart ikke nogen ind, at man kan foreslå et eller andet, som læseren eller andre oversættere så kan forholde sig til.

Enten er det rigtigt (det vil sige en afskrift) eller også er det forkert, eller rettere: Det er uvidenskabeligt. Dragen har to hoveder.

3. Min. En dannet lægmands oversættelse med de hertil hæftede svagheder og fejl.

Ikke teologisk, ikke filologisk (i ovenstående forstand), men forhåbningsvis omhyggelig og nyskabende. Efter min mening, som er den samme som altid, ville en opskrift med ingredienser fra 2. og 3. være det ideelle.

En ny 2. ville være ufrugtbar. En 3. er et vovestykke.

Lad dog endelig skvadderhovederne ryste på hovedet – det forekommer dem åbenbart mere værdigt end at måbe. Men faktum er selvfølgelig, at 3. ville have en meget betydelig værdi.

Den ville hverken være perfekt, autoriseret eller ultimativ. Den ville være et eksperiment, og den ville umiddelbart have to funktioner.

Alle fremtidige bibeloversættere ville læse den og finde inspiration i den. Det lyder flot, men er nærmest en truisme.

Det er absurd at tænke sig, at en nytænkende, intelligent, dannet person – og det har selv den vredeste anmelder dog ikke benægtet, at jeg er – skulle være dårligere udrustet til at finde sådanne guldkorn end den proverbielle blinde høne. Den anden er, at andre lægmænd uden min baggrund vil være i stand til at læse the adventure story Det Gamle Testamente, fuld af ørkenrøvere, guder, halvguder, helte, drager og troldmænd.

Og det kunne måske more en og anden og måske oven i købet slække Dødsgrebet: Bibel-kristendom-universel moral/fordømmelse. Der findes ikke større syndere i moderne forstand end denne fortællings helte, måske lige bortset fra deres vilde guder.

Filologer er stadig absolut velkomne til at melde sig til 3. Men jeg klarer mig nu nok uden.

Venlig Hilsen
Erwin