ORGANTRANSPLANTATIONER

 

Kære Erwin

Jeg har et spørgsmål, som der sikkert er andre, der kunne være interesserede i svaret på. Jeg så en TV-udsendelse om organtransplantationer og kom til at tænke over dette emne.

Udfra en moderne betragtning er der jo tale om en reservedelsudskiftning. Man får udskiftet en defekt mekanisk del (organ), og så er alting som før. Det har ikke nogen indvirkning på ens sjæl/identitet/personlighed el. lign. Man er i bund og grund den samme som før indgrebet.

Men hvordan ser dette ud fra en mere okkult synsvinkel? Hvis kødet og i særdeleshed blodet er sæde for ånden, så må der vel ske en form for transplantation af ånd i forbindelse med organtransplantationen (idet vi antager, at der er ånd i den pågældende organdonor), eller hvad? Dette kommer vel an på, hvor længe ånden holder sig i kødet. Er ånden sevet ud af organet ved transplantationen, eller er den der stadig? Får modtageren et levende organ (fremmed ånd) eller ligdele? Hvilken betydning har dette for modtageren? Kommuterer han med donoren, forgiftes han, fordi der ikke er ånd i organet, eller noget helt tredie?

Varierer det fra kultur til kultur, hvor længe ånden er i kødet? Vi betragter jo mumier som døde, men for ægypteren er den strukturelle integritet, som balsameringsteknikken bibringer, åbenbart tilstrækkelig til, at ånden stadig kan frekventere kødet, så den balsamerede ægypter kan vel stadig betragtes som levende i en vis grad. Hvilket leder hen til 64.000-dollar-spørgsmålet: Hvornår er man død?

K.H. CAMILLA

 


 

SVAR

 

Ånden er ikke i kødet, kødet er i ånden, så der er ikke noget, der forlader noget. Hvad vi opfatter som det "fysiske" legeme, er som alt andet en konceptualisation. Dit spørgsmål må altså gå på, i hvilken grad en organtransplantation forstyrrer denne konceptualisation, og dette afhænger naturligvis igen af den måde, hvorpå denne indgår i verdensbilledet. Folk, som overvejer at blive udødelige, bør dog nok undgå donorkortet, hvis de ikke vil gå ind til et efterliv uden hjerte eller nyrer ...