HVAD ER »ROSE« FOR EN FILM?

 

Kaere Wulff

Det lyder nu alligevel spaendene med de to film, du har lavet. »Adam Hart i Sahara« lyder dog, med al respekt, noget pjattet. Den er maaske et af dine ungdomsprojekter?

Men hvad er »Rose« for en film, hvornaar og hvordan lavede du den, og foregaar den ogsaa i Adam Hart-universet? Er de virkelig saa uinteressante, at de ikke (maa) findes på video?

Selv om mange af dine tidligere vaerker er mindre interessante, kan de jo vaere meget kurioese for (meget) interesserede mennesker.

Du skriver du helst lavede et manuskript fra bunden, men ville ikke mange historier fra dit forfatterskab vaere gode til f.eks. kortfilmgenren?

Skal man have tilladelse fra dit forlag for at lade sig inspirere af dine boeger til en kortfilm, og var det ikke noget for dit kulturcenter, at kaste sig ud i?

Jeg interesserer mig selv for bl.a. dramaturgi i al storytelling. Arbejder du selv bevidst med dramatisk struktur i dine vaerker?

Mvh. Helen S.

 


 

SVAR

 

»Adam Hart i Sahara« fralægger jeg mig ethvert ansvar for, selv om jeg skrev et meget halvhjertet manuskript. Desværre følger kunstnere ikke altid den regel, der siger, at det, der er værd at lave, er værd at lave godt.

For en forfatter er det bøgerne, i mit tilfælde romanerne, der tæller. I disse værker lægger han al sin flid, hele sin sjæl og dygtighed, og på dem må han bedømmes.

Dertil kommer en masse bestillingsarbejder, som han også, inden for den tid, han er i stand til at ofre på dem, gør, så godt han kan. Der er jo en vis moralitet involveret.

Når nogen betaler en for noget, må man også gøre sit bedste, man kan ikke sælge rådne tomater. Endelig bestormes han af entusiastiske amatører, som vil sætte hans værker til musik eller filmatisere dem, og hvor han næppe kan forvente anden betaling end en flaske whisky eller en kasse videobånd.

Vigtigst af alt: Han ved, at hans best efforts vil blive elimineret af de hænder, han overlader sit barn i. I sådanne tilfælde er det nærliggende at levere rent venstrehåndsarbejde.

Måske kommer der noget rimeligt ud af det, men efter al sandsynlighed gør der ikke, og så har man da i det mindste ikke spildt sin tid. »Roser« derimod må jeg tage det fulde ansvar for.

Det var nemlig et Fakkel-projekt, det vil sige, det forventedes ikke, at jeg optrådte som auteur, men som dukkefører. Filmen, som blev lavet over en week-end, er således skrevet, instrueret, fotograferet og klippet af undertegnede.

Jeg havde selvfølgelig et par ekstra hænder, som typisk på et tidspunkt fotograferede en øde strandbred, fordi jeg havde glemt at fortælle ham, at han skulle følge aktøren, og som siden klippede filmen ud fra en liste med nøjagtige sekundangivelser. Well, that was the Faklen-way.

Heraf følger naturligvis også, at jeg ikke kan bebrejde andre end mig selv, at resultatet blev så ubeskriveligt rædselsfuldt. Når man ikke kan instruere, er man nødt til at lade manuskriptet vokse ud af optagelserne, så selv historien var aldeles tåbelig.

Det bedste var pudsigt nok »skuespilpræstationerne«, som lod mig ane, at det kunne være blevet tåleligt, hvis jeg bare ikke havde været med. Der kom i det mindste een god ting ud af det, jeg lærte, at jeg, skønt jeg måske har set flere film end noget andet levende menneske - 3-4 om dagen gennem det meste af min barndom og ungdom - ikke har det allerringeste begreb om at lave film og i øvrigt savner ethvert anlæg i den retning.

Derimod erklærer jeg mig som sagt enig med dem, der er overbevist om, at jeg - i forening med en professionel instruktør - kunne skrive et knagende godt manuskript. I modsætning til så mange af mine kolleger har jeg et godt tag på dialog.

Indtil videre har jeg, som man vil forstå, udelukkende fået henvendelser fra amatører, der vil have tilladelse og hjælp til at filmatisere en novelle. Tilladelsen må de hente hos mit forlag, hjælpen må de af de ovenfor anførte årsager klare sig uden. Men som sagt: Den dag, der dukker en professionel person op med en million til et filmprojekt, er jeg villig til at give det my best shot ...