HVORNÅR ER MAN SINDSSYG?

 

Hej E.

hvordan ved man om man er sindssyg ?

Hilsen
M. Nielsen

 


 

SVAR

 

Det må du nok spørge om - selv eksperterne - psykiaterne - synes at være i tvivl. Normalt mener vi med sygdom organsvigt.

Denne definition kræver imidlertid, at vi er sikre på, hvordan organerne skal virke. Dette er specielt problematisk med den menneskelige hjerne, eftersom den ikke længere virker i, hvad man kunne kalde for dens naturlige habitat.

Tag for eksempel en adfærd som kampen om en mage. Rivalen pandes ned eller jages på flugt, hvorefter den sejrende han kaster sig over den hjælpeløse hun.

Normalt? Ekstremt normalt i naturen, men i samfundet?

Sådanne overvejelser tvinger af nødvendighed psykiatrien ind i en sociologisk definition på sindssyge, hvilket giver os besynderlige syndromer med afslørende betegnelser som »sociopati«. Er sociopaten, som er ude af stand til at spille det spil, vi andre spiller med hinanden, defekt?

Eller er han i virkeligheden det normale menneske? Før vi kaster os ud i lovprisninger af den ædle vilde skal vi dog nok lige bemærke, at disse utilpassede ofte er underbegavede, og at dette kan være den decisive faktor i deres tilpasningsvanskeligheder.

Andre er, hvad vi vil kalde for »følelseskolde«. Hvad vil det sige?

Hvad vi almindeligvis forstår ved følelser, har to komponenter, en driftsmæssig og en intellektuel. Begrebet »kærlighed« kan tjene til illustration.

Kærlighed er uden den intellektuelle komponent slet og ret sex, eller som folkeviddet har udtrykt det: Et hul er et hul, selv om det sidder på ryggen af en murerarbejdsmand. Mangler den driftsmæssige komponent, får vi bordtalerversionen, som er et moralsk princip.

Som man vil forstå, er det kombinationen Kærlighed, der er socialt eksplosiv. Hverken drift eller intellekt kan alene forlede os til utugt, i det ene tilfælde er den forhåndenværende partner lige så god som enhver anden, i det andet har vi slet ikke behov for nogen partner.

Er man i tvivl om kærlighedens dobbelte natur, behøver man blot at studere en prædiken og en pornografisk roman. Den kristne (eller progressive) kærlighed er så problemløs, at den ganske indlysende ikke eksisterer.

Omvendt kan man så undre sig over den erotiske fantasi, hvor de pelviske bevægelser er knyttet til noget, der ligner en roman af Tolstoj. Konklusionen må nok være, at der til menneskets natur (drift + intellekt) hører medfølelse og venlighed, at dette måske i virkeligheden er vore mest karakteristiske og - i kraft af deres evne til at definere os som det, vi er - værdifulde egenskaber, ved siden af den, vi har fra dyrene: Altruisme.

Ud fra den biologiske definition abnorme seksualmønstre (det vil sige folk, der ikke er heteroseksuelle og sadomasochister) er naturligvis ikke i nogen rimelig forstand mindre anbefalelsesværdige end de normale, så længe der er tale om »consenting adults« - voksnes seksuelle omgang med børn er voldtægt i modsætning til børns egne seksuelle eksperimenter, som selvfølgelig var lidt mere »safe« i antikken, hvor de foregik mellem søskende. Naturligvis ved jeg godt, hvor du vil hen med dit spørgsmål, det er de napoleoniske sindssyge, du efterlyser.

Med andre ord: Hvordan ved man, at man ikke lider af vrangforestillinger - igen: Når filosofferne ikke engang ved det. Vel, jeg kan ikke se anden definition på normalitet i denne forstand, end at ens private forestillingsverden hjælper en til at nå sine mål, samt at man stadig er i stand til »spille med« udenfor.

I sidste ende er feel-good-definitionen jo ikke så skeløjet endda. Er du rolig og lykkelig, har du nået eller er eventuelt i færd med at realisere dine mål, idet du konstaterer daglige fremskridt, og elsker du uforbeholdent et andet menneske, ja så er du vel så normal, som et menneske kan være.

Er du derimod ulykkelig, føler du had mod andre mennesker, som du mener, har gjort dig uret (uden måske ligefrem at brænde dit hus ned) har du besynderlige magtdrømme og eksotiske fantasier, hvis eneste formål tilsyneladende er at forhindre dig i at indse din egen nådeløse almindelighed og generelle fiasko, ja så er du nok på vej ind i den paranoide kværulantforrykthed, som måske er vor tids mest udbredte sindslidelse. Så er det der, hvor jeg uden decideret at anbefale kolde afvaskninger vil sige: Get a job, get a girl friend, get a life!

Du behøver såmænd ikke at slå så meget af: At skrive digte er jo også et job, hvis det gøres med flid og determination, og i betragtning af antallet af fuck-ups out there vil blot en oprigtig forelskelse slet ikke stille dig så dårligt på ægteskabsmarkedet. Det er vel Neutzsky-Wulff-terapi i en nøddeskal: Masser af sex, rødt kød og Walt Whitman!

No, I don't think you're crazy. Feel better?