HVORDAN »FUNGERER« SKÆBNEN?

 

Kære Erwin

Nu, hvor vi har gennemgået Macbeth, er der en ting, jeg har gået og tænkt lidt over.

Macbeth møder som bekendt de tre hekse, der forudsiger, at Macbeth vil blive konge. Macbeth slår kongen ihjel og bliver konge i stedet for kongen.

Spørgsmålet er nu, om Macbeth ville være blevet konge, hvis han ikke havde slået kongen ihjel. Her mener jeg ikke udfra Shakespeares synspunkt, men udfra et mere mystagogisk synspunkt. Hvordan »fungerer« skæbnen? Er kongedrabet den eneste mulighed for Macbeth at blive konge på, eller ville han være blevet det på en anden måde, hvis han ikke havde dræbt Duncan? Er der så at sige flere veje til skæbnen eller kun én? Er det sådan, at uanset hvordan en skæbneramt person opfører sig, så vil det skæbnebestemte indtræffe (alle veje fører til Rom), eller skal man mere aktivt søge at handle med henblik på at opfylde sin skæbne?

Det forekommer mig, at Macbeth snyder ved at gennemtvinge den kongemagt, han burde have ventet tålmodigt på (og det er derfor det går så grueligt galt), eller opfylder han via kongedrabet netop sin skæbne på den eneste mulige måde?

Camilla

 


 

SVAR

 

Kære Camilla

Nu er Macbeth jo skrevet til James I og indeholder følgelig skotske konger, kongens guddommelige ret og hekse, som han var meget into. Der er altså grænser for, hvor meget sammenhængningskraft man skal vente af den.

De såkaldte »hekse« gav sig jo ligesom i vore dage af med sandsigeri, hvilket er forbudt ifølge Moseloven. Det var da nærliggende, at disse profetier frem for at give nogen en »edge« tværtimod var en slags forklædte fristelser.

Ud fra den opfattelse, at vi (nogle af os) »taler« verden, frembringer den ved at konceptualisere den, er det endvidere nærmest meningsløst at spørge, om spådomme kan have en sådan kausativ effekt, som mange psykologer jo regner med, når det gælder forbandelser. Hertil kommer så overvejelser om skæbnen som i det berømte eventyr om manden, der møder Døden på en markedsplads i Bagdad.

Det forekommer ham, at Døden truer ad ham, og han beslutter derfor at flygte til Samara efter at have adviseret en ven. Vennen opsøger nu Døden og spørger ham, hvorfor han truede vennen, hvortil Døden svarer: »Jeg truede ham ikke, jeg blev blot overrasket over at se ham i Bagdad, eftersom jeg skal møde ham i morgen - i Samara ...« Der synes med andre ord at være noget self-defeating ved profetier, som man så med en art ironi gør self-fulfilling i stedet.

Grundlæggende er dog nok en art naivisering af skæbnebegrebet, hen efter de tidsparadokser, som er så populære i Star Trek. For det første er skæbnebegrebet, Fortuna, uadskilleligt knyttet til begrebet Genius eller Daimon, og for det andet bliver også dette sidste ofte udsat for en quasispiritistisk fortolkning, som er temmelig meningsløs.

Et menneskes genius kan ikke forlade ham i den forstand, at den »går et andet sted hen«, den er summen af hans egenskaber, hans drifter, hans evner, hans intelligens og hans vilje. Han kan ikke have andre mål end den, mere end hans spejlbillede kan have sin egen vilje.

Der findes nogle få mennesker, som kan konceptualisere den, så den bliver synlig, men det er da hans konceptualisation, og den har med andre ord de egenskaber, han giver den. Skygger kan være formidable, men når solen går væk, forsvinder de og opstår et andet sted. Det er sikkert trist at være en sådan skygge, jeg har aldrig prøvet det.

Det er altså ikke blot en talemåde, at ånden forlader os, men ånden forlader selvfølgelig ikke den åndelige, den forlader dem, han ikke mere omgås. Kristendommen er et fortrinligt eksempel, hvordan det, der i Jesu prædikener er fuldt af glød og lune, i folkekirkeversionen bliver til en snerpet fordømmelse af alle former for lidenskab, et rasende forsvar for en fortvivlet løgn, hvis ikke ligefrem fascisme.

Det samme skete som bekendt for Faklen og dens bærere, der, mens ånden endnu var i dem, var fulde af menneskeforelskelse, forståelse og humor, men siden rådnede op indvendig af had og afmagt. Skæbne er altså ikke en gold diktator, men åndens fortsatte evne til at forelske sig og elske, skabe nye verdener og leve, i modsætning til den åndløse, som hænger fast i dens efterladenskaber som en flue på en kolort.