SOCIALISME

 

Nøjagtig hvad mener du med »socialisme«, når du siger til en avis, at »socialisme er den eneste civiliserede samfundsform«?

Med venlig hilsen
Peder Bundgaard

 


 

SVAR

 

Jeg plejer, når jeg bliver spurgt om min politiske orientering, at svare, at jeg er sumerisk socialist. Det er der selvfølgelig lidt af en provokation i, ikke mindst over for mine politiske trosfæller, som jeg som bekendt altid har haft et godt øje til – og vice versa.

Det er ikke mindst udviklingstanken, udmøntet i plusordet progressiv, jeg harcelerer over. Ifølge dette lidt besynderlige credo bliver det jo, nærmest som ved en naturlov, bedre dag for dag.

Det betyder naturligvis, at slavesamfundet trods alt var værre end feudalsystemet, der igen var værre end det kapitalistiske samfund, hvad der somme tider gør det uhyggelig let for socialdemokraterne at istemme Marseillaisen. Selv er jeg ikke så sikker på, at det aggressive, nyrige borgerskab er så meget bedre herrer end den pligtfikserede adel.

Så er det, jeg plejer at gøre opmærksom på, at den sumeriske tempelkapitalisme i grunden ligger snublende tæt op ad for eksempel den sovjetiske statskapitalisme. Selv er jeg næppe mere begejstret for dette system end de fleste andre, ikke desto mindre protesterer jeg mod fjendebilledet.

Mon ikke USSR har været at leve i omtrent som en soveby i halvtredsernes Danmark, med en lidt lavere levestandard og lidt mere paranoia omkring de ting, folk plejer at være paranoide med, sex, vold og religion? Dette samfund hang simpelt hen ikke sammen, socialistisk ideologi med borgerlig moral, social forargelse med stræbsomhed.

Derfor kunne Stalin i samme åndedrag hævde devisen om at yde efter evne og nyde efter behov og konstatere, at den, der ikke ville arbejde, heller ikke skulle spise. Dette paradoks finder man stadig på det meste af venstrefløjen.

Hele miseren ligger i begrebet løn. Man belønnes for sit arbejde, og det, man belønnes med, er livets ophold.

Men livet er enhver samfundsborgers ret, eller sagt på en anden måde: Man kan måske henrette folk for at slå andre folk ihjel, men ikke, som man gør i bananrepublikken Danmark, for at nægte at samle klemmer. Hvis arbejde er en pligt, er den som andre pligter moralsk, den kan ikke gennemtvinges, og den må i hvert fald forudsætte, at man kan tilbyde den enkelte et arbejde, som han kan og finder glæde i at udføre.

Men hvad så med det beskidte arbejde? For det første udgøres det hovedsagelig af service-funktioner, med andre ord, vi behøver lokumsrensere, fordi vi ikke gider rense vores egne lokummer.

Da tyendet holdt op med at være tyende, fordi det ikke længere kunne betale sig for herskabet at give dem gratis kost og logi, kunne man ikke finde på andet at bruge sin nyvundne frihed til, end selv at lege herskab. Så tjeneren betjener seks dage om ugen for selv at blive betjent på den syvende.

Skulle de pestbefængte byer stadig have brug for et minimum af sanitet, kunne man jo undtagelsesvis betale sig fra det. Lokumsrenseren kunne så dytte ad overlægen på cykel, når han kørte forbi i sin cadillac.

Jeg siger undtagelsesvis, for når der ikke længere er lønninger, men kun udbetalinger, vil den socialistiske devise af nødvendighed blive implementeret. Så vil jo nemlig borgerens indkomst udelukkende blive bestemt af hans behov og intet have at gøre med den type arbejde, han udfører.

Det kræver ikke stor skarpsindighed at indse, at de sædvanlige indvendinger er rent sludder. Folk holder ikke op med at arbejde, fordi deres arbejdsløse nabo får lov til at beholde livet.

Selv et dødssygt job er for den store majoritet af befolkningen den væsentligste del af livsgrundlaget. Næppe nogen ingeniør eller kunstmaler vil heller blive opvasker, fordi det giver bedre.

Det hele hænger sammen med en misforståelse af begrebet fritid. Man glæder sig pligtskyldigt til sin fritid, men uden arbejde ingen fritid, og den arbejdsløses kroniske fritid ville man slet ikke kunne holde ud.

Samtidig forekommer det en, at livet nødvendigvis må foregå i fritiden, og så tænker man, at han nok har stjålet ens liv, og at det er derfor, man er ulykkelig. Men ulykke kommer af andre ting, for eksempel at have en plagsom ægtefælle, som man ikke desto mindre ikke kan tage sig sammen til at skille sig af med, så lidt som man kan tage sig sammen til noget som helst andet end det, man får besked på.

Insistensen på, at andre skal arbejde, er altså ren ondskabsfuldhed og bør ikke smykkes med andre navne. Dette er for mig socialisme.

Det er hverken specielt progressivt eller specielt absurd. Det er simpelt hen definitionen på et samfund, civilisation.

Samfund er samarbejde. Der eksisterer altså intet konkurrence-samfund.

Hvor økonomisk konkurrence tolereres af statsmagten, er vi vendt tilbage til naturtilstanden. I et sådant samfund er enhver borger berettiget til at tage, hvad han behøver, med de nødvendige midler.

Ingen ejendomsret ud over, hvad der tilfredsstiller ejermandens private behov, er på nogen måde forsvarlig. Ingen kan eje, hvad han ikke selv kan spise. Om dette gør mig til Trotskist, anarkist eller ottendedagsadventist, må du selv finde ud af ...