SPISEFORSTYRRELSER

 

Kære Erwin Neutzsky-Wulff

Igennem en årrække har jeg haft den blandede fornøjelse at være »pårørende« til en såkaldt spiseforstyrret kvinde, dvs. et menneske, der lider af sygdommen anorexia nervosa og, periodisk, af dennes tro følgesvend, bulimi.

Der har i den seneste tid været fokus på disse to lidelser i den offentlige debat; dels gennem en række hårrejsende dokumentarprogrammer på tv, og dels gennem en storstilet annoncekampagne i de trykte medier.

Men, som det er kendetegnende for al offentlig debat, har formålet med disse tiltag ikke nødvendigvis været et dybfølt krav om forståelse, hverken for sygdommen eller dens ofre, men derimod, i bedste fald, en fortsat reinforcering af forhåndenværende forklaringsmodeller, - dvs. de tynde piger i modebladene, som min bekendte imidlertid ikke læser.

Jeg skriver altså til dig, som hvis du var en slags slags okkult dr. Münster (Monster?), fordi jeg selv er gået i stå i min fortståelse af dette aparte syndrom. På mange felter minder det jo om de lidelser, som du beskriver i første dels kapitel 6 i OKKULTISME; - anankasmer (opkastning/tvangsspisning), affektforstyrrelser og mikrofobi/mysofobi. Jeg ville sætte meget stor pris på et nyt perspektiv på disse ting.

Jeg håber, du forstår mit ønske om at forblive anonym, såfremt dette indlæg optages i din brevkasse; - ikke for min egen skyld, men for min bekendtes.

Venlig hilsen

 


 

SVAR

 

Først og fremmest er det nok vigtigt at erindre sig, at anoreksi og bulimi ikke er sygdomme, men symptomer. Anoreksi betyder slet og ret appetitløshed, og bulimi »at æde som en okse«.

Ofte bruges ordene dog om »nervøst«, det vil sige psykologisk betingede spiseforstyrrelser. Og det er præcis, hvad det er, forstyrrelser i de neurologiske mekanismer, der styrer fødeindtagelse.

Dette er intet mindre end det menneskelige grundproblem, refleksion contra refleks. Mennesket opdager sig selv som en kemisk reaktion og kan så acceptere eller fornægte dette.

Det er ikke svært at se, hvorfor en fornægtelse ofte vil blive foretrukket i et samfund. Denne fortrængning kan være mere eller mindre bevidst.

De fleste mennesker aner ikke, at de ikke har sex. I modsætning hertil finder vi anti-religionen kristendommen.

I middelalderen ville anoreksi ikke være blevet betragtet som en lidelse, men som et tegn på fromhed eller direkte hellighed. Den beskrivelse, vi får af den »forklarethed«, som disse mennesker udstråler, svarer således ret præcist til symptomerne på kronisk underernæring.

Ofte spægede man sit kød i en sådan grad, at man var nødt til at gå med et stramt bælte for at dulme smerterne. For den, der har læst helgenlegender og talt med anoreksi-patienter, er ligheden ret slående.

I begge tilfælde er der tale om en afsky for kødet, der imidlertid i dag tolkes ifølge den moderne teologi, helse-kulten. Fra det at tænke over, hvad man spiser, til anoreksi er der kun et hanefjed.

Her gælder det om at få balder af stål, at erstatte kødet, ikke med ånd, men metal. Robot-koreografien på MTV har det samme rationale.

Vi bryder os ikke om tanken om, at vi er dyr af kød og blod, og misunder, ikke englene, men maskinerne. Dette gælder selvfølgelig især de lavere samfundslag, hvor We Shall Overcome er blevet erstattet med I'm Gonna Make It.

For os, som ikke har nogen problemer med at nedsvælge koteletterne, kan spiseforstyrrelsen være vanskelig at forstå. Men det er kun, fordi vi ikke har problematiseret fødeindtagelsen ved at reflektere over den.

At stoppe ligdele - eller en hvilken som helst anden ting - i munden og synke dem, er, når man tænker lidt over det, i grunden ret så utiltalende, fellatio med et svin eller en gulerod. Vi undrer os jo heller ikke over, at mange kvinder har vanskeligt ved at fungere seksuelt som hundyr.

Mekanismen er ganske den samme. Den fordøjelsespornografi, vi finder blandt andet i fødevarereklamer, er blot endnu ikke forbudt - formodentlig fordi den fungerer som surrogat for den rigtige, farligere, fordi den er mere emotionel.

Hvis vi ikke forstår, det vil sige, ser verden med andre øjne, kommer vi ingen vegne, og anorektikeren har naturligvis ret: Det er dybt nedværdigende for en kvinde at stoppe sig med madvarer, som derefter øger hendes krops modbydelighed ved at skabe mere af den.

Hun ER for tyk, så længe der er noget tilbage af hende overhovedet, ligesom de puristiske feminister naturligvis har ret i, at det er en nedgørelse af en kvinde at tage hende på røven, kysse hende eller kalde hende sin. Når så naturen kræver sin ret, og der kommer en bulimisk episode, kræver det næsten øjeblikkelig »renselse«, og organismen, som ikke er vant til at blive stopfodret på den måde, reagerer forskriftsmæssigt som på en forgiftning.

Det er den menneskelige situation igen: Vi kan acceptere, at vi er ting, eller vi kan fornægte det, bevidst eller ubevidst, i større eller mindre grad.

Accepten fører i sin yderste konsekvens til religion, den tabte enhed med verden. Fornægtelsen fører til kristendom, materialisme, moralisme, seksualforskrækkelse og generel anoreksi.

Vores selvhad bliver et had til dem, vi mistænker for ikke at hade sig selv på samme måde. Kærlighed og medfølelse, sex og venlighed erstattes af vrede og selvforagt.

Så anorektikeren er ikke mere patologisk end samfundsborgeren generelt, hun er blot mere åbenlyst patologisk, idet det sygelige som altid defineres som det ab-norme. Som når det gælder andre mentale forstyrrelser, tror jeg ikke så meget på de desinteresserede helbredere.

Kun det personlige forhold, med dets begær og krav, kan rive selvplageren ud af sit selvplageri, at elske, at give sig et andet menneske i vold. Det kan man ikke komme på flaske, og det er naturligvis ærgerligt.

Ja, det var så Fætter Maddikes »perspektiv«. Håber, du kan bruge noget af det til noget.