OG SÅ ER DET IGEN SYND FOR RUNE ...

 

Kære Erwin

Først og fremmest - og i ydmyg ærbødighed - TAK for et storslået, medrivende forfatterskab, som atter og atter igen har rykket mig helt ud på stolekanten, afsløret nye fængslende dybder og ansporet mig til at revidere mit syn på mig selv og min verden. I efteråret '96 omsatte jeg min opsparing i antikvariske herligheder samt konserves til 1/2 års forbrug, og flyttede sammen med et mindre bibliotek i mine forældres sommerhus for at få fred til at videreudvikle de filosofiske tanker, som var begyndt at tage form, og i det hele taget gøre mig bekendt med den filosofiske og videnskabelige litteratur.

Jeg fik indsigt i ordets magiske karakter af kappe og klinge, og hvordan de skulle komme til hjælp med at dissekere den humanfaglige reptil og reetablere mystagogikkens akademisk faglige status. Dette syntes dengang indlysende at skulle formidles gennem Faklen, hvilket jeg imidlertid tænkte, som minimum måtte forudsætte at jeg havde en universitetsgrad af en eller anden slags.

Altså fik jeg afsluttet min HF, og kunne således i '98 påbegynde et universitetsstudie i filosofi. Dette engagement har imidlertid krævet al min tid og hele min SU det sidste år.

Ikke at jeg beklager det, for bedre kunne det vel næppe være brugt. Men jeg kan nu ikke længere ignorere den kendsgerning, at jeg har et pensum at indhente, da jeg ellers mister retten til at spise - med tilbagevirkende kraft - i hvilket fald jeg sandsynligvis står til indespærring og medicinering; og det gavner vel ingen.

Konklusionen synes at blive, eftersom jeg altså ikke i længden hverken har tid eller råd til at investere mig selv i begge lejre på een gang, lige så lidt som jeg kan eller vil vælge den ene lejr frem for den anden; at jeg istedet må trække mig helt ud af begge. Du må altså ikke tro, at det er udtryk for afstandtagen, manglende interesse eller lignende, at jeg nu har afmeldt mig kurset!

Tilbage har jeg altså kun at ønske jer alle alt godt fremover. Og så, afslutningsvis bringe den ydmyge bøn til torvs; om du ikke nok vil forbarme dig over Rune & co.

Jeg har selv måttet opgive ethvert håb om at forklare dem det fordelagtige i at få skelettet fra skabet ud i dagslyset. Men ærlig talt; har de ikke måttet høre for det længe nok?

En mere hengiven og loyal førsteridder end Rune kunne man vel næppe tænke sig. Han gjorde jo dog alt i kærlighed til dig og »dine« modeller, som han siger!

Jeg beder dig indtrængende om at tilgive ham hans menneskelige tøven for det overmenneskelige; at gå i sin død for et tabt slag. Lad os dog ikke gå splittede ind i det ny årtusind, men lad istedet millenniumskiftet markere den lykkelige genforening.

Nemo propter amorem despicatur!

Ærbødigste hilsener:
Rasmus Palbo Nielsen
palbo@stud.hum.dk

NB: Jeg tillader mig, også at lægge dette ud på ENW- og Faklen- mailinglisterne, da det jo vedkommer hele huset.

 


 

SVAR

 

Kære Rasmus!

Som du vil se, har jeg tilladt mig at forkorte dit brev en del. Jeg kan forstå, at du vil sætte det på Faklens hjemmeside, hvor eventuelle interesserede så kan læse det i dets helhed.

Jeg synes, det er en fortrinlig ide, at du nu helt helliger dig dine studier. At du afgår som Fakkel-medlem, må jo være en sag mellem dig og Rune.

Neutzsky-Wulff skal man læse cum magno grano salis, og hvis man ikke er sikker på, at man kan det, skal man hellere lade være. Dette gælder naturligvis især, hvis man har en tilbøjelighed til at gå efter manden i stedet for bolden.

Du skriver således, at Rune kun lavede Faklen for min skyld. Ja, men det var jo for fanden det, der var problemet!

Jeg ved selvfølgelig også godt, at alibiet for at beholde »skelettet i skabet« var, at det ellers ville betyde »døden« for Faklen. Men har det stik omvendte ikke vist sig at være tilfældet?

Jeg har ikke, som du antyder, slået hverken Rune eller Faklen ihjel. Det har han gjort selv.

Det eneste, han har fået ud af sin fanatiske hvidvaskning af Faklen (som altså uheldigvis implicerede en tilsvining af undertegnede) er, at sandheden nu ganske stille siver som en syre, der æder Faklen op, ud fra den simple lov, at noget, så mange har haft kendskab til, simpelt hen ikke i længden kan holdes hemmeligt. Jo, jeg tror, det ville have været bedre, hvis han havde sagt (som du udtrykker det): »Erwin var Faklen, men det er han ikke mere, og det skal I sgu være glade for!«

Så utrolig populær er jeg jo heller ikke i alle kredse. I stedet ændrede han historie så mange gange, at han mistede enhver troværdighed.

Først var man slet ikke okkultister, så blev »Elsebeth« fremlagt, og så havde man pludselig »aldrig lagt skjul på det«. Så var Runes kone skam ikke på nogen måde synsk, indtil jeg fremlagde det brev, hvor Faklens fremtid erklæret afhang af, om man godtog hendes vision eller ej.

Over for Information benægtede han, at han havde skrevet brevet, over for Politiken indrømmede han, at han havde, hvorefter alle gik hovedrystende bort. Var det det, der var så skidestrategisk?

Det korte af det lange er, at Rune har sat dybt ærekrænkende historier i omløb om den person, han elsker så højt. At der ikke er nogen, der tror på dem, er beside the point.

Jeg er også bedøvende ligeglad med, om han elsker eller hader mig. Men indtil han har trukket sine dumme løgne i sig igen, vil han og hans bladlig blive spiddet på min pen, eller i det mindste, så længe jeg gider.

Og enhver, der kender mig, ved, at det at gøre sig lystig over menneskelig dumhed hører til mine yndlingsbeskæftigelser. Har du og andre Fakkel-medlemmer opgivet håbet om at få ham til at lufte skeletterne, så er det bare det.

Det er ham, du skal snakke med, ikke mig. Lad ingen blive foragtet for kærlighed! Men lidt sund sans er nu heller ikke af vejen ...

Hilsen Erwin