VIRKELIGHEDSKONTROL

 

Kære Erwin.

Tak for din opklaring af idealisme-materialisme-spørgsmålet. Jeg er dog stadig lidt i tvivl, om hvordan denne erkendelsesteoretiske valgfrihed står i forbindelse med magikerens virkelighedskontrol hvis overhovedet. Kan du eventuelt uddybe dette? Jeg kan desværre ikke følge dit kursus, da jeg er bosat i udlandet.

Hilsen Jes

 


 

SVAR

 

Kære Jes!

Igen må jeg nok gribe til at citere en forelæsning. Det er lidt svært at rive ud af sin sammenhæng, da det handler om det neurofysiologiske grundlag.

Jeg begynder med at forklare verden som hæmning, idet jeg afviser den traditionelle tanke om hjernen som instigator af adfærd. Derefter forklarer jeg fænomener som nostalgi og lægger grunden for samfundets adfærdskontrol, og det er i denne forbindelse, jeg kommer ind på hjernens »virkeligheds-kontakt«.

»En af vore mest indgroede fordomme er virkelighed. Virkeligheden forekommer os at være selvindlysende, så at vi altid kan skelne.

Samtidig er vi udmærket klare over, at vi i drømme accepterer begivenheder som virkelige og fornuftige, som vi i vågen tilstand ville afvise som indlysende absurde. Det samme gør sig gældende i den halvvågne, somnambule eller hypnotiske tilstand.

Der er med andre ord en »virkeligheds-kontakt«, som kan være on eller off. Når den er on, opfattes det oplevede som virkeligt.

Eller rettere, der er tre, oplevelse, erindring og forestilling, eller om man vil: Nutid, fortid og fremtid. Ingen neurologisk test kan afgøre, om en oplevelse er oplevet, erindret eller en blot og bar forestilling, om æblet ses, huskes, eller man tænker sig til det.

Det er det samme billede, den samme oplevelse. Kun indstilingen af the switch er forskellig.

I søvnen er denne switch overflødig og upraktisk for det arbejde, hjernen skal udføre, konsolideringen af langtidshukommelsen, og den er derfor off. For en sikkerheds skyld er kroppen lammet.

I modsat fald ville vore muskler reagere på de sensoriske impulser, og vi ville smøre den marmelademad, vi drømmer, vi smører. Uden denne anordning ville vi heller ikke have mareridt.

Vi er normalt ikke bange for ting, vi oplever i drømme, for når virkelighedskontrollen er slukket, er vores forestilling om logiske konsekvenser af vore handlinger det i reglen også. Vi springer uden den ringeste bekymring ud fra høje klipper.

Mange drømmere nyder denne ubekymrethed. Derimod har alle dyr et slippe-fri-refleks, en beskyttelse mod at være passivt bytte.

Hvis det ikke lykkes, intensiveres impulsen med en skrækreaktion. I REM-tilstanden kan vi ikke røre os, så når vi drømmer, vi løber, sanser vi, at bevægelsesapparatets feed-back mangler, vi løber i sirup, og det er mareridtet.

Virkelighedskontrollen kan selvfølgelig i en vis forstand siges at være for morons. Der er jo ingen virkelighed, kun skiltet.

Mystagogen lever i et fysisk univers bestående af de praktiske modeller. Dette kaldes somme tider transcendens.

Hvis han ville, kunne han give betalingsbalancen arme og ben og konversere den. Han er herre over consensus, ikke i den forstand, at han som den sindssyge er faldet ud af den, eller som asketen har forkastet den, men i den forstand, at han kontrollerer den, også for sine medmennesker, hvis han ønsker det, magi.

Han kan sende dem drømmeelskere og drømmemordere, der er så virkelige som alt andet. De kan opnå ikke blot uafhængig eksistens, men selvstændig bevidsthed.

Han kan skabe dem komplet med en hukommelse og fortid, der går årtusinder tilbage. Og han kan tilintetgøre dem.

Han kan skabe virkelighed med både tilbagevirkende kraft og tidsindstillede mekanismer, så han kan forekomme at reach back from the grave. At forstå, hvordan han gør, ville kræve ti livsstudier for et geni. Det eneste råd, man kan give, er derfor: Don't piss him off!«

Jeg ville ønske, jeg kunne mere end antyde eksistensen af disse mekanismer for dig. Men så ville der jo ikke være behov for noget kursus.

Hilsen Erwin