Videre på den anden side

 

Jeg har et par gange (altid efter at have læst i dine værker, og spekuleret mere eller mindre dybt over deres indhold), oplevet at jeg har lagt mig til at sove og er 'vågnet op', eller gradvist blevet 'bevidst' i en tilstand jeg kun kan beskrive som en fuldstændig ufrivillig lammelse af min fysiske krop. Der er altid nogle 'andre' i rummet der ofte mumler noget mere eller mindre forståeligt. Før har det rum jeg er faldet i søvn i skifte form, er blevet rykket lidt om eller blevet 'blandet' med flere af de værelser jeg har sovet i gennem tiden, men i går var det vredet på en måde der gjorde fuldstændig umuligt at genkende. Det mindede mest om hvordan Picasso må have malet under en hjernerystelse.

Jeg prøver altid med de tanker- som er det eneste der er frit i denne situation - at give slip, hvilket kan give en helt ekstatisk oplevelse, men denne blandes altid med en ret voldsom frygt, og så kan jeg ligge der og vælte frem og tilbage indtil jeg for lov at slippe, eller kan 'vågne' ('for anden gang'). Bagefter er det først lidt svært at huske, men så blive jeg pludselig chokeret over at jeg undervejs slet ikke kan skelne det fra 'virkeligheden', hvad det så end er for en størrelse. Det virker som en slags ufrivillig 'trance', dybere end almindelig 'drøm'. Det minder lidt om hvordan en pige må have det ved at vågne delvist op under en voldtægt bedøvet af spiritus( det lyder mærkeligt, men er egentlig meget præcist.)

Er det et fænomen du kan placere, og hvis det er noget du kan genkende, hvad kan man da gøre for at 'komme videre'...over på den anden side?

Med venlig Hilsen

M.A.

 


 

SVAR

 

Lammelsen er typisk for REM-søvn - den spiller ofte en rolle for mareridts traumatiske aspekt, som kan tolkes som at blive »vejet ned« af et væsen - men optræder også i visse andre bevidsthedstilstande, som er associeret med transcendens (opnåelse af kognitiv frihed) specielt en slags »præfrontal søvn«, som nogle kalder »trance«. Vores almindelige virkelighed er en »handlings«- (eller RUM-)virkelighed, som er tæt knyttet til den handlingen forudgående rumlige orientering.

Det er med andre ord den frontale komponent, der giver virkeligheden dens formålsorienterede, kausale, og i vores kultur consensuelle flavour. Den er endvidere dualistisk, da den forudsætter en ydre verden, der transformeres muskulært (modsat kognitivt).

Dette knytter den igen sammen med det (hovedsagelig temporale) kompleks, som omfatter styringen af hånden og gennem taleorganerne den »aktive«, syntaktiske del af sproget (omtrent = Broca). Denne »personligheds-verden« er uforenelig med transcendens, hvorfor den præfrontale søvn er en forudsætning for denne.

Denne tilstand kan opnås på forskellig vis (se især RUM, s. 65-107) men af og til optræder den spontant. Tit føles den som en søvnighed eller viljeløshed (hvad det jo i grunden også er - mysten klatrer ikke, han flyder) så din metafor med den berusede og misbrugte kvinde er ganske velvalgt.

Når den er opnået, er vejen for så vidt banet for transcendens, men det betyder naturligvis ikke, at det ikke kræver viden og træning at opnå den. Mysten er imidlertid »på banen«, det frontale mørke udgør et hypersensorisk lys, hvor han ikke blot begynder at kunne se, men også (og som regel før) blive set.

For entiteterne (de transpersonelle komplekser, der er associeret med kognition) må det da forekomme, som når vi får øje på en herreløs kat (that's you). Hjernen vil - om du vil - søge at etablere kontakt med sig selv, en afart af den sorteringsproces, som vi kender fra drømmen, blot her hovedsagelig med ikke-consensuelt materiale.

Husk nu, at hjernen ikke er et fotografiapparat, den skaber totale oplevelser ud fra ubetydelige stimuli eller tilstandsforandringer. For vores (halv)bevidsthed vil det synes, som om disse væsner forsyner os med clues i form af ofte meningsløse indgivelser af forskellig art, som kan være billeder, ord eller fornemmelser.

De mere mytologisk indstillede kan her få tilsvarende oplevelser som vore forfædre, de fleste vil nok typisk modtage besøg af en levende eller død slægtning eller nær ven. I den indledende fase vil der ofte være tale om en følelse af præsens, der høres hviskende stemmer, noget bevæger sig i rummet - hvilket kan chokere det præfrontale back into action.

Ud over postkort (stationære previews af det astrale landskab) optræder der som regel på dette stadium højst forvrængninger af localet, vrøvl med dimensionerne, fornemmelse af et slug, man svæver, falder, osv. Man tænker: Drømmer jeg eller er jeg vågen? og svaret er naturligvis: Ingen af delene, denne tilstand er hinsides begge.

The point er nu at opsamle disse brokker, indtil de danner en »korridor«, som gør det let at passere denne tilstand. Det er et usædvanligt »forspring«, du har fået - som regel indtræder denne tilstand først efter en måneds modikation af den kognitive adfærd under kyndig vejledning - du kan da også på et tidspunkt opdage, at kontrollen mangler, og at du ikke kan komme videre. Men du er da meget velkommen til at skrive igen og fortælle, hvordan det går.

Mange Hilsener

Erwin