En beretning

 

God dag Erwin,-

dette er vel egentlig ikke et spørgsmål, det er vel egentlig nærmere en
lille beretning om hvordan jeg fik RUM i hænde. For det er jo endelig blevet
den første, hvilket betød en smule luft i økonomien så jeg kunne erhverve
mig dit nye monster. Så med en nypresset tusse på lommen gik jeg ind i
biblioteksboghandlen på kultorvet, for de er altid så flinke og hjælpsomme
derinde, hvorfor jeg hellere ville give dem deres fede profit end alle de
andre populærboghandlere med Bukdahl og Møllehave i udstillingsvinduet. Jeg
vidste godt hvad den kostede, men lod være med at kigge på prisen, og med
RUM under armen faldt jeg over Hitlers Mein Kamph, som jeg alligevel skulle
anskaffe mig til mit studie, og jeg regnede lidt på det, og fandt det til at
blive nøjagtig tusind kroner. Det var sådan et pænt rundt tal, selvom det
betød jeg skulle sulte et par dage, så jeg smækkede begge bøger op på
disken, og afventede med stor høflighed på at få lov til at betale. Bag
disken stod en firskåren mand der mindede lidt om en blodhund, og han talte
højlydt om fodbold med en lille mus med runde briller, der nikkede venligt
med det døve øre til. Blodhunden fik endelig øje på mig, og den lille mus så
straks sit snit til at skaffe sig selv af vejen. Han spurgte om han kunne
være mig behjælpelig, og jeg nikkede med mod bøgerne med et smil. Hitler lå
øverst, og allerede dette gav ham et chok og han stirrede vantro på mig (der
iøvrigt er ganske neutral og kedelig af udseende). Han rømmede sig, og fik
så øje den korsfæstede gudinde(?) a la da Vinci, og han udgød et lille
forskrækket skrig, og så op på mig med svømmende øjne.
Han stod et øjeblik som om han skulle samle sine nerver, og spurgte så med
næsten bønfaldende stemme, om de dog ikke skulle pakkes ind som gave. Det
var ikke nødvendigt, sagde jeg, men bad blot om en pose og gav ham den
nypressede tusse. Han rystede en smule med hænderne om bøgerne, som om han
knap nok turde røre dem, og jeg kunne ikke lade være med at smile en smule,
hvilket i hans øjne uden tvivl var det første sikre tegn på sindssyge.
En tusse fattigere stod jeg derefter på gaden med et muntert stille smil, og
kunne knap vente til jeg kom hjem med at onanere til illustrationerne,
smadre min hovedskal mod væggen og skrige skingeret med spillende øjne som
en rigtig sindssyg.

Tak for et for fedt forfatterskab
(may the past see your genius)
Venlig hilsen
R.S.

 


 

SVAR

 

Kære R. S.!

Tak for din malende beskrivelse! Ja, sådan burde det jo være at købe RUM, ikke sandt, like something out of Kafka ... En mystisk mand med kraven oppe om ørerne, an old curiosity shoppe. Neutzsky-Wulff? (draws the curtains) ...

Men ak, RUM - oh the shame of it - er i hvert eneste boghandlervindue i Frejas dal, mellem Hvem Hvad Hvor 2002 og bebrillede nissemænd. Damen i forretningen vil fortælle dig, at det er lige gaven til din tante Sofie, hvis yndlingsforfatter er Johannes Møllehave.

Why o why?! Fordi hun ganske ulæsende har bestilt titlerne på det lille kort mærket BEST-SELLERS, og hvor RUM af uransagelige årsager figurerer. Og hvis Mein Kampf havde stået der, ja, så havde det været årets julegave til alle konfirmander.

Where did I go wrong? Men - af hjertet - tak for din solstrålefortælling. That's how it should have been ...

PS: And maybe it is ...

"Hør nu her! Når Neutzsky-Wulff-læserne kommer - and we need their business - så skal I først insistere på, at den slags svineri fører vi ikke. Så skal I se til begge sider og tage RUM frem fra under disken.

Så kommer JEG og beder om kundens navn til PETs hemmelige kartotek over samfundsundergravende elementer (hvad de gør? hvad de gør? ikke meget andet end at bidrage til statskassen med et sekscifret beløb i bogmoms). Til sidst dukker fru Larsen op i præstekjole med en lighter og en benzindunk. Som I måske husker, var hun dragen fra Hr. Y Clutter i sommer ..."