Er jeg grænsepsykotisk?

 

Jeg har set filmen "girl, interuptet" hvor hovedpersonen er grænsepsykotisk. Jeg kan se mig selv meget i hende, og i beskrivelsen af hendes sygdom. nogengange er jeg ked af det uden grund. Føler at mit liv et på vej i helvede, slev om mine problemer er ..... ingenting... Og så er hun "promiskuøs"... betyder detr ikke at man... Går i seng med flere end man ´burde? For det kan man måske også sige at jeg gør... Det er selvfølgelid ikke de eneste ting, men jeg ser den film som om den handler om mig... Er jeg grænsepsykotisk?

 


 

SVAR

 

Kære "pige, forstyrret"!

"Grænsepsykotisk" er jo en af disse psykiatriske termer, der lugter langt væk af vi-aner-ikke-hvad-vi-snakker-om. Men noget skal det jo hedde, så det kan diagnosticeres, og vi kan få gjort noget ved det.

Underforstået i en sådan diagnose er så, at det ikke er samfundet (inklusive psykiatrien) der er noget i vejen med. Der var engang, hvor man opfordrede folk til selv at filosofere sig frem til, hvem de var, hvad deres behov var, og hvordan og i hvilken udstrækning de eventuelt kunne få dem opfyldt.

Det er der ikke rigtig tid til i et behandlingssystem - NÆ-ÆSTE!! Måske er det her, det virkelige problem ligger.

Du forventer, at andre (jeg, samfundet) skal fortælle dig, hvad der er i vejen med dig, men hvad vil det sige, at man går i seng med flere, end man "burde"? Måske går du i seng med flere, end du strengt taget har lyst til, af ensomhed eller høflighed, men det er noget andet.

Du skriver, at du er ked af det uden grund, men det må jo være på baggrund af de ting, du har at være glad for. De fleste mennesker har behov for "den eneste ene" og føler sig sjældent særlig opfyldte, før han dukker op.

Grundlæggende er vi jo sådan indrettet, at vi bliver lykkelige ved at sætte os nogle mål og bruge vores liv på at føre dem ud i livet. Tit er det mindre vigtigt, i hvilken udstrækning vi rent faktisk når dem.

Derimod er det essentielt, at det er vore egne mål som udtryk for vore egne behov og vores egen karakter og ikke andres, at vi med andre ord ikke accepterer andres mål for succes og fiasko. I sidste ende bliver det altså noget med at finde sig selv og ikke miste os igen, lige meget hvor upraktisk, ubehageligt eller direkte farligt det er for os, for mister vi os selv, har vi mistet alt, men bevarer vi os selv som os selv - selv i døden - kan vi intet miste.

Måske er det den faktor, der først og fremmest mangler i dit liv. Det er også okay, vil mange sikkert sige, sådan er det vel for de fleste, men det er naturligvis kun okay, hvis du er tilfreds med at have det, som du har det nu, resten af dit liv.

Det er som sagt besværligt og en smule farligt, for ingen andre kan hjælpe dig. Det er langt mere fristende at fortsætte med at være ansvarsfri, når det gælder dit eget liv, og måske også en smule interessant, men det fører ikke til andet end en smule adspredelse og ellers fortsat frustration.

Det der med at kende sig selv lyder jo meget smart, men hvordan gør man? Jeg vil som før anbefale dig litteraturen, især den klassiske, som interesserede sig mere for de menneskelige drivkræfter end de sociale roller.

Har du nogen sinde prøvet at synge eller fløjte for at finde en eller anden genstands egensvingning, den, der får den til at vibrere med? Det er det, læsning er, jagten på din sjæls egensvingning.

Når du finder den, vil du mærke rystelsen og vide, at det er det, du skal, også (og det er det svære) selv om din mor og din bedste veninde synes, at det er da fuldstændig tosset. Når man ved, at man arbejder på at blive det, man er, er det svært at være rigtig ulykkelig, også når det går verden imod - så kan man nemlig heller ikke sørge over, at verden går en imod.

Det er med andre ord på tide, at du bliver voksen, hvilket ikke vil sige at leve op til andres forventninger, men at prøve at leve op til sine egne. Det er svært, men kun fordi det er besværligt. Du må selv finde ud af, om du orker.

Mange Hilsener

Erwin