Sadomasochismen

 

Kære Erwin

Forleden aften faldt jeg i min surfen rundt på internettet over en debat om sadomasochisme (www.trampleparty.com/bdsm)og under et af emnerne stødte jeg på følgende:

"ENWs forklaring af sM som noget rent biologisk og alment menneskeligt med rod i den særlige dynamik i forholdet imellem mand og kvinde vil jeg personligt gerne skrive under på, men een ting der altid har undret mig i den forbindelse er hvordan Domina(Q)/slave(M) forholdet passer ind i den forklaringsmodel."

Og så tænkte jeg at det kunne være spændende at høre dit eget svar på denne (efter min egen mening meget relevante) undren.

Kristian

 


 

SVAR

 

Mit svar må være, at sadomasochismen så lidt som noget andet alment menneskeligt er rent biologisk, den er et kulturfænomen med religiøse overtoner. Dette giver ikke mindst den sympati med vore medmennesker, som gør, at intet menneskeligt er os fremmed.

At den særlige hengivelse, masochismen repræsenterer, er fundamentalt kvindelig, betyder således ikke, at manden ikke kan tilstræbe og i nogen grad opnå den. Det er klart, at når den religiøse oplevelse i bund og grund er forbeholdt kvinden, må det synes nærmest nødvendigt at imitere hende.

I kristendommen spiller manden både liturgisk og mystisk kvindens rolle over for guden - hvilket kønspolitisk har forvist kvinden til et endnu lavere niveau. I såkaldt hedenske religioner med tempelprostitution som centralt sakramente har kvinden et dobbeltforhold, på den ene side til guden, ofte repræsenteret ved en præst, hvor hun er submissiv, på den anden til tilbederen i templet, hvor hun er dominant.

I det mystagogiske forhold, hvor læreren er en kvinde, er situationen da også den sidste. Kundens søgen og oplevelse hos en dominatrix er altså i en forstand religiøs.

Begge forhold er kulturfænomener, hvorfor man da også finder dem i omtrent lige grad udforsket i forfatterskabet. Af hensyn til bogens effektivitet som transcendensmiddel er vægten dog i RUM lagt på det primære forhold, hvilket naturligvis på ingen måde forhindrer også den mandlige læser i at identificere sig med Adele, i det mindste i de mere psykologiske og didaktiske aspekter af hendes indvielse.

En væsentlig del af brugsanvisningen går dog på opnåelse af succubat, hvilket selvsagt er en rent mandlig foreteelse. Endvidere skal jeg henvise til den tidligere omtalte INDFØRING I RUM - EN MODERNE GRIMOIRE, som udkommer i februar (by which time bogen formodentlig er udsolgt fra forlaget, men det er der jo ikke noget at gøre ved).