Skal jeg følge mit hjerte?

 

Jeg er en pige på 16 år, og jeg har et problem, som jeg håber du kan hjælpe mig med. For næsten et år siden kom jeg sammen med denne her fyr, men det varede ikke ret længe, kun omkring en måned. Han var min første kæreste, og jeg har nok også ret svært ved at vise følelser, så det var nok en af grundene til at vi slog op. Men han havde også været mig utro fandt jeg ud af senere. Men på trods af dette tilgav jeg ham. Efter dette var vi kun venner, men mit hjerte bankede stadig for ham! Ca. 1/2 år efter vi havde slået op, sov vi begge hjemme hos en fælles ven efter en fest, hvor vi lå ved siden af hinanden og lå i ske og nussede med hinanden, men på det tidspunkt kom han sammen med en anden. Efter den aften, hvor vi sov ude, har vi hver eneste gang, vi har sovet ude, ligget og nusset med hianden. Og for hver gang er vi gået et skridt videre, og efter et par gange nussede vi ikke bare lidt på ryggen, maven osv., men han "tog mig også på fissen" (eller hvad man nu skal kalde det), men uden på mine trusser. Så her for 3 uger siden, hvor vi igen sov ude, var vi rigtig sammen (med tungekys og han gav mig også finger). Morgenen efter var det vi havde lavet bare ligesom "glemt" og vi var kun venner. Ca. en uge efter dette fik han en ny kæreste. Sådan har det været hver gang; vi ligger og kæler med/for hinanden, kort tid efter får han kæreste på, jeg ser ham ikke i noget tid, så slår han op med kæresten, vi mødes igen og så begynder vi forfra med vores nusseri -bortset fra at det er gået skridt videre.

Problemet er at jeg stadig er forelsket i ham, men jeg vil frygtelig gerne komme over ham, for han sårer mig utrolig meget. Det er ikke bevidst han gør det, jeg tror ikke engang han ved hvad jeg føler for ham. På den ene side vil jeg utrolig gerne komme mig over ham, så jeg ikke volder al den smerte, han skyldes. Men på den anden side; hvis jeg nu kom mig over ham, er jeg sikker på, jeg vil føle der mangler en stor del af mit liv. Det lyder nok åndsvagt, men sagen er at jeg lever på ham, hvis man kan kalde det det. Mit liv ville være tomt og ikke give nogen mening. Jeg kan ikke finde en anden kæreste, for han er den eneste, jeg vil have. Der er tit andre drenge, der prøver at score mig, men sagen er, at jeg slet ikke er interesseret i en kæreste, hvis ikke den kæreste er HAM!

Et andet spørgsmål er; hvad mon der sker næste gang vi sover ude sammen!? Som jeg skrev tidligere går vi et skridt videre hver gang vi sover ude. Jeg er stadig jomfru, og på en måde vil jeg jo gerne vente til jeg har en fast kæreste med min første gang (hvis jeg kunne, ville jeg også vente til jeg blev gift). På den anden side føler jeg ligenu at HAN er min eneste ene; at hvis han ikke skal prikke ruden ind på mig, så er der sku ingen, der skal! Men sådan er det vel altid når man er forelsket... Jeg ved godt at mange piger på min alder har prøvet at være forelsket, og at jeg nok bare er en af mange, men alligevel føler jeg at mine følelser er helt specielle stærke! jeg har aldrig før været forelsket og jeg ELSKER virkelig ham her: Jeg ELSKER ham!!! Skal jeg bruge min fornuft og vente med sex, eller skal jeg følge mit hjerte...? Tror du, han mener noget med de nætter, vi ha haft sammen, eller har jeg bare været en trøste-dukke, fordi han ikke havde andre på de tidspunkter?

Det sorger mig utrolig meget når jeg ser han står og gnaver på sin kæreste, men hvad kan jeg gøre? Ingenting. Jeg har store hummørsvingniger på grund af ham: Når der er sket noget "godt" imellem os, er jeg i den syvende himmel, men når han fx har kæreste på, sorger han mig meget, og jeg mister appetiten. Det har jeg tabt omkring fem kilo på. Det er ikke fordi jeg føler mig tyk; jeg er 175 cm høj og vejer 54 kg, så det er vel meget normalt. Jeg ved ikke hvorfor det er jeg sulter mig selv, når jeg bliver sorget. Måske er det fordi, jeg tror, at hvis jeg bliver tilstrækkelig tynd, vil han ligge mærke til mag, og finde ud af det skyldes ham... Jeg ved det ikke engang selv! jeg er bange for, at måske er ved at udvikle anoreksi på det.

Jeg ved godt dette brev er blevet meget langt, men ved at skrive det, føler jeg, at jeg får udtrykt nogle af de følelser, som raser inde i mig. Det er nemlig ikke noget jeg snakker med mine veninder om. Det er ikke fordi mine veninder er dårlige; jeg kan bare ikke rigtig tale så godt om det. har du måske et andet forslag til hvordan jeg kan udtrykke mine følelser? (fx ved at skrive digt, male billede osv.)

Det var vist det hele. jeg håber inderligt, at i kan hjælpe mig, da jeg ikke rigtig har andre at tale med om det.

 


 

SVAR

 

Kære Kattepige!

Da jeg var 16, som du er nu, havde jeg været i seng med adskillige drenge. Jeg siger med vilje DRENGE – ikke mænd – og jeg har mange gange fortrudt, at jeg ikke ventede, til jeg var ældre og bedre til at bedømme, om dette virkelig var een, der var værdig til at hengive sig til.

En alt for overfladisk omgang med det andet køn kan jo godt give sår og ar på den romantiske indstilling til livet og kærligheden, som de fleste piger heldigvis – og du i særdeleshed – går rundt med inderst inde. Prøv at holde fast på den og lad være med at projicere den over på den første den bedste drengerøv, der viser dig en lille smule adspredt interesse. Det ser ærligt talt ikke ud til, at han er alle dine dybe følelser værdig, og måske er han i virkeligheden slet ikke målet for dem ... En dag vil du måske møde Ham (som ikke er ham), og I vil begge glæde jer over, at du ikke gik i seng med den første den bedste. Du vil fnise af din 'første forelskelse' og snart have glemt hans navn.

'Den første gang' er jo tit mere en tilfredsstillelse af en nysgerrighed frem for et fysisk behov for sex – tænk, om du kunne vente, til de var eet! Det vil jeg ønske for dig, for ellers kan den første gang godt være noget af en skuffelse. Jeg sad selv tilbage med følelsen af, at alle mine romantiske forestillinger og drømme var degenereret til en lille mælkehvid, snasket klump i en gummidims, som min mor for alt i verden ikke måtte opdage, og min mørkhårede drømmeprins til en rødmende knægt, der så på mine bedende øjne med forbavselse og frygt, og skyndte sig at finde på en undskyldning for at gå.

Hvis du kan spare dig selv for den nedtur, så gør det! Viser din frø sig alligevel at være en prins og din dybe kærlighed værdig, så gør det ikke noget, at du venter, til han er klar til at vise dig det! Det tager jo drenge lidt længere tid end piger at blive voksne ... Elsk i stedet dig selv og din krop og pas godt på den til Ham, for han elsker dig præcis, som du er! Spis når du er sulten, og lad være med at spise, når du ikke er sulten. Skriv digte og breve til Ham, hvis du savner Ham og har brug for een at betro dig til; smil til Ham, når du ser på solen, en dag vil du se i En Andens øjne og genkende dens skin. Og SÅ er det tid!

Prøv at læse 'Filia' i RUM. Din Leander venter også på dig, selv om han somme tider kan føles som en fjern drøm, der aldrig kan gå i opfyldelse.

Alt Godt!

Ulvepigen