Katastrofeteori og Sepher Yetzira

 

Hej Erwin
Det følgende er ikke så meget et spørgsmål ,men mere en higen efter kommentarer. Da der var et sammenfald mellem din nyeste bog og min videnskabsteoretiske afsøgelse ville det være mig en fryd, hvis den kunne afstedkomme evt. kommentarer ellers deler den nok skæbne med de utalige andre opgaver af lignende karakter. Opgaven er naturligvis inspireret af de temaer, der gentagende gange bliver behandlet i dine bøger. Vel anyways der i hvert et tilfælde en stor gæld til dig i opgaven, der blev afleveret sidste år ved medievidenskab Århus Universitet. Nu er det imidlertid skønheden det gælder...
undskyld mig hvis postkassen bliver stoppet for en stund!
Mvh. Svend E kristensen
Nordbanegade 26 1 tv.
2200 Kbh N

Katastrofeteori og Sepher Yetzira

"Godt! Jeg skal nu tale til dig - lyt du opmærksomt til min fremstilling af, hvilke veje der alene er tænkelige i undersøgelsen: (a) den ene: at "det er " og at det ikke er muligt at "det ikke er" er overbevisningens rute (for den følger sandheden), (b) den anden er: at "det ikke er", og at det er nødvendigt at "det ikke er", den som jeg siger er et spor, det er umuligt at få kendskab til. For du kan hverken erkende eller udtrykke det ikke-værende, det er nemlig umuligt.
For det at erkende noget er det samme som, at det eksisterer."
Parmenides 540 f.Kr.


Videnskabsteoretisk Opgave
Medievidenskab 00


Svend-E. Kristensen Vesterbrogade 29, 1s. nr. 8, 8000 Århus C. Tlf 86 12 00 75 Email swain@imv.au.dk http://imv.au.dk/~swain


Indholdsfortegnelse


1. Indledning……………………………………………………s.3

2. Sepher Yetzira……………………………………………….s.4

3. Katastrofeteori………………………………………………s.5

4. Sprog, Virkelighed og Logos……………………………….s.6

5. Rum…………………………………………………………..s.9

6. Similaritet…………………………………………………..s.10

7. Konklusion…………………………………………………s.11

8. Perspektiver………………….…………………………….s.13

9. Historiske kispus……………………….………………….s.14


Katastrofe Teori og Sepher Yetzira

Indledning
"What is space? There is no immediate answer to this question. For the layman space is where we live, or slightly more sophisticated, where we exist and have our sensations. For a philosopher, the nature of space is a challenging problem. What is space, or, more generally, a space, for a mathematician, and more precisely for a geometer?" Sådan starter "On the notion of space in geometry" af Vagn Lundsgaard Hansen. Det er et af spørgsmålene for denne opgave at undersøge, hvad der forstås ved rum, som det sted hvor betydning konstitueres og formodes at være positioneret, som en abstrakt matematisk anskueliggørelse, der i geometriens og topologiens formaliseringer af rummet, leder videre over i Katastrofeteoriens substratrum, hvor objektivitetens beskrivelsesområde i det humanistiske felt forsøges udvidet og får tilskrevet heuristisk værdi ved matematikkens mellemkomst, eller som det sted, hvor verden fænomenologisk, a priorisk, kognitivt og kabbalistisk begynder for den enkel!
te, her kan opmærksomheden henledes på Kant's transcendentale 12 grundkategorier (a prioriske Anchauungsformen), og på opgavens andet udgangspunkt, skriftet Sepher Yetziras "pagtens sted" eller "enhedens pagt" , som også fortolkes som det de ti tals "susammenschluss zur Einheit sich vermittelnd durch die Lautformung (mittels) der Zunge" , hvor udstrækningerne før/efter, godt/ondt, op/ned, øst/vest og nord/syd, udgår fra.
Hovedspørgsmålet er at undersøge, om der er tendens til similaritet i de morfogenetiske egenskaber den moderne Katastrofe Teori, som den applikeres på de humanistisk strukturelle- og semiologiske felter, beskæftiger sig med og de morfogenetiske egenskaber ved sproget som jødisk mystik antageligt bygger på.
Det er ikke muligt inden for opgavens omfang at angive og gå i detalje med de to systemers epistemologiske "synspunkters" egentlige kompleksiteter. De udlægges derfor her i en overordnet og tematisk form, dog vil få detaljerede grundprincipper, ikke kunne udlades i forhold til at opnå forståelse af systemernes epistemologiske ståsteder. De to systemer opererer med væsentlige forskelle mht. "verdens anskuelse" og når de forholdes til begreberne virkelighed, betydning og realisme, ses, som det nedenfor skal vise sig, disse forhold klart. Man må derfor, som udgangspunkt holde sig for øje, at formålet med de to systemer er vidt forskelligt, idet at de repræsenterer hvert sit vokabular, eller forskellige vidensregimer.

Sepher Yetzira
Der tages på den ene side udgangspunkt i det formaliserede skrift Sepher Yetzira, som er den ældst kendte overlevering af systematiseret jødisk mystik , tidsangivelserne varierer fra mellem ca. 200 til ca. 400 A.D., da der ikke findes en egentlig original oprindelig tekst. Der findes 3 forskellige recensioner og mange oversættelser af S.Y. hvoraf mindst 60 er bevidnede, men her skal blot nævnes de forhold, der vanskeliggører at tale om en original oversættelse. Det skal for væsentlighedens skyld pointeres, at skriftet i The Jewish Encyclopedia hævdes at have haft en større indflydelse på udviklingen af den jødiske tanke end næsten nogen anden bog siden Talmud , og samtidigt ses som en hovedautoritet indenfor naturfilosofien.
S.Y. er opbygget af åbne kategorier, der lægger op til flertydig tolkning, her ses gud som en "sohp", et ingenting, der skal materialisere sig til virkelighed med mening og indhold i tid og sted. For at begribe den destillations proces S.Y. hypotetiserer, kræves det at "Materia Confusa (ånden) må indrømmes metafysisk status som absolut præeksistentiel. Virkelighed er da det, at ånde (gud) manifesterer sig i et konceptuelt system, primært i de ti Sephirot" . Altså er det en åndelig model, der lægger vægt på virkelighedens skabelse gennem iagttageren.
Skriftet er en mystisk traktat, hvis titel, Sepher Yetzira, kan oversættes som "the book af Creation" eller "Bringing into existense" . I det 1 af 2 kapitler opregner de 10 Sefirot, forstået som de "grundlæggende, numeriske principper i universet" , de "oprindelige" ti tal, sandsynligvis i forlængelse af Phythagoras, der tilskrev de ti tal (1,2…10) forskellige egenskaber som fx "et retfærdighed og fornuft, et andet sjæl…" og hvor tallet ti anses for at være det mest fuldkomne.
I det lange 2 Kapitel af S.Y. knyttes de 22 bogstaver i det hebraiske alfabet, til en analyse og tilvejebringelse af virkelighed. Bogstaverne og deres egenskaber opdeles alt efter deres placering i munden og udtalelsen knyttes fonetisk i tre distinkte bogstavgrupper til de kosmogoniske og kosmologiske sider af menneskets univers og natur. "De 22 bogstavers kreative rolle i S.Y. (§§ 18-20) beskrives endvidere som: “22 grundlæggende bogstaver: han indridsede og udhuggede dem, han vejede og ombyttede dem, han lutrede dem og han formede med dem alt det skabtes liv og alt det der vil blive skabt”. Den intime forbindelse i S.Y. mellem makrokosmos og mikrokosmos (mennesket) er hermed understreget, og uddybes i resten af S.Y. i detalje."
Der må her af plads hensyn lægges vægt på det transpositionelle i S.Y.'s morfologiske udgangspunkt, her beskrives i § 18 " 22 grundlæggende bogstaver: de er fæstnet i et hjul med 221 porte, hjulet drejer frem og tilbage etc." Der beskrives et hjul med 231 "øjne" , det er det antal af bogstav kombinationer, der som nævnt i § 19, fremkommer ved transponering af de øvrige bogstaver i forhold til et enkelt, altså ordenes fremkomst ved simpel transponering og ombytning af bogstaver. Man må her inddrage en forståelse for det hebraiske sprogs mangetydigheder, der oplagt giver mulighed for personlig association og tilegnelse, altså en sproglig indsigt, der ligger tættere på den enkeltes kognitive oplevelse end det vi normalt opfatter som sprog, forstået som det mere konventionelle entydige kommunikative sprog.
S.Y. som det her præsenteres yder på ingen måde skriftet en anstændig gennemgang, men må betragtes som absolut nødtørftig.

Katastrofeteori
Hvad K.T. angår, tages der afsæt i matematikeren René Thom's og polyteknikeren Jean Petitot's version af teorierne, der arbejder med at opstille teoretiske geometriserede rum, såkaldte katastrofe felter (creods) i struktureret form, hertil beskæftiger de sig med begrebet morfogenese, som i den forbindelse forklares som "We shall employ the term " Morphogenesis" as it's etymology indicates, in the widest sense, to denote any process creating (or destroying) forms."
K.T. er således i sin oprindelig form et forsøg på hypotetisk og geometrisk at beskrive de dynamiske felter, der forbinder eller ligger imellem, typisk i topologien, invarianser for "rene flader" eller i semiotikken at konstruere modeller, der strukturalistisk, kan bære en større dynamik betydningsenhederne imellem, altså en art dynamisk bindemiddel i de hypotetiserede logiske strukturer, et forhold der afviger alt efter det område, hvor teorien er forsøgt applikeret. I den strukturalistiske form tænker man sig at nærme sig til en betydningens form, idet man via modeller kan tilskrive betydningen en form i et formaliseret topologisk rum og samtidigt undgå den tidligere strukturalismes binære formaliseringer, hvor "strukturerne fremstår som logiske forhold mellem elementerne". Man beskæftiger sig altså med en materialistisk topologisk model på et abstrakt matematiseret plan, som i bund og grund giver systemerne deres heuristiske og objektive værdi.
Applikationen af KT i semiotikken og strukturalismen betyder: "at det nu er muligt for semiotikken at arbejde med dynamiske enheder af mulighedsfelter, en række kognitive skemaer for betydningsdannelsen." Morfologien tænkes at angive et fælles ontologisk niveau mellem den "indre" og den "ydre" verden og samtidigt forklare forholdet mellem semantik og struktur, i den forstand at katastrofeteorien muliggør en skematisering af betydningens "fysik", eller fænomenologi. Hvor fx lingvistikken beskæftiger sig med de fonetiske aspekter af lyden og udtalen, tænkes K.T. at kunne nærme sig en formaliseret strukturalistisk fænomenologi vedr. denne fonetik.
Når formbegrebet i K.T. skal ekspliciteres inddrages fænomenernes "logos", det hedder således: " Katastrofe teoriens formbegreb tænkes udfra et topologisk substratrum, hvori der gives en morfogenetisk dimension, der angår kvalitative formers fremkomst, via de 7 elementær katastrofer, der betegner generiske former for instabilitet, samtidigt med at der gives en strukturel dimension, der drejer sig om betingelserne for formernes stabilitet. Disse to dimensioner angiver tilsammen dynamiske systemer, der altså kan studeres på et morfogenetisk niveau, der tilskriver fænomenerne logos." . Den formernes fænomenologi, der her beskrives, angår altså en skematisk aflæselig fremkomst og nedbrydning af betydningens former generelt, og det er her, i dette abstrakte topologiske rum, betydningen får skikkelse og objektivitetens beskrivelsesområde via katastrofeteoriens indskrivning i strukturalismen udvides. Det måde at tænke et logos på, har naturligvis intet med et oprindeligt skaberord !
at gøre, men knytter sig udelukkende til K.T.'s formelle skematik og tanken om en kognitiv analogi i de topologiske modeller.


Sprog, Virkelighed og Logos
Da nu virkelighed kan og ofte defineres som sprog, "as we language we can say nothing outside language" , eller fx tendenser inden for den mere positivistiske og partikulært interesserede neurologi og kognitionsvidenskab, der arbejder med idéer for hjernes produktion af sprog, hvor neuroner garantere for bestemte sproglige udsigelser og iagttagelser: "Language a complex construct delivered via the brain utterly biological in origin and instantiation. The complexity of the language was buildt into the brian, and it ran on rules and principles that trancended all people and all languages. It was universal." , er det nærliggende, i forbindelse med de to systemer at trække en linie fra et "oprindeligt" logos , som det forstås i mesopotamiske myter, der må antages at ligge til grund for den jødiske skabelsesmyte og bl.a. myten om Noahs ark i Torah, hvor guden Marduk, i eposet Enuma Elish (The epic of Creation) , ved hjælp af sine skaberord, får former til at opstå og nedbrydes !
for at bevise, at han har kraft til at kløve det primordiale kaos Tiamat og derved skabe den ordnede verden. Den heraf inspirerede jødiske skabelsesmyte, hvor logos begrebet, sættes i forhold til en udenforstående pantokraters skabelse af verden, har et epistemologisk indhold, der forplanter sig og optages i S.Y. dog i en lidt anden form, for her er guds sted midt i verden og det hedder således "32 forunderlige visdomsstier indridsede YH, hærskares YHWH, Israels Gud, den levende Gud, El Shadday, “den Høje og Ophøjede, som dvæler for evigt, og hvis navn er Hellig.” Han skabte sin verden ved hjælp af tre sefarim: med sfr, sfr og sfr." / I S.Y. er der således angivet nogle grundelementer, der både determinerer verdens skabelse og er i verden, det er de ti tal og de 22 hebræiske bogstaver, der peger på den tætte forbindelse mellem guden og den menneskelige evne til at dele verden i iagttageren, iagttagelse og det iagttagede (ham der skriver, det han skriver og selve handlinge!
n at skrive) , en treleddet størrelse der giver svare allusioner til s
emiotikkens og fænomenologiens treleddet opdeling i bevidsthed, sprog og verden, det hedder således i aktuel semiotik: "Den semiotiske tradition, hvis aktuelle rekonstruktive bestræbelser, der en tradition, der strækker sig tilbage til stoikerne og St. Augustin og hvis vigtigste grundtræk er, at den under forskellige konjunkturer, har foretaget bearbejdningen af en problemkreds, måske af metafysisk art, bestående af et forhold mellem sprog, bevidsthed og verden." Hvor sproget må ses som den skabende begivenhed eller simpelthen iagttagelsen, bevidsthed som forudsætning for iagttagelsen altså iagttageren og verden som det iagttagede. Forslaget til en sådan sammenligning af de treleddetstørrelser er imidlertid problematisk, hvilket viser sig, der hvor forholdet i problemkredsen "måske" bliver af metafysisk art, for hvad er motivet til iagttagelse? Og hvordan foregår overgangen imellem de enkelte elementer i kausal forstand, hvis de overhovedet kan tilskrives en sådan redukti!
onistisk kausalitet. I S.Y. vil man sige, at gud er motivet til iagttagelsen og derefter mennesket i guds sted. Det er denne tendens til iagttagelse, som S.Y. beskæftiger sig med. De hebraiske bogstaver som er skriftets morfologiske "værktøjskasse", fungerer altså i en form for hyperkausalitet, der er egnet til at undersøge den sproglige iagttagelses oprindelse og derved "verdens" oprindelse, der i skriftet knyttes til en krop og et sted, hvor menneskets logos, der kaldes Berith, og kan sammenlignes med begærets ild , må manifestere sig.
Mens man i fænomenologien fx ved Merleau-Ponty, vil stoppe ved det altid allerede givne "kød", la chair og bevidsthedens eller nærmere værens (dasein) grænseområder og neurologien må stoppe ved beskrivelsen af hjernens eller nervesystemets biologiske funktioner som sådan, bevæger den semiotik, som Petitot advokerer for, sig hen imod den tænkning i systemer og netværk, som præger kognitionsvidenskaben, Petitot forsøger her at genskrive metafysikken, der jo næsten har været udelukket af det moderne projekt, som den kommer til udtryk ved fænomenologen Husserl, ved det der kaldes at naturalisere fænomenologien altså et forsøg på at matematisere de kognitive fænomener, der er af metafysisk art. Paradokset er naturligvis, at vi ikke kan få adgang til opkomsten af det intentionelle ved tendensen til iagttagelse, at den rette formel formodentlig aldrig vil kunne beskrive samspillet mellem enkeltelementerne i kødet, hjernen, psyken, bevidstheden, sproget og verden, der måske snare!
re hver for sig er et udtryk for forskellige funktionelle spørgsmål til eksistensen.

Rum
At rum er en af de vigtigste konstitutive egenskaber ved vores oplevede verden og dens udstrækninger, går igen i menneskets kosmologier, kosmogonier og i vores videnskabelige rationaler og forklaringer. Rum er som nævnt i indledningen af denne opgave, også et af udgangspunkterne for at studere et evt. sammenfald i anskuelsen for opgavens to hovedområder.
Her hedder det sigende hos Kant "Der Raum, als Gegenstand vorgestellt (…) enthält mehr als blosse Form der Anschauung, nähmlich Zusammenfasung der Mannigfaltigen, nach der form der Sinnlichkeit gegeben in eine anschauliche Vorstellung, so dass die Form der Anschauung bloss mannigfaltiges, die formale Anschauungen aber Einheit der Vorstellung gibt" . Fra Kant går Petitot videre og udvider opfattelsen af det a priorisk konstruerbare, til ikke kun at omfatte talbegrebet (det matematiserbare rum- og tidsforhold), men også udvidelsen af koblingsmuligheden mellem tid/rum-anskuelserne og -kategorierne fra at omfatte kvantitet til også at omfatte andre kategorier af relevans for spacetime. Herved opnås den udvidelse i regionalontologier, der netop er K.T's pluralistiske styrke inden for en reduktionistisk model. Med denne udvidelse, kan det topologiske rum omfatte og bærer langt flere anskuelser af kognitiv art end de rene spacetime anskuelser.
I S.Y. er rum opfattet på en anden måde, som et manifestationens sted hvor verden udgår fra, her er Templet placeret i universets centrum, i nøje analogi med klassiske forestillinger om, at templet er et billede på eller i lighed med universet, et såkaldt sammenfald af makrokosmos og mikrokosmos, jf. fx også forestillinger fra de såkaldte primitive religioner hvor verdens centerakse placeres midt i landsbyens kreds. Rummet beskrives ved de nævnte 10 udstrækninger, der jo også indeholder tidens udstrækninger og dimensionerne godt og ondt. Mere eksplicit bliver det, når de tolv enkeltebogstaver , samtidigt er konstituerende for et kubus-formet univers med 12 diagonalkanter, som angiver verdens tolv arme, der hele tiden udvider sig (til evig tid!). Det rum kan ikke beskrives uafhængigt af den menneskelige iagttager og dennes krop. Rum er således i S.Y. intimt forbundet med gud og menneske i et antropomorft forhold.
Som det hedder hos Neutzsky-Wulff " Topikalitet er aktualitetens første kendemærke (sml. Kartesianismens res extensa). Gud manifesteret er sted. Virkelighed er en platonisk projektion, der gør en linie af punktet, et plan af linien, rum af plan, rum-tid af rum, og så fremdeles."

Similariteter
Begge systemer beskæftiger sig med at matematisere og formalisere et sted, hvor tid og rum kan anskueliggøres eller forstås og hvor betydning manifesteres. I K.T. som nyfunderet videnskabelig objektiv form for de strukturalistiske videnskaber, der tænkes at have en direkte analogi i skemaer for den kognitive betydningsdannelse og i S.Y. vha. indsigt i det kognitive fakultets elementer, hvor der lægges vægt på at betydning, skabelse og mening, udgår fra den enkeltes omgang med de 32 visdomsstier, det hebraiske alfabets transpositionelle kvaliteter og ordenes associative karakter . Begge systemer forholder sig til betydningsdannelsens morfologi, set som sprogets dynamiske sider, men fra hvert sit udgangspunkt, der ikke er forenelige, i K.T. som et semiotisk strukturalistisk projekt, der kan formaliseres og anskueliggøres og som formodentlig har et strejf af positivistisk forhåbning . S.Y. er i udgangspunktet konstrueret med en viden om en skabende morfologi, igen må titlen !
"The book of Creation" nævnes. Skriftet opererer i kraft af sin religiøse karakter med et transpositionaliseret logos, der hænger nøje sammen med menneskets udsigelses kraft. S.Y. er således et studie i, hvorledes det hebraiske alfabet kan have morfologiske egenskaber, når principperne i skriftet, læres, følges og derved personliggøres.
Karakteristisk er det at se, at Petitot tilskriver matematikken en overmåde potent rolle i sin tilgang til K.T. fx hedder det "matematikkens interne begrebsudvikling udgør en historisk dialektik af realistisk indebyrd, (om end den ikke "erkender" sin egen realisme)." Det er jo ikke i sig selv en ny iagttagelse, den forekommer allerede hos Augustin, der skriver i sin Confessiones at matematik er i al ting, phytagoræerne beskriver det således" verden er levende, og tal og harmoni er det mest evige og guddommelige af alt". Det ligger også som en grundforståelse i S.Y., at matematikken, der selvfølgelig har udviklet sig drastisk siden, sammen med sproget og det hebraiske alfabetet er grundelementerne i konstitueringen af den faktiske verdens opmåling. Matematikken er således en gennemgående kvalitet, når vi søger at ordne verden i systemer og anskueliggørelser, der her, selv på trods af de store epistemologiske forskelle "er i al ting".

Konklusion
Grundlæggende, og som allerede nævnt i indledningen, må det siges, at de verdensanskuelser som de to systemer epistemologisk repræsenterer, ikke er forenelige i et vokabular, men at de begge beskæftiger sig med sprogets og ordenes morfologiske egenskaber. I S.Y. som et praktisk system, der omhandler en åndelig destillations proces for den indviede elev, mens den semiotiske og strukturalistiske tilgang er af formalistisk og beskrivende videnskabelig art, hvor det, der undersøges, er et allerede i virkeligheden antaget eksisterende sprog, der kan formaliseres strukturelt, for derved, ved hjælp af K.T., at kunne skematisere betydningens morfologiske egenskaber, der ellers unddrager sig i en traditionel kvantitativ empiristisk tilgang til dette sprog, hvor den traditionelle strukturalistiske logik hidtil har undværet en betydningens form. Den analysis situs, som topologien nu gør mulig ved K.T. konstituerer et skematisk rum, samt et sted og en position, hvor betydningens form tr!
æder frem i sin matematiske form, som anvendelig repræsentation, der naturligvis ikke adskiller sig fra normal omgang med anskueliggørelser i humaniora, hvor repræsentionalistiske skemaer og modeller, i vid forstand garanterer for en forståelse og tænkes at nærme sig til en "virkelig" struktur "an sich", men naturligvis er et konstrukt, en adaption af den verden, vi reelt ikke kan få adgang til uden de repræsentationer, der i K.T. består af en matematisk retorik, der indfattes i den sproglige udsigelse.
I kabbalah opererer man med formaliseringer, der aldrig påberåber sig kausale og logiske kvaliteter i traditionel videnskabelig forstand, derimod er det på forhånd givet, at vi kun kan se toppen af isbjerget , hvor tilskyndelsen til iagttagelse og selve iagttagelsen er den verdensskabende proces, eller sagt på en anden måde, alting (gud) er på forhånd skjult, og må materialiseres gennem de konceptuelle emanationer i iagttagerens kognitive værksted, for at nå en sproglig form i tid og sted. Den erkendelse om de hebraiske bogstavers transpositionelle morfologi, der ligger til grund for S.Y. og ekspliciteres gennem skriftet, er således ikke en skematisk objektiv beskrivelse af bogstavernes og sprogets morfologi, eller en morfologi der baseres på forholdet mellem flere lag i en systemisk proces, men en lærebog i skabelse, som i sig selv er en morfologisk proces. Bogen opfordrer derfor til fordybelse og meditation §5 "10 sefirot belima: afhold dit hjerte fra tænkning, afhold din !
mund for tale. Men hvis dit hjerte løber, så vend tilbage til det sted, hvorfra du er udgået, og husk på, hvad der således er sagt: "de levende væsener løb frem og tilbage. " Og på dette er pagten oprettet." Studiet vanskeliggøres naturligvis af adgangen til det hebraiske sprog og henvisningerne til de hebraiske udgaver af Det Gamle Testamente, hvor bl.a. Ezekiels bog er af særlig relevans, idet at der er direkte henvisninger til dette skriftsted. (se note 40).
Det viser sig endvidere ved at beskæftige sig med de to systemers opfattelse af rum, som en konstituerende enhed for forståelsen af aktualisation, at rum-tid oplevelsen er så grundlæggende en begivenhed for den menneskelige opfattelse af livsverdenen, at den bruges i de forhold, der beskriver også de abstrakte formaliseringer, som strukturalistiske skemata, der har blot et anstrøg af det kontinuerlige i sig. Altså er også rumoplevelse konstituerende for vores adgang til og opfattelse af det virkelige på tværs af så forskellige erkendelsesmæssige udgangspunkter som de behandlede emners. Det er også vigtigt her at understrege, at det i det gennemgåede stof, har vist sig, at et begreb som betydning i S.Y. er knyttet til rum, sted og tid og i K.T. forsøges knyttet dertil i en stræben efter objektiv begrebsrealisme. Jeg vil her vove at konkludere, at en forskubbelse af betydning i forhold til rum, tid og sted, sandsynligvis vil have konsekvenser for vores menneskelige opfattelse!
af mening og betydning generelt i en negativ retning. På samme måde som en manglende forståelse af en objektiv sandhed, kan siges at skabe en større afstand til oplevelsen af det "virkelige", da en sådan sandhed kan komme til at stå imellem subjektet og oplevelsen af det virkelige.

Perspektiver
Kravet til videnskabelig objektivitet og empiri gør, at der er visse områder af den menneskelige erkendelse, vi videnskabeligt udelukker os fra at studere og beskæftige os indgående med, da vi uværligt vil støde på eller nærmere stå stille ved paradokser, der kan betegnes, som blind spots, eller epistemologiske "sorte huller", hvor objektet (som videnskabelig objektiv entitet) ikke længere findes, fx inden for strukturalismen i spørgsmålet om udsigelsens penible overgang fra indhold til udtryk eller i overgangen imellem en afsender og en modtager i informationsmodeller, der så kan søge at tage forbehold for de mulige årsager til, at information ikke dekodes i samme modus, som den sendes eller forfattes i, et forhold der aldrig kan opregnes i sin fuldstændighed, da det jo netop kommer an på oplevelsens modus og hvor vi her, som tidligere tematiseret inden for semantikken, ender ved den metafysiske problemkreds omkring sprog, bevidsthed og verden. Hvis vi, som i S.Y., vender v!
ores normale antagelse af, at verden allerede er givet, til at verden således ikke findes uden den sproglige udsigelse og iagttagelsen eller oplevelsen, og samtidigt forestiller os, som den daglige iagttagelse måske kunne hjælp os til, at objektet for vores erkendelse forsvinder i det øjeblik, vi så at sige fokuserer på det andet fortov, nærmer vi os samtidigt de områder af erkendelsen, der ikke lader sig materialistisk og empirisk studere uden et vist tab af indhold, og som kun overfladisk er behandlet i denne opgave, de "mystiske" traktater som S.Y., der bygger på en anden epistemologisk opfattelse end vores videnskabelige kvantificerbarhed og reduktionisme, men som i nok så høj grad bygger på et rationale blot inden for et helt andet paradigme.
Man kan slutteligt spørge til, uden at ville belemre læserne, eller spille bolden over på den anden bane, hvordan fremkomsten og nedbrydningen af former generelt set, her de strukturalistiske former og hypoteser på et ontologiske niveau, tænkes at komme fra. Et spørgsmål der rejses og ikke søges besvaret inden for rammerne af denne opgave. Spørgsmålet, i al sit naive enkelthed, kunne derimod være udgangspunktet for en opgave af kognitiv og religionsfænomenologisk tilgang til begrebet Logos.


Historisk kispus
Da jeg søgte i kilderne til de historiske tendenser omkring S.Y. og K.T. fandt jeg en vidtløftig historisk tråd de to systemer imellem, den skal ikke tages synderligt alvorligt, blot nævnes for pudsighedens skyld:
S.Y. er jo som nævnt hovedautoritet inden for naturfilosofien, hvor Bruno må ses som en af de væsentligste eksponenter, det er selvsamme Bruno, der bruger/opfinder begrebet monade, der jo senere af Leibniz, der i øvrigt selv er påvirket af den senere kabbalistiske tradition, udvikles til en monadologi, hvor pantokratoren står over enkeltfænomenerne, Leibniz er også den første, der efterlyser en afløsning for den euklidiske geometri, der bliver til den analysis situs, der gennemføres i topologien, der er jo så igen er baggrunden for katastrofeteoriens substratrum…

 


 

SVAR

 

Tak for din opgave, som jeg iler med at bringe - den virker umiddelbart både velfunderet og perspektivrig. Ikke mindst er jeg naturligvis glad for, at du har gennemskuet et af RUMs lidt mere opake lag.