Hvorfor egentlig?

 

Da mit poetiske indlæg om min fortvivlede situation som offer for kærlighedens uvane er blevet ignoreret, forestiller jeg mig, at I, der har nogen at give kærligheden til, og modtage den fra, hader desperadoer. Hvorfor egentlig? Fordi der ligger noget sygeligt i den kultur, i lever i, som gør kærlighed og erotik til en abstrakt konkurrence, således at det hele i virkeligheden blot handler om magt.

Hader I desperadoer som mig, fordi vi med vor bekymrede attitude minder Jer om dette - at alt det hellige er ved at blive reduceret til simpel dominans, den stærkes ret?

Vi skal komme efter Jer, skal vi!

Hilsen Kunstneren

 


 

SVAR

 

"Shall each man find a wife for his bosom, and each beast have its mate, and I be alone?" Ordene er Adams, Frankensteins uhyre i Mary Shelleys klassiske fortælling.

Da jeg første gang læste disse ord, græd jeg. Som de fleste femtenårige følte jeg mig selv som noget af et monstrum og frygtede, at det Vidunderligste altid ville være uden for min rækkefølge.

Dermed mente jeg ikke, at jeg ikke ville kunne finde en kæreste, men at det aldrig ville ske, at jeg fandt et væsen, jeg fandt fuldendt vidunderligt, og som var i stand til - nej ude af stand til ikke - at omfatte mig med den samme tilbedende kærlighed. Og du har ret - jeg havde næsten glemt den pubertære, uopfyldelige hunger, der som al anden fortvivlelse ikke er uden vrede, om end det naturligvis må være en vrede uden genstand - medmindre man vil "straffe" de fnisende skolepiger, som visse seksualmordere har givet udtryk for som deres intention.

Hvad kan jeg sige, andet end at der jo ikke er tale om en grundlovssikret menneskeret eller noget i nogen forstand selvfølgeligt. Den, der har opnået det, du begærer, har opnået alt, al ensomhed, alt tungsind er for evigt forjaget.

En mand med en smuk hustru, der elsker ham, kan smile medlidende ad the rich and famous. Men hænger det da ikke sammen?

Nej, en kvinde forelsker sig ikke i penge eller status, men i mandighed, hvilket er det samme som integritet. Den, der arbejder og kæmper helhjertet, vil vinde hendes.

Hemmeligheden, men også det svære, er, at vi først må blive os selv. Det lyder måske romantisk, og selv om det er sandt i teorien, er der naturligvis også en praksis at tage hensyn til.

Kærligheden er, om ikke ligefrem "den stærkes ret", så dog naturligvis en jagt, hvad der måske kan være ubehageligt at blive mindet om, når man endnu ikke har samlet sine våben. Men tro nu ikke, at det er en kunst i Ovids forstand, han forførte kun dem, der ønskede at lade sig forføre.

Så klodset en elsker jeg er, har det dog aldrig været en hindring, eftersom elskerens lidenskab er kvindens lidenskab, og hendes salighed hans begær. Du må elske, du må begære, og du må vise dine følelser, de må endvidere være oprigtige og ikke forskruede, ikke, hvad hun gerne hører, men hvad dit hjerte lægger dig i munden.

En smigrer kan måske more hende, men kvindens morskab er kort, derimod er hendes slaveri langt, når først kun dit hjerte, din mund og dine hænder kan give hende ro, thi i al lidenskab søger vi freden. Vær insistent, men ikke plagsom, den belejrede borg overgiver sig, men den frække tigger sætter man hundene på.

Gør intet, som hun ikke beder dig om, med ord eller med et blik. Træk dig hellere tilbage en gang for meget end for lidt.

Vær sikker på dine følelser, før du gør noget som helst, for at dit hjerte ikke skal blive en tilsølet måtte. Tal med hende, ord mellem elskende kan være sødere end kys.

Glæd dig ved hendes nærvær og hendes fravær, begge dele styrker kærligheden, som jorden planten. Elsk hendes sjæl, de fleste piger har to ben og to bryster, men ikke to kvindesjæle er ens.

Pas på hende, lad hende se, at intet andet betyder noget for dig end hendes lykke. Så vil hun komme til dig som en hind og blive hos dig som en hoppe.

Dog er alle disse råd spildte, hvis du endnu er en dreng, hvis den ene kan være så god som den anden, eller du har andre behov end hende. Så bør du vente, blive voksen, og forfølge dit andet livsmål, som altid er at hjælpe menneskene.

Tro endelig ikke, at det er din ret at blive elsket, nej, det er din pligt at elske uelsket - alt andet er nåde. Hvis du kan afkaste al denne barnlighed, denne fornærmelse, ja, hvis du kan bøje hovedet og modtage dette velmente brev uden at føle, at du har blottet dig, og at du nu må blæse dig op - da tror jeg, at der et sted venter en ganske og sikkert endnu aldeles for ung pige på din kærlighed, din ridderlighed, din ligefremme og netop derfor uimodsigelige mandighed, som vil sky de pyntede narre og blive din i ydmyg troskab. Tider og sæder skifter, forstår du, men Hun forbliver den samme ...