What's your point?

 

Kære Erwin,

Som Marko har jeg også fløjet sammen med Døden i Ufo'en mod en ny Verden og haft den samme oplevelse af tomgang og "handlingslammelse" i sidste halvdel af romanerne. Desværre må jeg erkende at tomgangen og handlingslammelsen findes hos mig selv.
Da jeg ikke har nogen klassisk-sproglig baggrund, er der meget af det græske, latinske og hebraiske der går hen over hovedet på mig. Med en Wulffiansk, arrogant elitisme - der åbenbart generer en del anmeldere - kan du blot sige: "Then learn the Languages".
Og du har jo ret; fat nogle ordbøger samt diverse grammatik og kom igang!
Men så kommer næste hurdle - referencer til Kabbala, diverse mytologier, religionshistorie osv.
Jeg står for foden af Bjerget og kigger op - vel at mærke efter en tur ned ad bakke med rygvind og solskin gennem første halvdel af bøgerne - og vælger så den nemme løsning; læser sidste halvdel uden at fange hele meningen.
Jeg har et liv ved siden af min interesse for dine bøger og kan ikke afsætte hele min dag til ENW-studier, hvilket jeg føler er nødvendigt for at yde din indsats fuld retfærdighed.
OK, what's your point?
Blot det at jeg udmærket forstår Marko og at det kan være svært at få det hele med, uden dine 40 års(?)selvstudier bag sig.
Mange hilsener og gode tanker,
Den Halvhjertede?

 


 

SVAR

 

Jeg tror, der er en af de berømte gyldne middelveje mellem Markos irritation og din dårlige samvittighed. Man må huske på, at enhver bedømmelse af nødvendighed går ud fra kriterier, som aldrig er universelle - og altid på det nærmeste er pisket til at foregive at være det.

Hvis du skulle være i tvivl, lever vi i "informationssamfundet", som er en moderne udgave af oplysningstiden. Ligesom døden har idealer deres stadier.

Først håber og tror vi, så skuffes vi, og til sidst beslutter vi, at det ikke er så galt endda, vi er såmænd nok sådan omtrent nået frem. Ak ja, der er langt fra Luthers fortabelsesangst til Møllehaves selvtilfredshed.

Og vi lever nu engang på en tid, hvor, takket være diverse skolereformer, alle ved alting om alting. Har du et filosofisk eller teologisk spørgsmål?

Vil du have bedømt et kunstværk? Spørg den første, den bedste, du møder på gaden.

Det er nu engang velsignelsen ved at leve i et oplyst folkestyre, hvor magthavere ikke længere kan stikke de dumme bønder blår i øjnene. Men hvad nu, hvis vi støder på noget, vi ikke forstår?

Vel, da vi forstår alt, hvad der er mening i, er der ingen grund til at gruble specielt meget over det. Problemet opstår, når vi har en lumsk fornemmelse af, at nogen bilder sig ind at vide noget, vi ikke ved - which, of course, is pretty ridiculous, men alligevel på en måde irriterende.

Alternativet synes nemlig at være at føle sig grænseløst dum. Hvorfor læser du ikke latin og hebraisk, din nar?

Hvordan kan du tillade dig at bruge dit liv og dine evner på noget som helst andet end at tilegne dig Neutzsky-Wulffs - på sin egen måde - lige så begrænsede baggrund? Nu er jeg ikke specielt oplyst, måske er jeg endda idiot.

Jeg kan i al fald huske svare kvaler med at kæmpe mig igennem de hebraiske verbalsystemer. Jeg var også - helt oprigtigt - ganske desorienteret, da jeg første gang stiftede bekendtskab med den ægyptiske dødebog.

Måske er det en medfødt optimisme hos mig, at jeg glædede mig over det, jeg forstod, og ikke ærgrede mig specielt meget over det, jeg ikke forstod, some of which jeg faktisk allerede forstod ved anden gennemlæsning. Af en eller anden grund syntes jeg heller ikke, det var afsindigt irriterende, at jeg skulle slå gudenavne op i snart sagt hver linje.

Tell me I'm crazy, tell me I'm slow. Som barn elskede jeg at gå i biografen og se historiske film.

Men det bedste var nu ligegodt at have købt billetten tre dage i forvejen og tilbringe dem på bibliotekets læsesal for at finde ud af, hvad det nu egentlig var med Henry II og Becket. Jeg læste "Seven Pillars of Wisdom", inden jeg skulle ind og se "Lawrence of Arabia".

Film, som ikke krævede leksikonopslag af nogen art, fandt jeg oprigtigt talt mindre underholdende. Så der må være noget, jeg har misforstået.

Jeg tror, jeg ville have købt RUM, og hvis jeg skulle læse 10.000 sider på biblioteket for at forstå, hvad den handlede om, tror jeg, jeg ville føle, jeg havde fået 10.000 sider for 650,- og det er da en god forretning. I dag ville jeg forstå alle ordene og henvisningerne - nåja, de fleste af dem - og det er da kedeligt.

Kort og godt forekommer I mig umiddelbart at være et par kværulanter. Du brokker dig over, at du skal se en film, du ikke har set, og Marko over, at han skal se en, han ikke gider se.

Tænk, ikke at have læst Shakesperare, forstået Neutzsky-Wulff eller set The Ten Commandments! That must be glorious ... Det er da rart at vide noget, men det trøsterige er dog trods alt det, man ikke ved.

For nylig opdagede jeg, at jeg havde glemt alt om den Spanske Arvefølgekrig. Det er jo som at finde penge i en automat.

Så, nu er du vist blevet skældt nok ud. After all, you're basically a good guy.

You read my stuff - maybe you even buy it! So don't worry, be happy.

Neutzsky-Wulff-romaner er skideskægge. Have another.

Hilsen Erwin

P.S.: Tit forstår man jo ting, hvis man giver sig selv lov til det. Og da forståelse frem for alt er Oplevelse, er det altså alt i alt et spørgsmål om at kunne lade sig flyde med strømmen, læse videre og blive grebet, selvom man ikke synes, man forstår en skid. Det er vist nok lettere for piger end for drenge, fordi drenge synes, de først har forstået noget, når de kan lære det videre til sidemanden. Men Forståelse er en Følelse i maven; hvis du drømmer en drøm om en nattergal, er det fordi, noget i dig har forstået noget vigtigt om nattergalen. Og hvorfor ikke i første omgang tillade sig selv at være glad for og stolt af det? Drenge tror tit, det er en piges undskyldning for at være dum, men det er det modsatte; hun giver sig selv lov til at være klog, hun erkender, at verden (nattergalen) udspringer af hende selv. Er det mon et mindreværdskompleks ved at være en falden gud ...

Helena