Mere samliv

 

Hej Helene
Jeg synes det lyder smukt, fascinerende og rigtigt, når du skriver om kærlighed i parforhold, at "man kan kun leve sammen, hvis man bliver eet osv.

Jeg har også en ide, ideal eller længsel om at blive eet med min livsledsagerske. Hvad der egentlig helt ligger i dette udsagn, har jeg endnu ikke helt begrebet, men jeg opfatter det som en slags grundlæggende længsel hos mig, som er svær endeligt at definere på en ordentlig måde. Måske fordi, der i virkeligheden er tale om en erfaringsbeskrivelse, jeg ser frem til hos mig og kæresten, som jeg ikke kan beskrive, da erfaringen endnu ikke er opnået på anden måde end i små glimt. Derfor er det dejligt, at du udtrykker din erfaring på området.

Alligevel er der noget jeg studsede over, da jeg læste dit svar. Kernen i det du skriver, drejer sig om en total overgivelse til den anden, som til gengæld vier sit liv til den første.

Denne totale overgivelse indebærer opgivelse af personlighed og vilje for at kunne blive et væsen.
Den har jeg lidt svært ved at fordøje. For spørgsmålet om hvilket væsen de så bliver, er mig uvist. Fra en synsvinkel, kan jeg se det som den rene tortur, idet den anden bliver en integreret del af den førstes sinds kringelkroge, der kan indeholde oplevelsesområder lige fra "helvede til himmel". Fra en anden synsvinkel, synes det som om, den anden bliver manna for den første. M.a.o. en slags kraftfoder. Fra en tredje synsvinkel, synes det som om, den anden siger til den første: "tag dig af mig, jeg kan ikke selv. Du ved bedst". Det som undrer mig lidt er, at der ikke er tale om en egentlig overgivelse fra begge parter, men kun fra den ene part. På den anden side skal der vel være en som har "hånd i hanke" med tingene. Det virker mere som om , der er tale om et styrkeforhold, hvor den stærkeste i indoptager den svageste. Lidt i stil med religiøse mennesker, der overgiver sig til deres guddom.

Selv går min ide, følelse eller hvad det nu kan kaldes, om at blive eet i retning af en slags "symbiotisk" enhed med livsledsagersken, som i overgivelsen skaber en slags "synergi-effekt", der i sit "overskud" beriger, "som væsen", både den enkelte og parret.

Der er måske nogle ting jeg har misforstået eller overset og vil være glad, hvis du vil uddybe det noget mere.

Jeg kender ikke noget til gudernes kærlighedsliv eller kærlighedsevne, da jeg ikke mindes at have mødt nogen, men formoder, at kærligheden ikke er forbeholdt guderne alene, men at vi mennesker også tager del i den.

Med venlig hilsen Monsie

 


 

SVAR

 

Kære Monsie!

Jeg forstår din forvirring. Det er klart, at man kan skrive meget om kærligheden uden på nogen måde at få emnet udtømt. Samtidig er kærlighedens ansigt jo aldrig det samme fra forhold til forhold, og jeg hverken vil eller kan råde andre til, hvordan de skal elske.
Jeg kan kun bruge mig selv som eksempel, hvilket jo er særdeles blottende. Derfor fatter jeg mig gerne i korthed, hvorfor tingene indimellem kommer til at lyde mere skematiske, end meningen er, og derfor opstår der lettere misforståelser.
Det er meget vigtigt for mig i denne sammenhæng at give udtryk for, i hvor høj grad mine følelser er mine, og ikke doktriner for, hvordan jeg mener, andre bør føle! På den anden side er vi jo også gode til at snyde os selv, fordi noget i os er bange eller ikke har lyst til at give slip, og da kan det være lærerigt at høre, hvad andre har oplevet ved at gøre præcis det, vi frygter mest af alt ...
Dette er selvfølgelig ikke et udslag af en I'm-ok-you're-ok-mentalitet, bare, at jeg ved, at jeg har smagt jordbær, og at jeg må gå ud fra, når nogen spørger mig, hvordan de dog smager, at de aldrig selv har smagt dem. Så kan man blive fornærmet, når jeg påstår, at de er søde og røde, hvis man nu selv synes, de skal være sure og blå.
Når vi elsker, er det jo ikke et bevidst valg, vi foretager, ikke noget, vi konfererer med os selv om. Eller hvis det er, er det i hvert fald ikke det, jeg forstår ved kærlighed. Kærlighed er at falde i en brønd og ikke kunne komme op igen. Hvis man kan tale sig selv til fornuft eller stille spørgsmål ved sine følelser og det fordelagtige i dem, "er hun nu noget for mig?", "hvad vil min mor ikke sige?" eller "hvad så med børnene og lejligheden?" - ja, så er det ikke jordbær.
Min pointe er, at begge falder i en brønd, som de ikke kan komme op af igen. Begge overgiver sig til noget helt tredje, som er kærligheden. Husk på Magnus' digt FANGERNE (RUM s. 96):

Nu er jeg da omsider fri,
skønt fanget i en drøm,
og al min lykke ligger i
en nøgle på et søm.

Det glimter i det blå metal,
den råber til mig stum,
da griber jeg den som en gal
og iler til dit rum.

Du hæver blikket, først til mig,
og siden til den kæde,
der ubarmhjertigt binder dig,
min fange og min glæde.

På tæerne du står så smukt,
og ingenting du gemmer,
som ventede du piskens tugt
af dine bløde lemmer.

Jeg var dig gerne redningsmand,
befrier, ja, og trøster,
dog ej engang mit blik jeg kan
befri fra dine bryster!

Du er jo alt, hvad jeg har kær,
og hvis jeg gør dig bange,
så må du huske, at jeg er
din hjælpeløse fange.

Den gør så ondt, den kærlighed,
for kvinden som for manden.
Men kan i den du finde fred,
så trøster vi hinanden!

Jeg forstår godt, hvis du viger tilbage for den fuldstændige overgivelse, for den kræver godt nok sin Mand (m/k), der er ikke plads til stemningsskift og navlepilleri, egocentricitet eller luner, kun kærlighed, og hvem fanden kan leve op til det, være så ren, så selvløs?
Jeg har set kvinder, der er har hengivet sig til deres forelskelse og er blevet betalt med mishandling af deres såkaldte 'Herrer', dvs. magtsyge drengerøve, hvis dybsindige forståelse af Kærligheden er noget med, at det kun er kvinder, der kan finde ud af at støvsuge, og hvis de ikke sætter røven i vejret på det rigtige tidspunkt, skal de bare have nogen smæk, for det elsker de jo!
Det er den store Misforståelse: Kvindens (eller mandens) overgivelse er jo ikke til for den dominerende parts skyld, men for den vigendes! I offeret er det centrale ikke gudens fulde mave, men menneskets tilbøjelighed til at ofre! Eller rettere: det er en symbiose, hvor alle får i pose og sæk, som i alle åndelige pagter. Der er intet Jeg og derfor ingen opfyldelse af Jeg'ets behov, kun Verdens behov.
Opgivelsen af viljen og Personligheden er Nøglen til Døren til Verden. Viljen er det præfrontale cortex' navneskilt på skrivebordet, og dets job er at holde os fangne i en verden af consensus og kausalitet, fast form og sprogets indbyggede begrænsninger.
Når vi opgiver dette, holder vi på en måde op med at være mennesker, bliver dyr - eller guder, om du vil. Vi transcenderer os selv, åbner os for livet og for kærligheden, som en bæk, der pludselig ikke længere er dæmmet op. Det er en gylden stråle, der står ned igennem os og brænder alt andet end sig selv bort.

Alt Godt!

Med venlig hilsen Helena