Hvor mange af dine bøger har Helena skrevet?

 

Hvor mange af dine bøger har Helena skrevet?

 


 

SVAR

 

Det er godt nok et underligt spørgsmål - med mindre du mener, hvor mange af Erwins bøger, jeg har renskrevet, så det er det, jeg har tænkt mig at svare på. Jeg har renskrevet sidste halvdel af UFO, hele RUM og til dags dato ½ Abattoir.

I al beskedenhed tror jeg ikke, at Erwin havde kunnet skrive RUM på 11 måneder (hvis han kunne have skrevet noget så komplekst overhovedet), hvis jeg ikke havde ageret sekretær. Han hader nemlig at renskrive; han trækker den så længe han kan, kladdebunken i skuffen vokser, og til sidst må han lade romanen ligge i et par dage for at få skrevet ind, og det forstår man jo godt, at han ikke gider.

"For længe siden" skrev Erwin direkte ind på computer, som han gør med det meste faglitteratur. Det er kun skønlitteraturen som kun gider lande via skrivemaskinen. Poesien er helt ude i tovene, den manifesterer sig helst via kuglepen og stort set alt, hvad der kan skrives på, og helst under æbletræet eller ved solbærbuskene.

Landevejen har vist også fået grønt lys som landingsbane ... problemet er, at Erwins håndskrift er nærmest ulæselig (den ligner hebraisk, men er det på ingen måde; hans ettaller ligner totaller og hans totaller ligner ettaller, hans tretaller er en lodret streg, firetallerne et kryds og femtallerne en lodret streg, som dog er let kroget - længere ved jeg ikke, om han kan tælle med hånden), så den må han selv renskrive - jeg skal vise jer et eksempel ved lejlighed, you won't believe it!

Hilsen Helena

Så lykkedes det ...