Er du god til sport?

 

Efter at have set billedet af din håndskrift tænkte jeg, at der måske kunne være en sammenhæng mellem motorik og retorik, hvilket var opmuntrende, da jeg altid har løbet langsomt og snublet ofte, og derfor måske kunne have chance som skriver, når nu mine rickshawkørerfærdigheder ikke var til at få øje på, men desværre sætter mine kommaer sig dårligt. Er du god til sport? Snubler du ofte? Er boksere dårlige til at fatte og forfattere dårlige okser?

 


 

SVAR

 

Når min håndskrift er så elendig, skyldes det nok hovedsagelig, at jeg har benyttet en skrivemaskine, siden jeg var tre år gammel. Jeg skal dog ikke nægte, at jeg aldrig har været "god med hænderne".

Vi er jo en sær blanding med gener mange steder fra. Engang i urtiden udskiltes en jæger- og krigerkaste af bondebefolkningen, og i årtusinder er egenskaber blevet fremelsket hos disse, som passede til deres station in life.

Bønderne blev store og tunge og med et godmodigt temperament, som sjældent bragte dem i fare for at miste mere end et øje eller en tand. Krigerne blev små og vævre, intelligente og aggressive.

Når et individ fødtes, som havde de "forkerte" egenskaber, skiftede det automatisk klasse. Hver havde deres karakteristiske fysiognomi og livsopfattelse.

Adelsmanden smilede ad bondens snusfornuft, og bonden ad adelsmandens æresbegreber, men det var ikke nogen ond latter. Begge vidste, at de ikke kunne undvære den anden.

Bonden arbejdede med godt humør for adelsmanden, der døde med godt humør for den kostbare bonde, som han aldrig kunne finde på at risikere på nogen måde. Sådan var det måske fortsat, hvis ikke borgerstanden var opstået, en underlig krydsning mellem de to.

Den havde bondens selvtilstrækkelighed, men adelsmandens ærgerrighed. Dens våben var ikke jern, men guld.

Arbejde og ære var lige afskyelige for den. På et tidspunkt blev den enerådende, og både adelsmand og bonde måtte indsluses i det nye samfund.

Bonden blev industriarbejder, mens den tidligere adel dannede en intellektuel overklasse, indtil dens blod blev så tyndt, at der ikke længere var behov for at kanalisere dens uhyggelige kræfter. Indgiftning blev reglen snarere end undtagelsen.

Vi kan stadig se de to typer i befolkningen, men forskellene begynder at sløres. Endnu er den intellektuelle spirrevip og "det store dumme brød" en genkendelig erfaring fra vores skoletid, men snart vil dette være blot endnu en myte.

Det har været en vigtig del af "demokratiseringen" (overgangen til bourgeoisiets diktatur) helt at fornægte disse forskelle. Dette fører dog ikke umiddelbart til medmenneskelig forståelse.

Måske var det en ide i stedet for at forbande "fascister" og "racister" at se folks meninger som udtryk for deres samfundsklasse, som trods alt stadig er til en vis grad genetisk betinget. For en bonde kan zenofobi og frygt for forandringer være en god ting.

Borgerstanden kan ikke føle et samfundsansvar, det er imod dets inderste natur. Intellektuelle er ikke samfundsstøtter, de er enten in charge eller fribyttere.

We are what we are. Med en sådan forståelse behøver vi heller ikke endeløst at have dårlig samvittighed, fordi vi alle sammen skal stræbe efter den Sandhed og Godhed, som de aktuelle magthavere ud fra deres samfundsklasse abonnerer på - ligesom det meget behageligt gør sludder af "fremskridt" og "historisk Udvikling".

Hvorfor skulle jeg ønske at tilhøre højadelen? Der er ikke noget specielt ædelt ved mig, min grove fremtoning i spejlet er den solide godsejers, og det er da også denne klasses egenskaber, jeg finder hos mig selv, en aggressivitet, der er mere stædig end heroisk, en sej, tykhovedet selvhævdelse.

Hvorfor skulle jeg ønske at være noget andet, end jeg er? We didn't just fuck the maids and beat the servants, you know!

Hvis jeg stræbte efter at "forbedre mig", hvorfra skulle da min kraft komme? Nej, jeg løber ikke langsomt - så meget jæger er der tilbage i mig.

Jeg er klodset med hænderne, men på benene er jeg sikker. Til sidst vil jeg ønske dig tillykke.

Det virker, som om du - i modsætning til så mange andre - er fast besluttet på at opdage, hvem og hvad du er. Hvad det end er, vil det vise sig uundværligt, når du blot ikke forråder det.