1001 Reklamer

 

Er denne side blot 1001 reklame for et forfatterskab, eller kan man regne med nogle af de ting der står? Det virker så fjollet at bruge time efter time på blot at blive overbevist om noget man allerrede ved inden man kommer eller endda på at få revet et forestilling i tusind stykker.

I tilfældet reklame som formodet: Tror man ikke at læserne bliver skræmt væk af sarkasmen og onskabsfuldhederne. - eller er det blot en del af den formodede pasion for masokisme blandt læsere og forfatter (lidt spanking, ikke for hårdt men heller ej blidt)?

Eller er det hele bare for sjov? Hvor er så forfatteren? Kan han kontaktes, hvis der endelig skulle være et fornuftigt spørgsmål, vigtigt for en læser?

 


 

SVAR

 

Dine spørgsmål virker alvorligt ment (om ikke påfaldende klart formuleret) så jeg skal gøre mit bedste for at besvare dem. Siden begyndte ganske rigtigt som en reklame, dog ikke for forfatterskabet (som er ligesom sæbe, enten behøver man det, eller også behøver man det ikke) men for nogle kurser, hvis formål hovedsagelig var at rette op på min dengang begrædelige økonomi (efter et huskøb).

Senere pegede antallet af besøgende, kommentarer i pressen og en del læserbreve på, at nogen fandt den rigtig underholdende. Det er jo ikke noget, jeg bruger tid på, mere sådan en afveksling fra et slag Civilization, så hvis det nu kan more nogen.

Jeg ved ikke, hvorfor man ikke skulle kunne "regne med de ting, der står", medmindre man har en mistanke om, at man ikke forstår den oprigtigt talt temmelig vandstøvlefaste ironi. Jeg regnede sådan set kun med, at det var mine bøger, der kunne "rive forestillinger i tusind stykker" - så er hjemmesiden måske alligevel ikke det rene pjat.

Jeg plejer at sige, at min pædagogiske metode er at kalde folk for idioter - idioterne føler sig truffet og forlader publikum, hvorefter vi andre kan få noget fra hånden. Jeg synes selv, min humor er så godmodig, at man enten skal være a pompous ass eller lide af et meget stort mindreværdskompleks for ikke at tage det med godt humør.

Javist er det da for sjov. Selvhøjtidelighed er der nok af på nettet.

Forfatteren er right here, og du har fået svar på dine spørgsmål. Jeg har i løbet af det forløbne døgn modtaget fire spørgsmål og har besvaret de to.

De to sidste havde jeg ikke nogen fornuftig kommentar til. Og nej - endnu en vandrehistorie - jeg har aldrig fabrikeret et spørgsmål eller indlæg til enw.dk, undtagen som en parodi på denne praksis hos andre, og så har der igen ikke været noget at tage fejl af.

Men jeg må da indrømme, at jeg har bragt en del tåbelige (men altså ganske autentiske) indlæg, bare for fornøjelsen ved at give et kvikt svar. Kvalificeret modstand kan jo være lidt sværere at få. Somme tider forekommer jeg mig selv at være et af disse ulidelige mennesker, der render rundt med et bræt og en æske skakbrikker, i håbet om at finde nogen, han ikke kan sætte mat i tre træk ...