Fortærende følelser

 

Du taler meget i dine bøger om menneskets følelser, kærlighed, had,forelskelse osv., selvudslettende kærlighed, uselviskhed, om lidenskaben og dens værdi.
Hvad med de følelser, der kunne kaldes "lavere" i den forstand, at de i høj grad bunder i egoisme (og de, der nærer dem også kan se det), således at de både er ubehagelige at føle og kan fortære den, der "rammes" af det? jeg tænker på sådanne ting som sårethed, diverse frustrationer, i det ekstreme tilfælde kærlighed, der bliver til had som i fortællingem om Mary Cave i RUM. Har du et bud på hvad disse (tilsyneladende ganske negative og skadelige) følelser vil os?

Peter Christiansen

 


 

SVAR

 

Mange problemer opstår som bekendt af begrebsforvirring. For det første må vi skelne mellem drifter og følelser.

Følelser er blot oplevelsen af vores øjeblikkelige fysiologiske tilstand og har altså ikke i sig selv nogen dynamik. Drifterne "driver" os på grund af den cerebrale modstand, uden hvilken der blot ville være tale om automatiske adfærdsmønstre.

Det er altså disse - af storhjernen mere eller mindre modererede - adfærdsmønstre, der styrer vore handlinger. De integreres hovedsagelig i det limbiske system, hvor dynamikken stammer fra.

Vi kan altså egentlig ikke "ville" noget, kun reagere på noget allerede "villet". Det er denne psykologiske skæbne, religionen forholder sig til.

Når vi vil dele disse drivkræfter op i "gode" og "onde", må vi først gøre os klart, hvad vore kriterier er. Er de f. eks. religiøse eller sociale?

Den religiøse etik er kognitiv, den anbefaler handlinger, som faciliterer frembringelsen af virkelighed. "Egoisme" er ifølge denne opfattelse ene og alene negativ, fordi den isolerer selvet fra verden, og altså aldrig - som hos os - "sund". Krig tenderer selvopofrelse og er altså "god" ud fra et religiøst grundsynspunkt, men videre social er den dog ikke.

"Højere" og "lavere" er en anden opdeling. Her ville atter for den religiøse dyrets selvløshed være en "højere" egenskab, men for den sociale en lavere, eftersom kærlighedens "dobbelte egoisme" og medfølelsens irrationalitet går imod samfundets princip.

I alle tilfælde skal man nok være forsigtig med at sætte sig til doms over de menneskelige bevægekræfter og beslutte, hvilke der kan "undværes". En fornuftig udgave af moralen ville synes at være en, der så vidt muligt tilgodeser alle menneskers behov.

Uheldigvis hører længsel og kamp, sorg og smerte til menneskets allervigtigste behov. Ofte er det mangel og begrænsning, der lader os overgå os selv i menneskelighed. Så måske skulle vi lade guderne om at passe forretningen ...