Moses' horn

 

Et sted i Rom i en, efter romersk målestok, temmelig ydmyg kirke, står en statue af Michelangelo. Den forestiller Moses, siddende i en stol med stentavlerne under armen og fingrerne begravet i det tykke skæg. Det, der er ganske usædvanligt ved ham er, at han er udstyret med horn. to små stumpede horn af den slags man venter at se hos en Pan figur, men bestemt ikke på Moses. Om statuen er der skrevet stolpe op og stolpe ned. Freud skrev en afhandling om den og også Tom Kristensen har beskrevet den i svulstige og lidenskabelige vendinger. Freud undgår konsekvent at kommentere hornene, og Tom Kristensen undviger og kalder dem "geniale lysstråler der udgår fra hovedet". temmelig søgt efter min mening. hele sceneriet, og statuens placering i en kirke taget i betragtning, forekommer mig temmelig mystisk og blasfemisk. Det med det mystiske plejer jo at være din hjemmebane, så måske du kan kaste lidt lys over sagen.
venlig hilsen andreas

 


 

SVAR

 

Ifølge 2. Mos.34,29 har Moses' udseende undergået en forandring, da han stiger ned fra Sinaj efter at have talt med YHWH, som udtrykkes ved det hebraiske verbum qaran, der betyder "at være hornet". En sådan identifikation mellem en tyregud og hans tilbeder har ikke været unaturlig for et folk, som endnu ikke ganske har forladt det totemistiske stade.

Samtidig betyder dette, at de ser horn alle vegne, ikke blot "hjørner" (samme etymologi) men også solen har horn - hvad vi vil kalde stråler. En alternativ - og mere populær - oversættelse er altså, at der udgik stråler fra hans hoved.

"Moses vidste ikke, at hans ansigts kød havde fået horn af at tale med Ham" og "Moses vidste ikke, at hans ansigtshud strålede af at tale med Ham" er altså for så vidt begge legale oversættelser. Ikke overraskende har bibelselskabet valgt den sidste, mens vi i Vulgata, den latinske oversættelse, som Michelangelo har kendt, læser: "ignorabat quod cornuta esset facies sua ex consortio sermonis Dei", altså igen, at han ikke vidste, at hans udseende var blevet hornet af hans samtale med Gud.

Det øjeblik, kunstneren har villet forevige, er netop den nys nedstegne Moses, endnu fyldt af ånden og grublende over, hvad han har set. Om hornene er faunagtige eller ej, kan diskuteres, sandsynligvis har Michelangelo generet sig for at give ham et par solide vikingehorn. Faktisk ligner de til forveksling dem, Politikens karikaturtegner i sin tid udstyrede undertegnede med ...