Angående horn

 

Nu læste jeg indlægget omkring Moses og hornene. Og så tænkte jeg lidt.
Måske er det nogle gamle klicheer, men hvordan kan det så være at det
typiske djævlebillede også er fremstillet med horn. Ifølge din gode
forklaring, ligger der jo en undertone af noget godt (lys) i det.
Lucifer=morgenstjernen eller hvad? Kunne de i datiden finde sympati hos den
kristne satan, ved at fremstille ham således, eller er det kommet til
sidenhen?

Jesper Johansen

 


 

SVAR

 

Der er gjort talrige forsøg på at forklare, hvor Djævelens horn kommer fra. Mange har villet identificere ham med forskellige antikke guder, som jo ofte på grund af deres totemistiske ophav var hornede.

"Den hornede" (gallisk: Cernunnos) var således et almindeligt epitet for de guder, de kristne var "up against" i Nordeuropa. Man har dog en tilbøjelighed til at glemme, at Djævelen ikke blot har horn, men bukkeskikkelse.

Det mest sandsynlige er således, at han har overtaget den efter de populære naturånder, som man ofte engagerede sig med seksuelt, og som vi kender fra blandt andet Dionysoskulten. Satan er altså i denne skikkelse en art forvokset faun, en middelalderlig Pan, og fremstillingen er lettere humoristisk.

I den mere "seriøse" version af Satan har han ofte skikkelse af en slange eller drage. I øvrigt var hornene ikke altid mandlige.

Nymånens "horn" var længe symbol for Magna Mater-kult, som de kristne bekæmpede med samme entusiasme som konkurrenten Mithra (som også var en tyregud). Lucifer er Venus, Morgenstjernen, et andet billede på dette og som sådan konkurrent til solen - den tidlige kristendom var ligesom mithraismen en solkult. Det er altså lidt kompliceret ...