Djævlens advokat

 

Jeg genså forleden filmen "Djævlens advokat", og kunne ikke lade være med at tænke på hvad du mon synes om den.

PFT
Jeppes barnebarn

 


 

SVAR

 

Det var da en morsom afveksling fra den generelle tendens i moderne film til at idealisere det totalitære samfund, hvor man skyder først og stiller spørgsmål bagefter, og aliens (illegal or otherwise) just want us to "DIE!" Da det amerikanske retssystem er den væsentligste hindring for opfyldelsen af dette mål, er det meget forståeligt en af de mere yndede skydeskiver.

Jeg er sikker på, at du kender argumentet, at sagførere er "skrupelløse" og kun interesseret i at vinde, med det resultat, at de frisætter de forbrydere, de gode politimænd med fare for deres liv forsøger at frelse os fra. Hvad de ifølge fascisterne burde gøre, var at sætte sig til doms over deres klienter og kun forsvare dem i den udstrækning, de personlig var overbevist om deres uskyld. Dette overflødiggør naturligvis meget praktisk dommer og nævninge, og i grunden også sagførerne, hvorfor vi er tilbage ved politiets altid berettigede nedskydning af mistænkte.

Her er Djævelen altså (lidt overraskende, hvis man ikke kender Ham) garanten for borgerrettighederne. Han vinder endda! Det kan man da kalde en happy ending i den gode gamle Capra-stil ...