Alien og Starwars

 

Kæreste Hr. Wulff

Jeg sad lige og så på et gammelt indlæg omkring dine yndlings film "Of all time", og indså, at Alien og Starwars ikke befandt sig iblandt disse.

Hvad synte du om de to Sci-Fi mastodonter? hvilken Starwars og Alien film er din favorit? og nu hvor vi er i gang, hvilke skal simpelthen bare brændes og smides i Ganges?

PS. Ser du mon fodbold i disse vidunderlige VM tider?
og hvad er den sidste gode Sci-Fi bog der er skrevet? (du har på et tidligere tidspunkt erklæret genren for død)....

En masse spørsmål fra en trofast læser.

Hilsen Jacob Top Møller

Odense

 


 

SVAR

 

Det er jo et spørgsmål om en forskydning af købekraften. I min barndom lå den hos den voksne middelstand, men omkring 1960 opdagede man, at den havde flyttet sig.

Resultatet var en stribe "ungdomsfilm", hvilket heldigvis indbefattede Roger Cormans Poe-filmatiseringer og Terence Fishers remakes af de gamle universal-klassikere. Det samme gjorde sig gældende på musikscenen.

I mellemtiden er der så sket en yderligere forskydning. ALIEN er således en god "gammeldags" gyser-film, selv om jeg egentlig fandt ALIENS mere helstøbt, uden at nogen af dem dog kan gøre krav på at være klassikere.

De henvender sig med andre ord (ligesom Beatles og Abba) til tolvårige, mens STAR WARS - som Madonna og Michael Jackson - sigter på de syvårige. Noget andet er så, at det efter min mening er dårlig børnelitteratur, Henry Potter-bras.

Det er ikke den mindste smule eventyrligt, for eventyr er historie, intrige, og i bedste fald mysterium. Star Wars er et legetøjskatalog for retarderede.

Det var vist Tolkien, der startede denne tendens med pseudomytologiske stene for brød, hvis formål er at placere sig som en solid mur imellem menneske og myte, post-mortem-Disneys anti-sex og oversukret fascisme om de "gode" (the Government) og de "onde" (everybody else). Alt sammen beregnet for de kulturelle analfabeter, der tror, denne ondartede borgerlighed er "fantasi" - nazisterne var særdeles barnlige.

Den sidste sci-fi-FORFATTER var nok Ray Bradbury, men hvis man tager filmene med, er der naturligvis Spielberg, inden han begyndte at lave ubehagelige spekulationsfilm om negerslaver og koncentrationslejrfanger. Vonnegut kan måske komme med på afbud.

Jo, jeg har da også været far og rendt rundt og sparket til en rød bold med en toårig. Men så vidt jeg husker, var mine tanker et ganske andet sted.