Projektuge

 

hej Erwin.
Vi er tre piger fra bornholm der har projektuge. Vi har om satanister.
Vi har set navnet Neutsky-Wulff flere steder i blade om satanismen. En af vores lærere har vist også engang interviewet Helena Neutsky-Wulff, så derfor ville vi gerne have et interview af dig/jer. hvis det kan lade sig gøre så skriv til amaliemuz@hotmail.com så kontakter vi jer. Hvis ikke så må i meget gerne svare på disse spørgsmål og sende det til os på samme adresse inden tirsdag.
1. Hvad er satanisme?
2. Hvad går det ud på?
3. Hvorfor vælge satanismen?
4. Hvad fik dig/jer til at blive satanister?
5. hvordan er forholdet til kristendommen?
6. har man specielle ritualer?
Vi ville blive meget glade hvis i ville svare på spørgsmålene.
med venlig hilsen: Fie, Sofie, og Amalie.

 


 

SVAR

 

Kære Fie, Sofie og Amalie!

Tak for jeres venlige og fornuftige brev. Det er rigtigt, at mit navn ofte sættes i forbindelse med "satanisme".

Det skyldes, at jeg ofte har gjort opmærksom på, at vor egen tid med dens materialisme, demokrati, osv. står i et fundamentalt modsætningsforhold til kristendommen, og er inspireret af "oplysningsfilosoffer", der som Voltaire opfattede sig selv som antikristelige. Den moderne dansker er altså ikke, om han så konfirmerer sine børn eller ej, kristen - hvis han er noget i denne terminologi, er det satanist.

Hvis I en dag får mulighed for at åbne en bog, man gerne holder omhyggeligt lukket, nemlig Det Ny Testamente, vil I utvivlsomt opdage, at det grundlæggende krav om "først at søge Guds Rige", ja, at "hade fader og moder og endog sit eget liv" ligger jer temmelig fjernt. Det er naturligvis ikke så underligt, at denne verdensforsagelse ikke frister jer, men når Folkekirken af rent økonomiske grunde insisterer på, at det er skam heller ikke nødvendigt, bare man ikke lyver og stjæler, så er det Svindel.

Det kan teologerne ikke lide, man gør opmærksom på, og så er man Djævledyrker. Og det er jeg da, ud fra et rent nytestamentligt synspunkt (f. eks. mener jeg ikke som Bibelens forfattere, at homoseksuelle skal stenes) men dog ikke i så høj grad som de præster, der tjener deres brød ved at lyve om og forhåne Kristus. Det er om dem, Kierkegaard siger, at der er større håb om frelse for en morder end sådanne kristne - men han var måske også satanist ...

Der findes naturligvis også folk, der "beder til Satan" og lignende vås. De fleste af dem er disciple af en afdanket tryllekunstner ved navn La Vey, som plejede at tage plastic-horn i panden og underholde ved børneselskaber.

Det er for det meste små drenge, der gør sig interessante ved at være "onde" og skræmme deres letskræmte forældre og lærere. Måske synes I, det er lidt mere spændende at skrive om end arbejdsløshed, men i virkeligheden er det naturligvis tidsspilde. Men hvis I endelig vil skrive om "det onde" i betydningen egoisme og menneskefjendskhed, så skulle I prøve at få et interview med Statsministeren ...

Venlig Hilsen
Erwin