Undvigelse fra consensus

 

Kære Erwin & Helena

Er det muligt at studere RUM (og få noget ud af det!), ved siden af sine legale studier/arbejde eller tvangs-aktiveringen. Lidt som læder-fetichisten der har sin dragt under uldtrøjen, ikke fordi han skammer sig, men for ikke at skulle undskylde/forklare dagen lang. Eller (jeg ved godt at det i en vis udstrækning er forskelligt fra person til person) er kravet om total isolation absolut.

 


 

SVAR

 

Total isolation er altid at foretrække, når man påbegynder et projekt som RUM, transcendens og indvielse, men senere i processen, når det mest basale er kommet på plads, kan det være aldeles fordelagtigt at opøve en slags "rolle", lave en maske, man kan tage på, så man, om man så må sige, kan klare verden med venstre hånd, mens man holder sjælen skjult i den højre, og således stadig har sine indvolde i behold, når man kommer hjem.

Som eksempel gør satanisterne netop det. De sidder i høje stillinger og lever en slags dobbeltliv, som i grunden underbygger sig selv i sin opdelthed: Lige nu er jeg læge på Rigshospitalet, men jeg gemmer det dybeste af mig indeni!

Vi spiller jo roller under alle omstændigheder, ellers ville vi ikke kunne bære at kommunikere med andre, forstået på den måde, at hvert enkelt individ på bunden af sig selv er et kognitivt, skabende væsen, ikke en kommunikativ, socialt orienteret snakkesøster.

I en transcendenssituation er det frugtbart at være bevidst om dette rollemønster, fordi det på en måde, hvis man er meget dygtig og har gennemført sin isolation med held, faktisk kan hjælpe til med at reinforcere transcendensen; som når vi efter lang dag på universitetet lægger os ind i mørket og mærker, at det er der, vi har hjemme.

Med "rolle" mener selvfølgelig ikke, at vi skal lade som om, at vi hader indvandrere og lænker; spille et skuespil, som ikke stemmer overens med vores følelser, vi skal bare indse, at "jeg" ER en rolle, en model, vi påtager os overfor familie og venner, kolleger og arbejdsgivere, ja, alle dem, som er udenfor den consensus, vi kunne kalde transcendensbefordrende.

For at kunne kramme os, må mor først putte os ned i en kasse, hun kan forstå, og den kasse kvæler!

Selv nonner og munke lukker sig inde bag klostrets mure og pisker sig selv til blods for at drive mellemplanet på flugt. De fylder dagens timer med ritualer, pligter og hårdt arbejde for ikke at komme til at køre af sporet. Vi må ikke bilde os ind, at vi kan komme sovende til det, for det er svært, HELVEDES svært at overskride sin egen verdens grænser, det kræver hårdt arbejde, guidance og tunge studier i døgndrift!

I antikken var det lettere. Man havde templer af marmor og guld, søjler og kapitæler, gudebilleder og arneild til at minde en om retningen i ens liv. Familiens opbygning, hjemmets indretning, slavens stilling i forhold til sin herre, alt var remindere om det Virkelige, det Dybe. Vi har widescreenskærmen og vores mors bekymringer i telefonen. På en måde skal vi have en endnu større disciplin.

Et enkelt uopmærksomt øjeblik, og vi tumler ned ad det bjerg, vi lige har besteget. Men vi skal jo heller ikke som nonnen tages væk fra verden, vi skal gives til verden, leve i den og med den, men vi må først have noget at give! Vi er som kar, der fyldes (i adytum, sin elskedes favn, med en bog eller foran spejlet) og tømmes, når vi går ud i verden, for at komme hjem til templet og blive fyldt op igen.

Øvelse gør i alle tilfælde mester, og hvis der er noget, man har brug for som kommende transcendant, så er det TÅLMODIGHED og STANDHAFTIGHED! I wish you luck!


Hilsen Helena