Københavnerfortolkningen

 

Hej Erwin

Når du nu siger, at 'københavnerfortolkningen' af kvantemekanikken slet ikke er nogen fortolkning, og at der derfor ikke findes andre mulige fortolkninger, er det så ikke lidt nemt sluppet?
Bohrs udlægning af de filosofiske (ontologiske, epistemologiske) konsekvenser af kvantemekanikken er vel forskellig fra den rene matematiske formalisme, og som sådan en fortolkning?
I det øjeblik, man begynder at postulere epistemologiske konsekvenser som eksempelvis umuligheden af videre erkendelse (Heisenbergs ubestemthedsrelationer) og ikke-eksistensen af en kvantevirkelighed, så er man allerede et godt stykke ude over matematikken (efter min ringe mening). Jeg har netop læst Poppers "Quantum Theory and the Schism in Physics", der virker som en ganske sober, grundig og fornuftig gennemgang af den filosofiske del af kvantemekanikken, men ikke desto mindre postulerer han en metafysisk realisme, som han baserer på 'virkelighedens' tendens til at 'sparke igen'; når vi i eksperimenterne møder modstand, så må det jo være, fordi der er 'noget' 'derude' - de eksperimentelle resultater er jo ikke (fuldstændig) tilfældige. Der er en vis invarians, og det betyder ifølge Popper, at der må være noget, der giver modstand. Er det helt hen i vejret? Han argumenterer s'gu godt for sagen.
Hvordan imødegår man hans argumenter om denne 'virkelighed'?
En anden pointe er hans afvisning af bølge/partikel-dualiteten, idet han anser kvantemekanikken for at være en rent statistisk teori for spredningen af partikler; bølgerne, nærmere bestemt kvadratet på amplituderne, skulle således være rene sandsynligheder for detektionen af partikler og altså slet ikke et aspekt ved partiklerne; derfor er der ikke tale om en dualitet.
En svaghed i hans teori er den nok så bekendte korrespondensteori for sandhed, som jo forudsætter en virkelighed, som teorien kan korrespondere med, men er der andet?


Med venlig hilsen
en efterhånden noget forvirret

Jakob Rasmussen

 


 

SVAR

 

2. seminar.