Rum for selvmedlidenhed?

 

I et nyligt brevkassesvar skrev du:

"...selvhad er så fjernt fra mig som noget, og derfor hader jeg også al slags magelig selvmedlidenhed."

Dette forstår jeg godt, men en indvending melder sig: nogle gange er der ting, der *gør* ondt, og på en uoprettelig måde - et elsket menneske forsvinder eller dør, ting, der betyder meget for een går ikke som planlagt eller man er nødt til at være travl, optaget, på en måde, der tvinger en til at skyde træthed og smerte fra sig og ikke føle den for sin egen skyld - eller de ovennævnte smerter kan komme *oven i* en sådan overbelastning; er der så ingen rum for selvmedlidenhed? - Jeg mener - er der så ingen plads til, at et menneske "mageligt" er nødt til at koble af eller ud, lukke andre ting ude og tillade sig selv at føle smerten - dvs. have ondt a sig selv? Eller advokerer du en Bhagavad Gitask "detachment"?
De venligste hilsner og i håb om et svar ...

Peter Christiansen

 


 

SVAR

 

At visse ting og følelser ligger mig fjernt, eller at jeg har antipati imod dem, implicerer jo ikke nogen moralsk dom. Og jeg har altid haft den lykke at ville eet - i det mindste ad gangen.

Til fordel for det viger så alt andet, og der er ingen konflikt. Jeg heller ikke hverken bekymrer mig for eller ærgrer mig over modgang - som i øvrigt er sjælden - med DEN livsfilosofi.

Til enhver aktion svarer som bekendt en proportional reaktion. Modstand betyder altså blot, at man fylder noget i verden.

Jeg har aldrig brudt mig om at få min mad tygget. Selvfølgelig må jeg da ud fra enhver vurdering føle mig privilegeret: Styrke, frihed og en kvindes kærlighed - hvad mere kan en mand ønske sig?

Men det betyder ikke, at jeg ikke kan forestille mig mig selv barrikaderet og omringet af den samlede politistyrke - og jublende glad. Døden er ligesom livet - fantastisk, når du har noget at have den i.

Jeg ved ikke - jeg har det nok lidt som salmisten, hvis hjerte skælver af glæde, når duggen dynker(?!) et strå. Det er sådan en heroisk, eksorbitant ting at leve.

Det er nok en kemisk ubalance i hjernen. Træthed - ja, som forudsætningen for at nyde en seng, søvnigheden og kælenskaben ved pigedyret.

Smerte? Nej, blodet skyller for hurtigt til, at den kan sætte sig.

Liv, sygdom eller voldelig død? Det ER da spændende!

Livet som lidenskabelig pligt og uafsluttet drama. Som du ser, er alt, hvad jeg kan give dig, et kighul ind i MIT hoved.

Bortset fra den frelsende selvdestruktive kærlighed er det vel i grunden alt, vi kan give hinanden. Anyway, it's my profession, and I'm damned good at it!

Hvad skal jeg være bange for? Jeg kan ikke miste det, jeg er blevet.

Hvad skal jeg tvivle om? At jeg er mig?

Måske er jeg blot himmelråbende primitiv. Måske er angst og tvivl ikke det rene pjat.

Men jeg tror det. Tvivler tigeren?

Solopgangen? By the way - gik jeg op for dig?