Kærlig hilsen David

 

Jeg genlæste for nylig en af dine gamle bøger. Jeg var betydeligt yngre da jeg læste den for første gang. Siden da har jeg haft glæde af Homer, Hesiod, Herodot, Aischylos, Sofokles, Platon, Ovid, Vergil, Horats, Cicero, Seneca, Cæsar, Marcus Aurelius, Shakespeare og så mange andre glimrende forfattere.
Jeg kan ikke sige så meget andet end, at du klarede det. Du er en af dem - en af de store. Du har det - geniet. Mit spørgsmål er, hvad der har forhindret dig i at indtage verden?
Det er ikke sjældent, du nævner den elendige intellektuelle tilstand, verden befinder sig i. Behovet for en verdenserobring kunne forklares som renhjertet altruisme; men er den elendige tilstand en forhindring? Kan det tænkes, at et folk kan blive så ubegavet, at det ikke længere er kontrollerbart? Er det svaret?
Sig ikke, at verden ikke er værd at eje. Du er ingen asket; så meget ved jeg. Når nu intet menneske kan måle sig med dig, hvorfor skulle herskermagten så ikke tilfalde dig? Hvorfor gemmer du dig et sted i Jylland? I dit sind, er scepter og krone blot legetøj for voksne drenge? Måske er du Merlin uden Arthur. Er det svaret?
Dit publikum er ikke født. Life levels all men; death reveals the eminent. Men hvorfor venter du på et publikum? Lad den, der ser, lede de blinde. Læs højt for alle dem, som tror, de har lært at læse; for de ved ikke bedre, far. Tiden er knap - hvad gavn har du af dit geni, når du er død? Hvad høster du den dag, hjertet vågner og blodet atter når deres øjne? Måske ønsker du ikke et publikum; måske hader du dem, menneskene. Er det svaret?
Eller også valgte du bare Dido og livet med kattene og sykofanterne ud af magelighed. Duften af ungdom fortynder lugten af alderdom - måske var en ung kvinde erobring nok for en aldrende mand.
Er det svaret?

Kærlig hilsen
David

 


 

SVAR

 

Kære David!

Om ikke andet ser du ud til at have arvet den fine ironi fra din far - til lykke med det! Selv om det sikkert vil undre dig, kender selv opblæste personer som undertegnede deres plads og begrænsninger.

Jeg har hørt, at du læser klassisk filologi, og at du derfor formentlig vil komme til at bruge dit liv på at undervise i gymnasiet. Ud fra tilsvarende overvejelser kunne man sige, at dit liv er forbi, inden det er begyndt.

Men er det det? Hvis du nu kan vække en svunden guldalder i dine elever - hvad vi naturligvis begge ved, er uhyre hypotetisk?

I'm a science-fiction writer. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg ikke vil kunne inspirere handlekraftige mennesker til stordåd, det er en af litteraturens dyder, det er bare ikke i første omgang min fortjeneste.

Selv de bedste ideer (og mange af mine er nok nærmere fikse) genererer ikke nødvendigvis mennesker, der kan føre dem ud i livet, og slet ikke i samme slægtled. Gammel - tja.

Hvis man mener fanget i et professorat og et dødssygt ægteskab, bukkende censureret af idioter - beVare! som Bela Lugosi used to say, beVare! - så nej. Hvis man mener, at man af og til sidder i sin stol og ser høsten blive bragt ind, joda.

I DID make it. Hvor marginalt mit forfatterskab end er og efter al sandsynlighed vil forblive, så står det der dog til de berømte sene slægter.

Hvad jeg har tænkt og følt, kan aldrig dø, kun slumre, indtil det bliver vækket af en yngling med værkende muskler og en - endnu ufødt - yndig ung pige med smeltende underliv. Det er alt for underligt til nogen sinde helt at forsvinde.

Nu, det er der, ville det efterlade et hul i verdensordenen. Efterlignet muligvis, men aldrig erstattet.

Og ja, jeg nyder min egen afart af berømmelse. Man kan få sytten litteraturpriser og være forgudet af alle dansklærere et år eller to, og det er stadig kun et par tusind mennesker, der kan skelne ens Peter Madsen fra Mads Petersen.

Men lad ikke nogen bilde dig ind, at de aldrig har hørt MIT navn. Og FØL så det afmægtige raseri over for denne satan, hvis overlegenhed er så umulig, virkelig helhjertet at negligere.

I thrive on that. På et tidspunkt af sit liv at have fået alt, hvad man nogen sinde har drømt om - selv om fiasko naturligvis er et langt mere yndet romantema, især den moralske slags som at have en jævnaldrende kone, man skændes med - er såmænd heller ikke at foragte.

Det er en farlig sejlads, du begiver dig ud på, Livet, en kamp med få ubestridte sejrherrer. Som du vil opdage, brænder lidenskaben langt stærkere i en halvtreds- eller tresårig end i ungdommens mælkeblod - problemet er, at så få er i stand til at veksle deres ubrugelige forår til en bugnende høst. Så derfor, min søn: Sæt dine tynde ben på banen og bed til din blege gud om, at du om et halvt århundrede vil være lige så ung som

ERWIN NEUTZSKY-WULFF