No subject

 

Kære Chresteria og Erwin

Tak for jeres svar. Med Camillas indlæg på Forum er tingene dog blevet sat lidt på spidsen. Min kæreste er ikke længere beroliget, men derimod meget - vel, nærmest forarget over, at Camilla skriver så 'truende', som hun gør. Hvis det skal være på den måde, vil min kæreste enten have fat i en præst eller blot afskrive hele affæren som noget helt 'naturligt' (kemi-irritation-kløe). Foreløbig skeles der til den sidste udvej.

Hvad belæg kan Camilla have for at skrive, at man kan risikere at få en tagsten i hovedet, såfremt ens kæreste står i forhold til en incubus?

Gives der forhold, hvor relationen til entiteter ikke er et
herre/slave-forhold? "Hvis en kvinde har et forhold til en entitet, der er hendes Herre..." kunne jo godt forstås henimod at entiteten ikke altid er herre.

Hvis menneske/entitet-forholdet altid er slave/herre-funderet er der vel al mulig grund til at undgå det, hvis man værdsætter sit 'jordiske' forhold (højere end 'det andet')?

Til sidst: "Den jordiske mand, der falder for en sådan kvinde, får ikke en kæreste - han må tilbede og tjene en gudinde." Fint nok, men en jordisk mand kan vel, hvis hans kvinde så småt og efter det jordiske forholds begyndelse opsøges af en entitet, benytte de tidligere anvisninger til afværgelse, ikke sandt?

Det var alt i denne omgang - tak for jeres tid.

Med venlig hilsen og i håb om fortsat anonymitet

 


 

SVAR

 

Kære brevskriver og alle I andre, der måtte sidde med lignende tanker,

Glem Camillas indlæg! Det er et godt eksempel på, at folk, der ikke har viden nok, får sagt noget helt ved siden af og dermed skaber en masse problemer, som kunne være undgået, hvis alle bare "klapper hesten". Der er således ingen grund til at panikke. Se også Helenas indlæg på forum, hvis pointe netop er, at tingene slet ikke er nået dertil, hvor vi kan endsige begynde at tale om herre-slavinde eller herskerinde-slave-forhold. Et eller flere møder med en incubus danner ingen basis for et mystagogisk forhold. Og kommentarer om lørdagspiskninger og flyvende tagsten er derfor helt ude i skoven.

Det er forståeligt, at din kæreste efter en sådan smøre nærmest må være endnu mere bange end før, men jeg håber, at du kan overbevise hende om, at hun er blevet ført på vildspor. Hvis hun bare kan glemme Camillas indlæg og vende tilbage til situationen, som den var efter det "autoriserede" brevkassesvar. Har I spørgsmål, så skriv endelig til os. Vi forstår godt, at det er svært at kende forskel på skidt og kanel, ikke mindst på forum, hvor alle jo kan skrive, og vil derfor gerne en gang for alle opfordre alle til følgende: Spørg Erwin og os, når der er tale om de mere alvorlige ting. Derfor er det selvfølgelig oplagt, ved siden af, at dele hinandens erfaringer og overvejelser på forum. Det er godt med en konsensus omkring disse ting! Så diskussionen på forum har bestemt sin nytte. Men lad være med at tro på alt, hvad folk siger.

I står derfor stadig med overvejelserne over, hvorvidt I vil lukke den overnaturlige del af verden, som incubus'en repræsenterer ind i jeres fælles konsensus, eller om I skal få den til at gå væk. Se incubus'ens kærtegn som en uforbeholden kærlighedserklæring, et besøg af en sulten vildkat, der gerne vil have en skål fløde. Om I vil traktere den med bacon og leverpostej, er op til jer. Og læs så det første brevkassesvar én gang til!

Håber, det kan hjælpe på panikken! Held & lykke med det hele.

Kærlig hilsen Helena & Chresteria.