De mange intelligenser

 

Hej ENW
Den efterhånden gamle pædagogiske forestilling om "de mange intelligenser", synes i de sidste år, at have vundet opmærksomhed flere og flere steder. Ikke blot i Femina og andre venteværelsesmagasiner, men også i flere såkaldte seriøse publikationer.
Hvad mener du om sagen ? Forveksler man "intelligens" og "evne" ?
Oprindeligt var der vist 7 - 9 forskellige rubrikker, men mere progressive fortalere taler nu om mange flere. Kan det ikke ende ganske absurd ?
Hvis hamsteren overlever i 2 uger, er lille Jens så "dyrepasser-intelligent" ?
Har skolepsykologen først sat Jens i bås, bliver det vel både en spændetrøje og en sovepude for knægten
eller hvad ?
Jeg håber, at du har tid til at sige lidt om emnet, og evt. også lidt om DIT syn på intelligens og de måder (hvis der er flere) denne kan vise sig på.
All the best
Lars Skaanning

 


 

SVAR

 

Intelligens er vanskelig at definere, og endnu vanskeligere at måle. Det, vi konstaterer hos vore medmennesker, er jo altid intelligens applikeret på viden.

Men naturligvis findes der en "rå-intelligens", som regel defineret som evnen til at lære nyt (eller om man vil, drage originale konklusioner). Noget andet er så evnen til at måle denne, dvs. opstille et sæt opgaver, der er kulturelt fordomsfri, hvilket har vist sig meget vanskeligt.

Hvordan vil man rubricere et menneske som undertegnede, der læser en halv snes sprog og på en del af dem kan producere en pastiche, der ikke er til at skelne fra den pågældende forfatter, men som ikke har nogen anelse om, hvad dato det er, hvad vores udenrigsminister hedder, eller hvem der vandt EM i fodbold sidste gang? På de fleste værtshuse ville man formodentlig opfatte mig som handicappet.

Selvfølgelig er der et intellektuelt skel imellem de "gamle" samfundsklasser, der er overvejende miljøbestemt, selv om en vis "udvælgelse" gennem adskillige tusind år nok også har haft sin betydning. Det går jo ikke, så når arbejdersønnen skal være professor, er det naturligvis ligegyldigt, at han er ude af stand til at lære at stave. (Det er det også - det er hans FORDOM mod viden, der er farlig.)

Naturligvis er der noget, der hedder ordblindhed (og sikkert også talblindhed, kortblindhed, osv.) men ofte gør man måske bjørnene en børnetjeneste ved at give dem alibier for deres svagheder - i stedet for at hjælpe dem til at overvinde dem (som når den fireårige, der hamrer på et grydelåg, som om han er to, er "musikalsk" - og følgelig bliver en ulidelig klovn). Allerfarligst er dog vores benægtelse af, at intelligens har noget med humanitet at gøre.

Min mors første mand, den jødiske oversætter Erwin Magnus (som jeg altså er opkaldt efter) plejede at udtale, at han "hadede dumme mennesker", hvilket måske i hans tilfælde - han var flygtet fra nazismen - er tilgiveligt. Så langt behøver man nok ikke at gå, men vi må sikre os, at sådanne mennesker ikke får magt, hvilket naturligvis kan være vanskeligt nok i et "demokrati".

Aggressivt uintelligente mennesker (og man kan godt blive temmelig aggressiv af at være dum) er nemlig bøller, og det holder de ikke nødvendigvis op med, når de kommer i tinget. Så får vi bølleregeringer som vores egen, der driver "realpolitik" ved at spare menneskeligheden væk, til stor begejstring for andre velbjærgede bøller.

I værste tilfælde kan de se sig berettiget til at tage madpengene fra andre nationer og true dem med tæv, hvis de brokker sig. Og de er faktisk kun bange for de intelligente - so watch out ...!