Teknik

 

Kære Erwin Neutzsky-Wulff!

Kender du Morten Søndergaard? Nå, ikke? Han er ellers forfatteren bag den skelsættende digtsamling "Bier dør sovende", som for tiden residerer i udstillingsvinduet i det antikvariat, som jeg arbejder i.

"Bier dør sovende" er en af 90'ernes mest roste digtsamlinger. Den anvender således hverken rim eller metrik i sit forsøg på at fastholde læseren, men dens inciterende titel er tilsyneladende nok til at sikre salget hos et lidet kritisk, men til gengæld særdeles købedygtigt publikum.

I RUM, som jo bugner af poesi, optræder en lang række digte, som alle synes at være affattet under kærlig hensyntagen til de regler, der gælder rim og metrik, og jeg får lyst til at spørge forfatteren Neutzsky-Wulff (og altså ikke mystikeren Neutzsky-Wulff): Hvorfor stædigt fastholde denne "antikverede" måde at affatte poesi på? Er den ikke en anakronisme, som flere anmeldere hævdede?

Hvis der kun er én måde at skrive poesi på, hvorfor så de talrige henvisninger til Walt Whitman og D. H. Lawrence i "Okkultisme" og "Magi"? Begge (de nævnte forfattere) prøvede antagelig på at befri tungemålet fra de allermest rigide regler og indvarslede derved (sammen med eksempelvis Gerard Manley Hopkins) en friere form for poesi, der vel strengt taget var mere vellykket, end deres umiddelbare forgængeres var.

Mit spørgsmål lyder derfor i al sin (mangel på) enkelhed: Skyldes din umiddelbare uvilje over for "modernistiske" digtere, der altså ikke overholder gældende regler for rim og metrik, først og fremmest en art gammel-mands-had til det, han ikke kender, eller skyldes den håndværkerens naturlige modvilje mod den mand, der ikke kan skrive, men som føler, at modernismen har givet ham et carte blanche i hænderne, der gør, at amatøren kan gå i mesterens fodspor?

Venlig hilsen Jesper

 


 

SVAR

 

Da du jo sådan set selv har besvaret dit spørgsmål, vil jeg blot bekræfte, en bekræftelse, du ligeledes vil finde, hvis du går ind under MALERE her i brevkassen. Der vil du bl. a. sammen med særdeles naturalistiske malere opdage en abstrakt kunstner.

Pointen er, at Richter kan male, hvilket vil sige, at når han er nonfigurativ, så er det, fordi det skal være sådan, hvorimod det forekommer mig ret indlysende, at de fleste modernister ikke ville kunne tegne en vellignende hest, om de så blev forgyldt - men det gør de jo også i alle tilfælde. Det citerede billede er da også slående i sin komposition og ikke blot i overensstemmelse med en eller anden senil kunstakademiprofessors regler om, hvordan man sætter kulørte firkanter sammen.

Ganske tilsvarende er den moderne danske lyrik ikke prosalyrik (som Whitman og Lawrence) det er prosa, der fylder lidt ekstra, når man nu lider af permanent skrivekrampe. Når kritikere ikke har den samme tolerance over for metrik, som jeg har over for friere versemål, er årsagen den simple, at en accept af disse virkemidler ville afsløre, at jeg er den eneste, der behersker dem.

Når jeg selv favoriserer versemålet, er årsagen selvfølgelig til en vis grad den samme. Hvis du var den eneste herhjemme, der kunne spille skak, ville du nok også lægge golf lidt på hylden.

Man skal heller ikke undervurdere showing off som litterært virkemiddel. Prosa er svær at bedømme for lægmand, men når jeg folder mig ud med rim og metrik, står mine værker som runestene på en byggelegeplads.

Det er altså en måde at få albuerum på - at anmeldere med en intelligensalder på syv år ikke opdager det, kan jeg leve med, det er den intelligente læser, jeg sigter på. Endelig er dansk en blanding af stød og bløde konsonanter, som måske mere end noget andet indbyder til metrik.

Funny you should ask - nobody else ever did. Men de ville nok hellere ikke forstå svaret.